Storken, der engang påtog sig at bringe mig til mine forældres hjem, viste sig at være voldsomt skeløjet. Han tabte mig foran børnehjemmet, den klodsede fugl. Siden da gik alt lidt skævt for mig.
Men i løbet af de fyrre år, der skulle gå, kæmpede jeg mig op fra det hul, hvor den fjollede fugl havde sluppet mig. Jeg fik bygget et hus, fik en kone, anskaffede mig en bil godt nok brugt, men dog min egen. Der manglede bare lige det sidste; noget at plante, og nogen at opfostre.
Én kunne vi godt klare, tænkte jeg og Lærke. Nummer to var aldrig på tale.
Netop om plantning, vækst og det elendige regnfulde morgenvejr gik mine tanker rundt, mens jeg bryggede kaffe. Et par gamle, slidte underbukser blev vugget frem og tilbage af gennemtrækket. Dem havde jeg såmænd haft længere end selve ægteskabet. Livets ironi.
Så lød der pludselig et bank på altandøren. Ungerne kaster vel ikke igen sten efter duerne? En stork skulle I have, unger! Bøller.
Banket kom igen. Så endnu engang. Hvem pokker banker på, vi bor på tredje sal?
Jeg trak i gardinet og kiggede ud. Og der, på selve altanen, stod den skeløjede stork fra barndommens vilde fantasier og trippede.
Forsvind, forbandede kræ, råbte jeg forskrækket. Min sandwich tog springet og landede smurt nedad på gulvet.
Søren, undskyld mig, jamrede storken og stak sit lange næb ind i sprækken ved døren, jeg er skyldig, indrømmer det, nap bare tag fra højre vinge, den er mest saftig.
Skrid, hvæsede jeg og prøvede at mase det stive fuglenæb ud igen, begge hænder om den lange hals.
Søøøren, vær nu ikke tosset, gispede storken, lad mig nu lige sige noget.
Skal du nu også til at tale? Banditten, jeg binder knude på dig, hvis du ikke forsvinder!
Jeg kommer med undskyldninger.
Du kommer sent, næse, det årtier for sent.
Pludselig bimlede ringeklokken insisterende. Lærke var kommet hjem.
Forsvind, sagde jeg til storken og skubbede det dumme kræ udenfor. Vær forsvundet, når jeg kommer tilbage.
Uden at tænke vendte jeg om og løb mod døren.
Tilgi, Søren! peb storken, snerrende næbbet ind ad vinduet, undskyld! Jeg HAR sagt undskyld.
Lærke kom ind, drivvåd men strålende glad. Håret klistrede til kinderne, øjnene lyste. Mon hun havde mødt storken også?
Inden jeg nåede at åbne munden, kastede hun paraplyen i hjørnet og styrtede mig om halsen.
Fire! Fire! hvinede hun gennem hele lejligheden.
Hvad… fire? spurgte jeg måbende.
Vi skal ha firlinger! råbte Lærke. Fire små krudtugler!
Så gik det op for mig storkens undskyldning og firlingerne hang utvivlsomt sammen. Jeg fór ud på altanen som et lyn. Skeløje-storken var lige lettet. Jeg prøvede at gribe fat i fjerene.
Jeg nåede ikke.
Stop! råbte jeg efter den. Bliv her, næse!
Undskyldigt! lød det oppefra.
Bag mig stod Lærke. Hun græd denne gang af glæde.
Og ved at kigge på hende, fik jeg lært, at livet ofte udvikler sig på mest skæve og uventede måder men det er netop dét, der gør det så fantastisk.
