Andres lykke
Karen rodede rundt på sin havelod. Foråret var kommet tidligt til Sjælland, selvom kalenderen kun sagde slutningen af marts. Sneen var væk, og solen varmede så dejligt, at Karen havde smidt træskoene og gik og retfærdiggjorde for sig selv, at det da sagtens kunne betale sig at støtte det skæve plankeværk og lappe det gamle brændeskur. Måske skulle hun få sig et par høns, en lille gris, og hvad med både hund og kat? Slap nu af, tænkte hun, hvor meget selskab skal man have?
Hun drømte allerede om at kaste træskoene og spurte barfodet gennem de nypløjede rækker, så fødderne blev smurt ind i den bløde, lune, lysebrune muld, præcis som da hun var barn på Fyn. “Vi skal nok klare os lidt endnu,” sagde hun næsten højtideligt ud i luften til ingen bestemt.
“Hej!” lød det pludselig ovre ved lågen.
Karen fór sammen. Der stod en pige en ung teenager med alt for tyndt tøj til årstiden. Den slags polyesterregnfrakke, som man kun får udleveret på landbrugsskolen, og skrøbelige støvletter og lyse nylonstrømper, så hun måtte fryse det halve ihjel. Karen kunne ikke lade være med at tænke på, at skoene sikkert havde sål som pap, lige til at blive våde og kolde af.
“Hej…” sagde Karen tørt.
“Undskyld, må jeg låne dit toilet?”
“Javel da derhen ad, og rundt om hjørnet,” svarede Karen, stadig holdt lidt på afstand, men hun studerede alligevel den løbende pige med nysgerrighed. Taknemmeligheden lyste ud af det spinkle ansigt, da pigen kom tilbage.
“Tak, du reddede næsten mit liv. Jeg er faktisk på jagt efter et værelse. Udlejer du mon noget?”
“Nej, jeg har ikke lige planer om at leje noget ud hvorfor?”
“Jeg ville bare ikke bo på kollegiet. De drikker og ryger, og der render drenge rundt i tide og utide.”
“Nå? Og hvad har du så råd til?”
“Femogtredive kroner… Det er næsten alt, jeg har,” sagde hun og så håbefuldt op.
“Så kom dog ind. Kom nu.” Karen lukkede hende ind, men indenfor tøvede hun.
“Må jeg altså bruge toilettet igen?”
“Skynd dig bare…”
“Hvordan hedder du egentlig?” spurgte Karen, mens hun fandt hjemmesko frem.
“Majken…” lød svaret svagt, som fra en lille mus.
“Majken, ja? Så sig mig helt ærligt, hvad laver du egentlig her?” spurgte Karen og kiggede Majken direkte i øjnene.
“Jeg jeg leder bare virkelig efter et værelse…”
“Du lyver, Majken. Lad nu være. Hvorfor kommer du virkelig?”
Majken snøftede, på randen til at græde: “Må jeg undskyld, bare liiige på toilettet igen?”
“Hold da op, hvad går der af dig? Hvad er det?” Karen kneb øjnene sammen.
“Jeg ved det ikke det gør altså så ondt, og jeg kan ikke holde mig!”
“Så gå, da.” Karen fulgte efter Majken, mens hun spekulerede.
“Er det tissetrængende eller…” begyndte Karen.
“Nej, bare det lille… men det brænder sådan hele vejen igennem.”
“Det skal vi nok finde ud af. Men du, nu siger du det, som det er. Hvem har sendt dig?”
“Ingen! Jeg selv. Er er du Karen Jørgensdatter?”
“Det kan du tro jeg er.”
“Du du kan ikke kende mig, vel? Mor? Det er mig, Majken din datter!”
Karen satte sig brat lige op og ned; hendes ansigt, mærket af en dansk vinter og for mange år med vestenvind, var som hugget i træ. Ét øjeblik rørte ikke en eneste muskel sig.
“Majken,” hviskede Karen. “Min pige… åh, Majken.”
“Ja, mor! Det er mig! De gav mig aldrig din adresse på børnehjemmet, det var ‘ikke tilladt’, sagde de! Men min lærer på teknisk skole, Anemette, hun snød systemet og hjalp mig, så vi fandt dit navn og til sidst også adressen… og her er jeg!”
Tårerne begyndte stille at løbe ned ad Karens ru kinder.
“Majken, Majken… min egen lille pige…”
“Mor, mor!” udbrød pigen, kastede sig om halsen på Karen. “Hvor jeg har ledt! Jeg skrev breve, men de grinede bare, sagde du havde forladt mig, givet mig væk som en gammel trøje… men jeg troede på dig, mor. Hele tiden, jeg troede…”
Forsigtigt lagde Karen armene om den grædende pige, hendes hænder, grove og med hård hud, klamrede sig til datterens tykke hjemmestrik.
De sad længe, tavse, sammenflettet. Ingen ord behøvedes lige nu. Bagefter, huskede Karen, hvordan hendes egen bedstemor havde gjort: Der skulle koges vand, laves kamillebade, Majken skulle indpakkes og varmes. Lille Majken, meningen med det hele.
Nu var der endelig igen noget at stå op til, et formål. Der var endda lidt penge gemt væk de var jo ikke beregnet til glæde, men nu, med datteren hjemme, virkede alt muligt.
***
“Mor?”
“Ja?”
“Mor”
“Sig det, søde ven.”
Majken røg ind og tog sig den største kanelsnegl fra fadet. Hendes kinder var allerede blevet runde, og mammas gamle jakke var allerede blevet fin på hende.
“Mor-mor-mor”
“Hvad er det dog for noget?”
“Mor, jeg er forelsket!”
“Nå da!”
“Ja, han hedder Mads og han er så han vil så gerne møde dig!”
“Ja, det det ved jeg ikke rigtigt” Karen smilede, men tænkte: Så gik den fred og ro, nu begynder voksenlivet for hende. Hvem ved, måske begynder det hele forfra?
“Mor, hvorfor ser du sådan ud?”
“Ingenting, min skat. Du er blevet stor, det gik så hurtigt… tilgiv mig, Majken, jeg nåede ikke at nyde, ikke nok…”
“Mor! Hvordan kan du sige sådan noget? Du ved da, hvor højt jeg har elsket dig, hvor meget jeg har længtes!”
Der blev holdt møde med Mads. Han var en af de gode, praktisk anlagt, rolig, og Karen var ikke bange for at aflevere datteren til ham.
Pengene var små for alle. Nogle havde så lidt, at deres hund fik mere kød end dem selv. Men Karen og Majken og Mads manglede aldrig noget. Karen syede flittigt hjemme, nu efter fabrikken lukkede, meldte hun sig ind i et kooperativ, hvor pengene boplede ind, og både datter og svigersøn blev iklædt det fineste nyt. Mads var heller ikke en doven karl: Han byggede nyt plankeværk, udskiftede bjælker på huset, istandsatte hønsehuset, og huset summede atter af glæde, som dengang Majken først dukkede op.
Karens hjerte tøede op, varmen dukkede op i de år, hun ellers havde prøvet at glemme kun om natten kom det snigende, de sorte tanker, hvor hun ikke altid kunne holde gråden tilbage.
“Mor… hvad er der?” kom det forsigtigt fra Majken, en aften.
“Det er ingenting sov du bare ind til mig, søde ven.”
Majken krøb ind til hende, og Karen pressede sig til væggen for at give den voksne pige plads. Hendes eget hjerte var ved at sprænges af kærlighed. “Sådan er den moderfølelsen. Tak, Gud, for at jeg fik lov at lære den at kende,” tænkte Karen.
Brylluppet blev fejret, og de unge blev boende hjemme. Karen blomstrede op. Selv på arbejdet sagde kollegerne, at hun aldrig havde set mere veloplagt ud.
“Bliver det en dreng eller en pige?” hviskede hun til veninderne i pausen. Hun gik næsten rundt på skyer.
Majken fik søn Andreas opkaldt efter Karens egen mor, en myndig, men retfærdig bedstemor. Karen kunne slet ikke stå for den lille.
“Jeg har aldrig holdt sådan en lille én før” grinte hun i hvert fald ikke siden Majken, og det var jo en hel menneskealder siden.
Nu var hele hendes verden lille Andreas det skønneste, mest fantastiske barn i verden! Og bedstemor skulle være der hele tiden. Mads byggede til, så huset vokse, og ingen kunne forestille sig, at Karen nogensinde skulle mangle plads eller at hendes børn ville klare sig uden hende.
Tiderne blev bedre, drengene startede byggeselskab, de åbnede butik med værktøj og byggematerialer, og aldrig blev der slået koldt vand i blodet over noget.
Så kom den næste gode nyhed: En lille pige Rikke og ingen kjoler var fine nok til hende, ingen trøjer for små.
Barnegråd og latter fyldte huset.
Alt gik godt bortset fra, at Karen begyndte at mærke noget, der brændte tit i brystet.
“Mor, hvad er der? Hvor gør det ondt?”
“Ingenting, min skat. Bare læg dig igen…”
***
“Vi kan ikke gøre mere…”
“Lægen hvordan kan det gå sådan til… Min mor… hun var hun”
“Jeg forstår jeg er ked af det.”
***
“Majken, det er min tid nu. Tilgiv mig, jeg har levet længe… Du kom dengang og reddede mig, min egen pige…”
“Nej, mor, stop, sig ikke sådan…”
“Lad mig bare sige noget, der er tungt… Jeg… jeg er ikke din egentlige mor, Majken. Undskyld…”
“Mor, du skal aldrig, ALDRIG sige det igen til nogen! Du er min jeg VIL ikke høre andet. Du er MIN mor. Forstår du det?”
“Ja, min pige. Du finder mit gamle hæfte i skuffen… Undskyld, min elskede. Jeg elsker dig.”
“Og jeg elsker dig, mor…”
***
“Majken, skal du ikke spise lidt?”
“Jo Mads, jeg kommer om lidt gå du bare.”
Majken sad på Karens gamle værelse og bladrede i den opslidte notesbog. Historien, så rå, så skæv, så ærlig. Moderen, Antonette, faderen, der døde under besættelsen.
Kælenavnet havde altid været Anni Anni-blomst.
Hun forelskede sig i en småkriminel, og så gik det ellers over stok og sten. Eventyret blev slugt op af mørke år, til sidst et afgrundsdybt savn. Alt gik tabt dengang ude på sneen, hvor hun frysede kvindeligheden væk, da hun hjalp ham flygte.
Hun mistede alt, ingen børn, ingen kat, kun det gamle hus efter moderen.
Da hun blev syg, sagde lægerne, at det var enten eller nu så hun gik i kirke, bad om tilgivelse… og pludselig fik hun Majken. Bare en smule tid som mor, se hvordan det egentlig føltes.
“Datter, du er hele mit hjerte, min sjæl. Sygdommen blev væk en tid. Tilgiv mig, Gud, for at jeg tiggede om mere. Bare lad mig få børnebørn også.”
Længe var hun nervøs for, at sandheden kom frem hun var ikke den rigtige, kun en navnesøster, måske var der ged i papirerne. Men med tiden gav hun slip, og troede, at hun fortjente lidt lykke alligevel.
“Undskyld, min pige, undskyld for det stjålne mirakel, som jeg fik med dig…”
“Mor…” græd Majken, “jeg håber, du kan høre mig…”
“Jeg vidste det næsten fra begyndelsen. Da jeg flyttede ind, fandt jeg ud af det. Den rigtige hed Inger, ikke Karen. Jeg opsøgte hende. Hun havde fået en ny familie men der var ikke plads til mig. Hun ville ikke ses med mig, hun var bange for skandale. Hun skubbede penge i hånden på mig, men jeg gik min vej. Du DU tog imod mig, gav mig varme, kærlighed, tilstedeværelse. At Gud lod mig finde netop dig, dét gør mig taknemmelig. Måske var det hele slet ikke en fejl, men meningen deroppe ved toppen, de ved, hvor man skal sendes hen.”
“Hvordan skal jeg leve uden dig nu, mor…”
“Majken”
“Lad hende græde, Mads. Hun har lige sagt farvel til hendes mor”
***
“Farmor, var oldemor Karen sød?”
“Sød, min pige. Meget sød.”
“Var hun smuk?”
“Den smukkeste. Ligesom dig, Anni.”
“Hvem gav hende det navn?”
“Din bedstemor eller hendes bedstefar. Jeg tror, det var din oldemor.”
“Hedder jeg også efter hende?”
“Ja både din far og jeg syntes, det var det smukkeste navn.”
“Ser hun mig nu?”
“Ja, det gør hun. Hun ser os og hjælper os.”
“Jeg elsker dig, oldemor Karen,” siger den lille pige og lægger en krans af mælkebøtter på graven.
“Og jeg elsker dig, lille ven,” hvisker birken, og vinden tager det op og bærer det videre.
