**Anden Chance**
“Anne, skal du ikke hjem?” spurgte hendes kollega Mette utålmodigt og trommede med sine velmanicurerede negle på bordet.
“Nej, jeg bliver lige lidt endnu. Min mand skal hente mig,” løj Anne uden at blinke.
“Nå, som du vil. Vi ses i morgen.” Mette vippede med hofterne og forlod kontoret.
En efter én forsvandt kollegaerne. Udenfor lød travle skridt og klapren af høje hæle. Anne tog sin mobil og tænkte: *Han har sikkert allerede slugt et par øl og ligger nu som en blæksprutte foran tv’et.* Hun sukkede og trykkede på opkaldsknappen. Efter tre lange ringetoner hørte hun først tv’ets mumlen og så stemmen fra Lasse:
“Ja?”
“Det regner, og jeg har suède støvler på. Kan du ikke hente mig?”
“Åh, skat, jeg vidste ikke, du ville ringe. Jeg har lige drukket et par øl. Tag en taxa,” svarede han.
“Som sædvanlig. Hvad ellers kunne jeg forvente? Du lovede jo engang at bære mig på hænderne.”
“Skatter, der er fodbold…” I røret lød tilråb fra fans, og Anne afbrød opkaldet.
De dage var forbi, hvor Lasse ventede på hende udenfor. Dengang havde han ikke engang bil, men kom alligevel hver dag. Anne slukkede computeren, tog jakken på og gik ud.
Hallen blev øde, kun hendes hæle lød mod gulvet. Alle var taget hjem. Nede i receptionen stod afdelingschefen Morten Rasmussen og talte i telefon. Høj, veltrænet og iført en lang sort frakké lignede han mere en filmskuespiller end en almindelig kontormand. Alle kvinderne spekulerede på, hvorfor han ikke var gift.
Anne plejede at sige, at der måtte være noget galt med ham, hvis en sådan fyr stadig var ledig.
“Han går ud med en model. Kan ikke huske hendes navn, men hun er ofte på forsiden af magasiner,” havde Mette engang hvisket, hun som vidste alle byens rygter.
Lasse havde engang været lige så flot. Han kunne trække sig op i legepladsens gymnastikstang 30 gange i træk. Men nu… Nu var han blevet doven, drak for mange øl og havde fået mave. Hver dag kom hun hjem til den samme scene: Lasse lå på sofaen foran tv’et, mens en halvtom ølflaske stod på gulvet.
Hun var lige ved døren, da en dyb, behagelig stemme fik hende til at gyse.
“Anne Marie, det er sent. Skal du ikke hjem?”
“Min mand skulle hente mig, men han kunne ikke,” svarede hun med et smil og vendte sig om.
Morten stak telefonen i lommen og nærmede sig.
“Jeg kører dig hjem.” Han åbnede døren for hende.
“Nej, det skal du virkelig ikke. Jeg tager en taxa,” protestere Anne, men da hun så de store vandpytter og sine dyre støvler, tøvede hun.
“Betragt det som en taxa, der allerede er bestilt.” Morten tog hendes arm og førte hende mod sin store bil. Hvordan kunne hun sige nej? Det var ærgerligt, ingen kolleger var der til at se det.
Han åbnerede døren til sin SUV, og Anne hoppede elegant ind med et lille “ups” og rettede på nødvendigt vis på nederdelen. Morten smækkede døren, gik rundt om bilen og satte sig ved rattet.
“Jeg har lagt mærke til dig. Du er dygtig, fair, men sætter også grænser. Jeg tror, du ville være perfekt til at lede marketingafdelingen.”
“Hvad med Karen?” spurgte Anne overrasket.
“Hun burde gå på pension. Hun er flittig, men har svært ved at følge med de nye systemer.”
Anne rørte uroligt på sig. Det var synd for Karen, som engang havde lært hende alt. Men tilbuddet var for fristende til at afslå.
“Hendes barnebarn skal giftes snart. Hun ville gerne spare op til en lejlighed til ham,” sagde Anne med et strejf af medlidenhed.
“Det må ikke være dit problem. Hvis det er det eneste, får hun en god fratrædelsesordning. Så, er du med?”
Hun mærkede hans blik, der studerede hendes profil. Et øjeblik stirrede hun frem for sig. Da hun vendte sig, sad han og kiggede gennem forruden.
Pludselig opdagede hun, at de var ved at køre forbi hendes hus.
“Drej til højre! Der bor jeg,” sagde hun og brød stilheden. “Stop lige ved hoveddøren.”
Bilen standsede, men Anne blev siddende. Hun kunne ikke finde de rigtige ord.
“Skal vi ikke spise frokost sammen en dag?” sagde Morten med sin bløde stemme.
Hjertet hamrede.
“Måske,” svarede hun, smilede og sprang let ud i den fugtige forårsluft.
“Vi ses i morgen,” smilede han strålende.
Hans blotte tilstedeværelse fik hendes hoved til at snurre. SUV’en forsvandt ud af gården, sprællende i de utallige vejhuller.
Næste dag spiste de frokost sammen for alles øjne. Så kom der middage… Og så…
Det behøver ikke siges, hvad der skete derefter. Hvilken kvinde kunne modstå en sådan mand? Hvis nogen kunne, var det kun, fordi hendes mand ikke havde sunket til sofa-pude-niveau endnu.
Anne følte sig ønsket, forelsket og 10 år yngre. Livet var ikke længere kedeligt. Men hver dag blev synet af Lasse på sofaen mere ulideligt.
I dag lå han igen der. En halvtom ølflaske stod på gulvet. Anne havde lyst til at sparke til den, men det var hende, der skulle gøre rent. Hun sukkede og begyndte at skifte tøj, mens Lasse stirrede.
“Du har ændret dig. Du er sådan…
