Jonas kunne slet ikke kende sin kone længere, han forstod ikke, hvad der foregik med hende. Karen plejede altid at rydde op, lave mad, stryge tøj men nu var hun pludselig stoppet med alle de ting. Jonas spurgte forsigtigt, hvad der var galt, men Karen svarede bare:
Jeg har serviceret jer så mange år, kan jeg ikke få bare en smule pause?
Jonas begyndte at mistænke, at Karen måske havde fundet en anden, så han besluttede, at han hellere måtte gennemgå hendes ting. Pludselig faldt han over et mærkeligt brev i hendes taske.
Altså, Jonas kunne simpelthen ikke genkende Karen længere hvad var det, der skete, forstod han slet ikke. De havde været sammen i sytten år, og der havde aldrig før været sådanne ændringer hun havde altid været sød, omsorgsfuld og aldrig lavet ballade eller skjult noget. Det var lige netop derfor, han havde forelsket sig i hende. Morgenmaden stod klar med havregrød eller omelet, og hun skyndte sig hjem fra arbejde for straks at lave aftensmad. Søndag var strygedag, tretten skjorter én til ham hver dag og et par stykker til de to drenge, men ungerne kunne som regel nøjes med to-tre det med at lære dem den samme orden, som Jonas havde vokset op med, ja, det krævede sin mand.
Nu havde det allerede været på anden uge med morgenmad bestående af cornflakes eller rugbrødsmadder, og Karen sagde, de selv måtte smøre dem. Nogle aftener stod der blot rester fra dagen før på bordet, og indimellem bare en hurtig seddel: “Kommer hjem efter ni, kog nogle kartoffelklatkager.”
Først tænkte Jonas, at det var på grund af en konference, hun havde ovre på universitetet, men konferencen sluttede, og hverdagen blev ikke som før.
Jonas spurgte hende forsigtigt, hvad der foregik.
Må jeg ikke have lidt mit eget liv? Jeg har da serviceret jer i så mange år kan jeg ikke bare få lidt ro?
Selvfølgelig, det må du da, hvad drejer det sig om? svarede Jonas.
Han havde lyst til at spørge, hvor længe det her “lidt” ville vare, men lod det ligge. Tiden gik, og Karen forsvandt ud enten i biografen, til teater eller til en eller anden skulpturudstilling. Det var især iøjnefaldende, at hun havde fået et par markante kjoler, og om morgenen brugte hun tiden på mascara og læbestift, i stedet for at lave morgenmad. Mistanken begyndte at nage Jonas kunne hun have mødt en anden?
Han skammede sig over sine tanker, men bekymringen åd ham op indefra, så til sidst begyndte Jonas virkelig at holde øje med hende og rode hendes ting igennem. Han tjekkede telefonen, Dankort-transaktionerne og endda hendes håndtaske. Og det var dér, han fandt brevet slidt og gammelt, stukket ned i en inderlomme, det var læst mange gange. Det var tydeligvis et kærestebrev, skrevet af én, der måtte stå hende nær:
“Kære Karen, hvor jeg savner dig. Jeg kan ikke finde ordene for, hvor svært det er bare at vente. Jeg hører din stemme overalt, prøver at fange dit smil, men finder det aldrig…”
Det var virkelig ubehageligt at læse. Brevet var så slidt, han tænkte, at det forhold måtte have stået på længe. Hans hjerte sank var hele deres ægteskab så bare et stort bedrag?
I tre dage var han stille og dybt i egne tanker han havde jo selv modstået fristelser, aldrig været hende utro. På tredjedagen kunne han ikke holde det inde mere.
Jeg ved det hele, sagde han lavmælt.
Hvad mener du med hele? spurgte Karen roligt, let overrasket. Det beroligede ham ikke det fjerneste han havde jo selv læst brevet, der var ingen tvivl.
Du har en anden, sagde han ikke som et spørgsmål, men som en konstatering.
Karen brød ud i latter.
Hvad er nu det for noget sludder, Jonas? Du mener det forhåbentligt ikke alvorligt?
Var hun bare brudt sammen i tårer, havde det lettet ham lidt.
Jeg har læst brevet! råbte Jonas. Sådan noget skriver man ikke bare: “Jeg kan ikke vente til den dag vi er sammen igen, vores sjæle er bestemt til at følges ad til verdens ende…” For fanden da…
Karen begyndte pludselig at grine, hvilket provokerede ham endnu mere.
Mener du det virkelig? spurgte hun.
Ja, mener du?
Han stirrede hårdt på hende, vejrtrækningen tung.
Så du har rodet i min taske?
Ja.
Og læst brevet?
Ja.
Og du kan ikke huske, at det var dig selv, der skrev det?
Undskyld, hvad? Jonas fangede ingenting.
Det brev skrev du til mig! Du var på forretningsrejse i Aalborg, og jeg var hjemme med Mathias. Kan du stadig ikke huske det?
Tror du ikke, jeg kan genkende min egen håndskrift? Jeg kan slet ikke skrive sådan!
Karen sukkede, fandt en stol og hev en æske ned fra øverste hylde. Hun rodede rundt, fandt en kuvert og rakte ham den.
Se her. Du havde jo brækket hånden dengang og måtte skrive med venstre.
Jonas kiggede på kuverten nemlig, det VAR hans navn som afsender og en adresse fra en by i Jylland, men håndskriften var ikke til at kende. Pludselig dukkede et svagt minde op om et byggeri, hvor han havde skadet hånden. Var det virkelig dengang?
Hvorfor bærer du så stadig rundt på det brev? spurgte han mut.
Psykologen sagde, jeg skulle, svarede Karen roligt.
Psykologen?
Ja. Jonas, jeg er simpelthen træt. Hele mit voksenliv har jeg serviceret jer tre mænd. Siden Mathias blev født har jeg ikke haft ét eneste år med mit eget liv. Jeg får dårligt nok et tak fra jer! Du giver kun blomster på mors dag og fødselsdag, og kærlighedserklæringer kan jeg nærmest ikke huske lyden af mere. Jeg er jo stadig en kvinde, og så gammel er jeg heller ikke. I et svagt øjeblik tænkte jeg faktisk på skilsmisse. Men vi har jo et godt familieliv, og det værdsætter jeg. Derfor gik jeg til en psykolog. Hun gav mig nogle råd, og dem fulgte jeg.
Jonas blev helt slået ud. Skilsmisse? Ville hun virkelig gå fra ham?
Hjælper det så? spurgte han.
Nogle gange, smilede Karen stille.
Og brevene?
De skal minde mig om, at vi faktisk har elsket hinanden.
Jonas nikkede bare. Han havde brug for tid til at tænke. Han gik ud på altanen. De talte aldrig mere om det.
***
Næste morgen vågnede Karen op til en usædvanligt larmende lejlighed, og hele huset duftede sødt af vanilje. Hun anede ikke, hvad der foregik, før hun trådte ud i køkkenet.
Storebror stod og lavede omelet. Lillebror fordelte friskbagte klatkager på tallerkener. På bordet stod en vase med hendes yndlingsblomster.
Hvad foregår der? spurgte hun forbløffet.
Godmorgen, mor, sagde den mindste. Vil du have te eller kaffe?
Hun kunne næsten ikke tro sine egne ører.
Kaffe, svarede hun.
Omelet eller klatkager?
Klatkager, tak…
Jonas var der ikke, men Karen kunne regne ud, hvem der stod bag. Da hun tog den første bid, kom Jonas ind. Han rakte hende et stykke foldet papir.
Godmorgen, skat!
Hvad er det her? spurgte hun.
Et nyt brev, smilede Jonas. Bare for at være helt sikker på, at det hjælper.
Karen smilede. Og fra den dag af var alting faktisk lidt bedre. Ikke sådan, at hver morgen stod på klatkager og blomster så heldige er vi trods alt sjældent. Men engang imellem skete det. Og i biografen gik hun ikke længere alene Jonas nød nu at tage med. Ægteskabet var reddet.
