Der findes utallige rørende historier om genforeninger efter mange år, og denne er ingen undtagelse. Astrids far forlod familien, da hun kun var fire år gammel. Hendes mor har siden opdraget hende alene, men manglen på en rigtig familie satte sine spor på Astrid. Allerede fra barnsben forsøgte Astrid at hjælpe sin mor med alt muligt og fandt endda et lille fritidsjob, for der var jo ingen forsørger i huset. Det betød dog også, at Astrid næsten ingen venner havde, sjældent gik ud, og voksede op som lidt af en enspænder.
Først da hendes mor gik på pension, fik Astrid mulighed for at tænke lidt mere på sig selv. Det var der, hun mødte en fyr ved navn Mikkel. Efter noget tid mødte hun hans forældre, og pludselig ud af det blå friede Mikkel til hende. De begyndte at planlægge et storslået bryllup, noget Astrid havde drømt om, siden hun var lille og legede med gamle brudekjoler fra genbrug. Da de nåede til gæstelisten, slog det Astrid, at hun burde invitere sin far.
Problemet var bare, at hun hverken havde hans adresse eller telefonnummer. Mikkel foreslog, hun kunne give invitationen til sin onkel Henrik, hendes fars bror, for selvfølgelig kendte han til faderens adresse brødre glemmer ikke sådan noget. Men som det nu går, førte en tåbelig misforståelse til, at Astrid blev forsinket til vielseskontoret. Udenfor silede regnen ned. Hun smed lynhurtigt regnfrakken over sin hvide kjole og styrtede ud ad døren. Lige som hun banede sig vej gennem regndråberne, fik hun øje på en bil og ved siden af stod hendes far. Hun sprang uden at tænke nærmere over det ind i bilen. Turen igennem græd hun, som om hele Danmarks regnvejr var havnet i hendes øjne. Hun havde ventet på det her øjeblik så længe… Det viste sig, at de havde en del, de skulle snakke om måske endda over en kop stærk kaffe og et stykke smørrebrød!
