**Dagbog**
De ankom med kufferter.
“Er du helt fra forstanden? Hvor skal jeg gøre af alle jeres ting?” råbte Agnete i telefonen og viftede med den ene hånd. “Jeg bor i en etværelses, hører du? En etværelses! Og I er jo fire!”
“Mor, du behøver ikke råbe sådan,” lød datterens stemme i røret. “Vi er kun tre. Nikolaj blev i Aarhus – han har eksamen. Men mig, Mads og lille Mille er kun her en uge, indtil vi finder en lejebolig.”
“En uge?” Agneste tabte næsten telefonen. “Lise, skat, har du set, hvor lille min lejlighed er? Der er ikke engang plads til katten Misse! Hvor skal barnet sove? På min sofa?”
“Mor, vi kan lægge på gulvet. Det skal nok gå. Mille er lille – hun fylder ikke meget.”
Agnete så sig omkring i sin lille lejlighed. Udklækningssofaen, som hun selv sov på, den gamle lænestol efter sin afdøde svigermor, det bitte køkken med en køleskab, der kun virkede, når det passede det. På vindueskarmen stod der potter med pelargonier – hendes eneste lyspunkt i det trange rum.
“Lise, kan I ikke bo på et hotel? Jeg har kun min pension…”
“Mor, hvad snakker du om? Vi havde knap nok råd til billetten! Vi er allerede i toget – vi ankommer i morgen tidlig. Gør bare lidt plads, okay?”
En lang bip-lyd. Datteren havde lagt på.
Agnete sank ned i stolen og stirrede på telefonen. Lise og hendes familie var på vej fra Aarhus til København for at starte et nyt liv. Svigersønnen Mads havde lovet et godt job i hovedstaden, men indtil da skulle de bo hos hende. I hendes lille etværelseslejlighed på ydre Nørrebro, hvor hun knap nok selv kunne bevæge sig.
Misse, den røde kat med hvidt bryst, gned sig mod hendes ben og spandt.
“Nå, Misse,” mumlede Agnete og kærtegnede den, “så er det vores tur til at være som sild i en tønde.”
Hun rejste sig og betragtede lejlighedens kaos. Skabet fyldte halvdelen af værelset, hylderne var proppet med ting samlet gennem årene. Fotos i rammer, bøger, hun havde læst igen og igen, små figurer og vaser givet af datteren.
“Jeg bliver nødt til at rydde op,” sukkede hun.
Naboerne fra gangen, Gerda, kom netop ud med en skraldespand.
“Agnete, hvad laver du så tidligt med oprydning?” spurgte hun nysgerrigt.
“Åh, Lise og hendes familie kommer. De skal bo her.”
“Åh, hvor hyggeligt! På besøg?”
“Nej, permanent. Altså, indtil de finder noget.”
Gerda rystede på hovedet. “Men der er jo ingen plads…”
“Jeg skynder mig, Gerda,” afbrød Agnete og undgik yderligere moralprædikener.
Om aftenen sad hun i køkkenet og drak te mens hun tænkte. Lise var hendes eneste datter, gift med Mads efter en skilsmisse, og nu med lille Mille. Hun havde kun set sin fireårige barnebarn et par gange, når hun besøgte dem i Aarhus. Med en lille pension var der ikke råd til hyppige ture.
Mads havde arbejdet på en fabrik, men fyringer begyndte. Lise passede barnet og gav lektiehjælp ved siden af. Da pengene blev knappe, besluttede de sig for, at København måtte give flere muligheder.
Misse hoppede op på hendes skød og rullede sig sammen.
“Hvordan skal vi klare det, Misse?” hviskede Agnete. “Og hvad skal vi leve af? Min pension er knap nok til os to, nu bliver vi fem.”
Næste morgen vækkede dørklokken hende klokken halv syv. Hun skyndte sig i morgenkjole og åbnede døren.
Lise stod der med en kæmpe kuffert, Mads med to tasker, og mellem dem en lille lyshåret pige, der gned sig i øjnene.
“Mor!” Lise kastede sig om halsen på hende.
“Mille, husk nu, det er din babushka Agnete,” sagde Lise.
Pigen kiggede forskrækket på hende og gemte sig bag sin far.
“Kom indenfor,” sagde Agnete. “I må være sultne.”
Da de kom ind, udvekslede Lise og Mads et bekymret blik.
“Mor, hvor skal vi sætte vores ting?” spurgte Lise forsigtigt.
“Jeg har ryddet lidt plads. Kufferten kan stå under sengen.”
“Under sengen?” gentog Mads og så på sofaen. “Og hvor skal vi sove?”
“Sofan foldes ud. Mille kan sove i lænestolen.”
Misse kom ind og betragtede de nye gæster med mistro.
“En kat!” råbte Mille glad.
“Vær forsigtig,” advarede Lise.
“Slap nu af, hun er sød,” sagde Agnete.
Ved morgenmadsbordet var stemningen anspændt. Agnete havde sat alt frem, hvad hun havde: pålæg, brød, smør og marmelade.
“Mor, har du ikke mælk? Mille vil kun spise med mælk.”
Mads tilbød at gå ned til kiosken.
“Hvor er din WiFi?” spurgte Lise.
“WiFi? Hvad skal jeg med det?”
“Hvordan skal jeg søge job?”
Ude af stand til at længere at ignorere virkeligheden, besluttede Agnete sig for at sætte foden ned.
“Lise, Mads… I er velkomne, men I bliver nødt til at finde jeres eget sted. Jeg kan ikke mere.”
Der blev stille.
“Vi vidste ikke, det var så hårdt for dig,” hviskede Lise.
“Nu ved I det. Jeg elsker jer, men jeg har brug for mit eget liv tilbage.”
En uge senere flyttede de ind i et værelse i en anden del af byen.
Agnete sad igen alene ved vinduet med Misse i skødet og så de første efterårsblade falde.
Endelig føltes det som hjemme igen.
