“Det Andet Gange Har Sin Værdi”
Mor, jeg vil ikke til mormor! råbte den syvårige Freja og prøvede at slippe ud af sin mors arme. Hun kan ikke lide mig! Hun kan kun lide onkel Magnus!
Freja, stop nu med at finde på ting svarede Mette træt, mens hun knappede sin datters jakke. Mormor elsker alle sine børnebørn lige højt.
Det passer ikke! stompede pigen. I går gav hun is til Oliver, tante Lisas søn, men ikke til mig!
Måske havde du ondt i halsen? prøvede Mette at undskylde.
Nej! Hun kan bare ikke lide mig, fordi jeg ikke er hendes rigtige barnebarn!
Mette stoppede med børsten i hånden. Hvordan kunne en syvårig vide sådan noget? Hvem havde fortalt hende det?
Freja, hvem har sagt det til dig?
Ingen Freja vendte sig mod vinduet. Jeg har selv regnet det ud. Oliver siger, at hans far og min far er brødre. Og jeg ved, at min far ikke er min rigtige far. Min rigtige far bor langt væk.
Mettes hjerte knugede sig sammen. Hun satte sig ved siden af Freja på sofaen.
Freja, hør godt efter. Far Jonas er din rigtige far. Han elsker dig højt og har passet på dig, siden du var to. Og mormor Grethe elsker dig også.
Hvorfor roser hun så altid Oliver og skælder mig ud? Frejas øjne fyldtes med tårer.
Mette vidste ikke, hvad hun skulle sige. For Freja havde ret. Hendes svigermor behandlede virkelig sin datter anderledes end sin ældste søns søn.
Skat, vi er ved at blive sent på den Jonas kom ind i stuen. Freja, tag hurtigt jakken på, ellers må mormor vente.
Jeg vil ikke derhen! græd Freja igen. Hun kan ikke lide mig!
Jonas så forvirret på sin kone.
Hvad foregår der?
Jeg forklarer det senere hviskede Mette. Freja, tag nu jakken på. Vi går allesammen sammen.
De gik gennem byparken i tavshed. Freja slæbte fødderne bag dem og hulkede af og til. Jonas bar en pose med indkøb til sin mor, mens Mette tænkte på, hvordan besøget ville gå.
Grethe havde altid været en svær kvinde. Da Jonas introducerede Mette og deres toårige datter, modtog svigermoren dem med kulde.
Hvorfor skal du have en barn, der ikke er dit eget? sagde hun til sin søn. Find en ordentlig pige og få dine egne børn.
Men Jonas var stædig. Han elskede Mette og Freja, som om hun var hans egen datter. De giftede sig, han adopterede hende, og hun fik hans efternavn.
Grethe accepterede det, men kunne aldrig elske sit barnebarn, som hun burde. Især ikke da hendes ældste søn, Mads, gav hende et “rigtigt” barnebarn Oliver.
Er der nogen hjemme? spurgte Jonas og bankede på døren.
Ja, ja lød svaret indefra. Kom ind.
Grethe åbnede døren og omfavnede sin søn.
Jonas, hvor jeg har savnet dig! Hun kyssede ham på kinden og nikkede til Mette. Hej, Mette.
Hej, Grethe.
Og hvor er min lille pige? Grethe så Freja, der gemte sig bag sin far.
Jeg er her mumlede Freja.
Kom indenfor, sæt jer Grethe førte dem ind i stuen. Hvordan går det? Jonas, du er blevet tynd!
Nej, mor, jeg har det fint han lo. Mette laver god mad.
Det er da godt. Og Freja, hvordan går det i skolen? Får du gode karakterer?
Det går fint knurrede Freja.
Freja, svar din mormor ordentligt irettesatte Mette.
Lad hende nu Grethe viftede afværgende. Børn er sådan. Oliver fik en toer i matematik i går. Mads brugte hele eftermiddagen på at hjælpe ham.
Freja får kun femmere i matematik sagde Jonas stolt.
Det er da flot sagde Grethe tørt. Mads sagde, at de kommer forbi i dag. Oliver savner sin onkel.
Mette så, hvordan Frejas ansigt mørknede. Hun vidste, at mormor blev gladere for den ene barnebarns besøg end den anden.
Mor, kan du huske, da Freja og jeg var her for en måned siden? spurgte Jonas. Hun læste et digt for dig.
Det husker jeg nikkede Grethe. Det var smukt.
Vil du høre et nyt? tilbød Freja forsigtigt.
Ja, kom frem med det.
Pigen stillede sig midt i stuen og begyndte at fremsige et digt om foråret. Mette så sin datters ønske om at gøre indtryk.
Meget smukt klappede Grethe, da hun var færdig. Gå nu hen og vask hænder, vi skal spise.
Freja adlød, og Mette blev i køkkenet for at hjælpe med dækningen.
Grethe, må jeg tale med dig? hviskede Mette.
Om hvad?
Om Freja. Hun føler, at du behandler hende anderledes.
Svigermoren smækkede en tallerken i bordet.
Jeg ved ikke, hvad du taler om.
Jo, du gør. Børn mærker alt. Hun græd i dag, fordi hun ikke ville komme.
Hvad gør jeg så galt? Grethe vendte sig. Jeg giver hende mad, inviterer hende med ind.
Men hun mærker forskellen. Når Oliver kommer, kysser og krammer du ham, giver ham gaver. Med Freja er du kold.
Fordi hun ikke er min! råbte Grethe. Jeg har ikke født hende! Hun har sin egen mormor!
Grethe, Freja er ikke skyld i, at hun ikke er Jonas biologiske datter. Hun har været dit barnebarn i fem år. Han adopterede hende, gav hende sit navn.
Det er bare papirer hun rullede med øjnene. Blod er tykkere end vand. Oliver er mit barnebarn, hun er… en niece.
Mette følte en klump i halsen.
Så vil du aldrig elske min datter?
Hvorfor skulle jeg? Når I får jeres rigtige børn, kan vi tale om det.
Lige da kom Freja ind i køkkenet.
Mor, hvorfor siger mormor, at jeg er niece? spurgte hun med skælvende stemme. Jeg er barnebarn!
Mette forstod, at hun havde hørt alt. Grethe blev rød i kinderne.
Freja, gå ind til far bad Mette.
Nej! Jeg vil vide, hvorfor mormor ikke kan lide mig!
Freja, jeg kan godt lide dig prøvede Grethe.
Det er løgn! Du sagde, jeg er niece! Jeg er ikke niece, jeg er Jonas datter!
Pigen løb grædende ud af køkkenet. Mette så vredt på sin svigermor og fulgte efter.
I stuen sad Freja på sofaen ved siden
