**Anden chance**
Mette Kirstine var en helt almindelig bedstemor med sine små svagheder og fejl. Men Oliver elskede hende ubetinget. Han kunne ikke huske sin far, selvom bedstemoren altid sagde, at det var bedst, han slet ikke eksisterede. Når Oliver spurgte ind til det, svarede hun blot: »Du forstår det, når du bliver ældre.« Så Oliver blev ældre uden at stille for mange spørgsmål og prøvede at regne tingene ud selv.
Da han var fem år, tog bedstemor ham hjem til sig, og fra da af dukkede hans mor kun op lejlighedsvist mellem sine nye mandfolk.
Engang, da moren kom for at hente Oliver igen, sendte bedstemoren ham ind på sit værelse. Han legede stille og lyttede til stemmerne fra køkkenet. Først kunne han ikke høre noget, men så begyndte moren at råbe, og bedstemoren hævede også stemmen.
»Hvor længe skal det her fortsætte? Drengen har brug for en mor, ikke en forfængelig tøjte,« sagde bedstemoren.
»Skal jeg begrave mig selv i live nu? Jeg leder jo efter en mand og far til ham,« råbte moren tilbage.
»Der, hvor du leder, findes ingen ordentlige fædre. Og få mænd vil elske et barn, der ikke er deres eget. De forlader jo deres egne, så hvad med en fremmed?«
»Du forstår det ikke… Du…« Moren slyngede nogle ord efter bedstemoren, som Oliver ikke kendte betydningen af, men han vidste, de var meget sårende.
Bedstemoren fandt dem også krænkende og smed moren ud igen.
Hun kom ind på værelset helt oppisket og nervøs, kærtegnede Oliver’s stubbede hår og forlod rummet med et kraftigt dørsmæk.
Moren forsvandt i tre uger, men kom så tilbage, enten glad eller sur, alt efter hvordan hendes seneste forsøg på at finde en mand var gået.
Efter morens besøg havde Oliver’s hår og ting hun havde rørt ved en duft af hendes parfume. Han snusede til det og mindedes.
Da han blev ældre, begyndte han at frygte morens besøg. Bagefter drak bedstemoren altid hjerte medicin med en skarp, ubehagelig lugt, smækkede med service og mumlede, at hun havde opdraget en hjerteløs ko, der havde forladt sit eneste barn. Hun brokkede sig over, at hun ikke kunne mere, og næste gang ville hun give ham til moren… Oliver sad på sit værelse og ventede, til stormen lagde sig.
Så kom bedstemoren ind til ham, satte en tallerken med varme pandekager eller æblekage på bordet og sagde blidt:
»Hvorfor er du så stille? Var du bange? Bare rolig, jeg giver dig ikke væk. Og vær ikke sur på mig.«
Oliver forstod det hele og var ikke sur. Når han havde det dårligt, gik han til bedstemoren for at klage, og hun trøstede ham. Men hun kunne ikke klage til ham, en otteårig dreng. Hvordan skulle han kunne trøste hende? Så han lyttede tålmodigt til hendes brok og ønskede bare, at ro og hygge igen skulle vende tilbage i deres hjem. Og dagen efter var alt som før – indtil næste gang moren dukkede op.
Oliver voksede, men bedstemoren forblev den samme i hans øjne. Det var, som om hun var frosset i en alder. Og han troede, det ville blive ved sådan. Da han gik i de ældre klasser, sagde bedstemoren ofte til ham, at han skulle arbejde hårdt.
»Hvis du ikke kommer ind på universitetet, skal du i militæret, og jeg er for gammel til at klare det. Så hvis du vil have, at jeg skal leve lidt længere, så sørg for at komme ind.«
Og Oliver gav den hele armen, han kunne ikke svigte bedstemoren. For ud over hende havde han ingen. Moren var han vant til at undvære. Og motivatonen var klar – bedstemorens liv. Han klarede eksamen godt og kom ind på universitetet. Han tog ikke chancen med et prestigefyldt studie, men valgte historie, som han interesserede sig for.
På andet år forelskede han sig i den smukke og livlige Sofie. Hun elskede fest, hvilket Oliver hadede, men for hendes skyld tog han med til studiefester og klubber. Bedstemoren gættede straks, at han var forelsket, når han kom hjem eftertænksom og distræt. Hun sukkede, sov ikke og ventede på ham. Oliver syntes synd i hende og prøvede ikke at blive ude til langt på nat. Men Sofie blev sur.
Engang stillede hun ham et ultimatum: Hvis han gik hjem fra festen, ville hun gå fra ham. Oliver ville ikke miste Sofie, men han syntes også, det var synd for bedstemoren. Hun ventede, sov ikke, og hun havde allerede problemer med blodtryk og hjerte. Alligevel forlod han klubben. Han løb hele vejen hjem, som om nogen forfulgte ham, og bebrejdede hende, at hun ikke bare kunne sove og at han jo var voksen nok til at tage vare på sig selv. Bedstemoren brugte ikke mobil. »Det er for sent for mig at lære den slags,« sagde hun.
Da Oliver kom hjem, så han lys under døren til hendes værelse. »Hvorfor sover hun ikke?« tænkte han irriteret og kiggede ind. Bedstemoren lå på gulvet med lukkede øjne, den ene arm under hende. Der var spildt vand og et glas ved siden af.
»Bedste, hvad er der?« råbte han og styrtede hen til hende.
Hun åbnede øjnene svagt og prøvede at sige noget, men munden skævede til siden og lystrede ikke.
»Du må ikke dø, jeg ringer efter hjælp.« Oliver tog telefonen op af lommen.
Ambulancen kom hurtigt. Lægen sagde, at lidt længere, og det ville være for sent.
Oliver bebrejdede sig selv, at hans forelskelse havde forhindret ham i at lægge mærke til, at bedstemoren havde klaget over svimmelhed og hovedpine, tog medicin ofte og holdt sig til møblerne. Hvis han ikke var gået ud med Sofie, havde det måske ikke skHan vidste, at hun gav ham den anden chance, han engang selv havde givet sin mor, og at kærlighed altid fandt en vej.
