Fredag, 15. marts
Der er noget trygt ved rutinen. Mit morgenritual glider som altid. Jeg fylder min gamle tekande, den med blå mønstre, som jeg har haft siden børnene var små og alt føltes muligt. Vandet koges op, to skefulde sort te. Imens står P4 og snurrer på den lille køkkenradio, væver nyheder og vejr ind over min dag. Stemmerne fra værterne kender jeg bedre end naboens ansigter.
På væggen hænger det store ur med de gule visere, der aldrig svigter, selvom opkaldet på fastnettelefonen under dem sjældent bryder stilheden. Før ringede den hver aften veninderne skulle lige tale Badehotellet eller blodtrykket igennem, men nu er de spredt med vinden. Nogle er flyttet til deres børn i Aarhus eller Odense, enkelte er desværre gået bort. Telefonen står trofast i hjørnet, dens runde form ligger så rart i hånden. Jeg aer den sommetider, som om jeg tjekker, om den stadig er med mig.
Børnene ringer fra deres mobiler. Egentlig ved jeg, de ringer til hinanden mest, for når de er her, er de digitale apparater bundet til hænderne. Min søn kan midt i en sætning fryse fast, stirre på skærmen, mumle et øjeblik, og tappe løs på glasset. Barnebarnet, fine Freja med det lange, lyse hår, slipper slet ikke mobilen. Venner, spil, lektier, musik hele hendes liv folder sig ud dér.
For mig: En gammel Nokia, med store knapper. Købt den dag jeg for første gang blev indlagt med blodtrykket.
Så vi altid kan få fat i dig, sagde min søn dengang.
Den ligger i sin grå pung i entreen. Nogle gange glemmer jeg at lade op, og når den endelig ringer, fumler jeg for at trykke på den korrekte grønne knap. For sent, igen. Jeg brokker mig over fingersnilde, som svigter.
I dag rundede jeg de 75 år. Det føles mærkeligt som et tal lånt fra en anden. Indeni er jeg måske ti-femten år yngre. Men passet tager ikke fejl. Morgenen gik som den plejer: te, radioen, og så de øvelser lægen fortalte mig om. Jeg tog salaten fra køleren og satte min æblekage på bordet. Børnene havde lovet at komme klokken to.
I dag diskuterer man ikke fødselsdag over telefonen, men i familiechatten. Min søn siger:
Vi ordner det hele i chatten, mor. Du skal se det en dag.
Han har aldrig vist mig det. Chat lyder som noget fra en fremmed verden, hvor folk bor i små bokse og taler med tekst.
Præcis klokken to ankom de. Først barnebarnet Mikkel rød kinder og rygsæk, så Freja, og til sidst min søn og svigerdatter Tine, deres arme tynget af Netto-poser. Appartmenten fyldes med snak, duft af kager fra Lagkagehuset, Tines parfume og et skarpt pust af forår fra deres overtøj.
Tillykke, mor, han gav mig et kram, hurtigt, som om han skulle et sted hen.
Gaverne blev lagt på bordet, blomsterne i vase. Freja bad straks om WiFi-koden. Min søn ledte efter den krøllede lap, han havde skrevet den på, og læste en række tal og bogstaver op det susede i mit hoved.
Bedste, hvorfor er du ikke med i chatten? Mikkel spurgte, skoene smidt, klar til kage. Der sker det hele!
Hvilken chat? smilede jeg, og skubbede tærte mod ham. Min gamle telefon rækker.
Mor, brød Tine ind, vi har faktisk en gave til dig hun så på min søn, noget særligt.
Han rakte mig en hvid æske, med blankt motiv. Uroen i maven voksede jeg vidste hvad der ventede.
En smartphone, sagde han, næsten som diagnosen. Ikke den dyreste, men den kan det hele. Kamera, internet.
Hvad skal jeg med sådan en? min stemme holdt sig i ro.
Mor, nu skal du høre, vi kan snakke over video, sagde Tine, vant og effektiv. Familiechat, billeder, nyheder. Alt foregår online medicinbestilling, at se regninger. Du har jo selv klaget over lang ventetid på Frederiksberg lægehus.
Jeg klarer mig nok forsøgte jeg, men så Mikkels blik.
Mor, det er nemmere for os du kan skrive direkte, ingen grund til at fumle med den gamle, grå.
Han smilede, blødt, men ordene stak. Huske den grønne knap. Som om jeg var blevet hjælpeløs.
Ja ja, sagde jeg, og kiggede på æsken. Hvis I nu insisterer.
Alle hjalp med at åbne den, som når børn fik julegaver. Men nu var det store børn, og jeg sad midt imellem dem, ikke som dagens centrum, men som elev til eksamen. Ud kom en tynd, sort plade glat og kold. Ingen knapper.
Alt er med berøring, forklarede Mikkel. Sådan her.
Han strøg over glasset, og det glimtede med ikoner. Jeg stivnede. Den store verden var nu samlet i et farverigt vindue låste sig bag koder og login.
Bare rolig, sagde Freja, blidt. Vi hjælper dig. Tryk ikke på noget selv, okay? Indtil vi forklarer.
Det gjorde ondt. Ikke trykke selv. Som barnet, der ellers smadrer mors porcelæn.
Efter frokosten rykkede vi til stuen. Min søn satte sig ved siden af på sofaen, lagde mobilen i mit skød.
Se nu her, begyndte han tænd-knappen, hold inde, frem kommer billedet, så skærmen stryg med fingeren. Sådan.
Det gik hurtigt; min hjerne snublede knap, skærm, lås. Det lød som fremmedsprog.
Rolig, sagde jeg én ting ad gangen, ellers glemmer jeg.
Du skal nok lære det, smilede han. Nemme ting, man bliver vant til.
Jeg nikkede, men godt vidste jeg, at det blev svært. At jeg skulle lære at krybe ind i deres lysende verden.
Senere var numrene til dem alle lagret, også naboen Kirsten og min læge. Mikkel installerede appen til beskeder, og lavede min konto Familiechatten. Alt med stor bogstaver, så jeg kan se.
Se, her skriver vi, sagde han, og tastede hurtigt noget. En besked dukkede op Tine: Hurra, mor er med! Freja sendte straks emojis i alle farver.
Hvordan svarer jeg? spurgte jeg.
Tryk her, han pegede så skriver du. Eller tryk på mikrofonen hvis du vil lave en tale-besked.
Jeg prøvede, fingrene rystede, tak blev til takj. Vennerne lo blidt, emojis og latter.
Bare rolig, sagde min søn, da han så min nervøsitet. Alle laver fejl i starten.
Jeg nikkede, men indeni føltes det stadig pinligt. Som at fejle en nem test.
Da de kørte, var der stille. På bordet stod kage, blomster og æsken. Mobilen lå med skærmen ned. Jeg vendte den forsigtigt på displayet havde Freja valgt et billede fra sidste jul, hele familien samlet. Jeg så mig selv, med løftet bryn, som om jeg allerede da var i tvivl om min plads.
Jeg prøvede at stryge over skærmen. Ikoner, glimtende. Telefon, beskeder, kamera, og andet jeg ikke forstod. Tryk ikke på noget unødvendigt, sagde min søn, men hvordan ved man det?
Jeg lagde telefonen den måtte vænne sig til min stue.
Næste morgen vågnede jeg tidligt. Kiggede straks på mobilen, hvor den lå, lidt fremmed. Gårsdagens frygt var mindre det er bare en genstand. Jeg lærte da microovnen, selv om jeg var bange for den sprang i luften.
Te og morgenbord, så mobiltelefonen hen til mig tændte. Min hånd blev svedig. Billedet kom frem. Stryge. Ikoner. Jeg fandt den grønne telefon det gav følelsen af noget velkendt. Trykkede.
Kontaktlisten viste straks: søn, Tine, Freja, Mikkel, Kirsten, lægen. Jeg klikkede på min søn. Telefonen vibrerede, lysstriber løb på skærmen. Jeg holdt op til øret.
Hallo, mor, er alt okay? hans stemme lidt overrasket.
Ja, sagde jeg, mærkede stolthed. Ville bare teste. Det virkede.
Se selv, du kan, han lo. Brug besked-appen næste gang, så sparer du minutter.
Hvordan? blev jeg forvirret.
Det viser jeg jeg er på arbejde nu.
Jeg lagde på, trykkede på den røde knap. Hjertet bankede, men i kinderne sad et smil. Jeg havde klaret det, helt alene.
Nogle timer senere kom beskeden i familiechatten. Telefonen pingede, skærmen lyste: Freja: Bedste, hvordan går det? Feltet blinkede, jeg kunne svare.
Lang tid sad jeg og så trykkede langsomt. Frem kom tastaturet bogstaverne små, men læselige. D blev til f. Slettes. Ny tryk. Hele ti minutter tog det, indtil jeg fik skrevet: Alt godt. Drikker te. Fejl i godt, men det fik stå.
Straks et svar fra Freja: Sejt! Har du selv skrevet? og et hjerte.
Jeg kunne mærke et smil. Jeg havde skrevet, mit ord spredt mellem menneskene der normalt bare suser forbi.
Om aftenen kom Kirsten forbi med et glas solbærsylt.
Hørte du har fået sådan en smart én af de unge? sagde hun, skoene trillet af.
En smartphone, ja, svarede jeg, ordet smagte overraskende morsomt.
Hvordan er den? Bider den? Kirsten grinede.
Den bipper mest, sukker jeg. Ingen knapper.
Min barnebarn vil også overtale mig, han siger man ikke kan undvære nu. Men jeg tror, det er for sent for mig de får selv have deres internet.
Sent stak. Jeg havde jo også troet det. Men nu lå der en genstand i min stue, som om der stadig var tid til at prøve.
Nogle dage senere ringede min søn han havde booket tid til lægen online. Jeg så måbende på mobilen.
Hvordan? spurgte jeg.
På Borger.dk. Du kan selv logge ind også. Din kode ligger i skuffen.
Sådan fandt jeg hans papir pænt skrevet. Log-in og adgangskode.
Næste formiddag turde jeg prøve. Fandt browseren, skrev adressen fra papiret, omhyggeligt. Fejl to gange, tilbage. Til sidst kom siden frem blå striber og knapper.
Skriv log-in, mumlede jeg og adgangskode.
Det første gik, men adgangskoden var blandet bogstaver og tal, irriterende, tastaturet flyttede sig hele tiden. En forkert tryk, og felterne blev tømte. Jeg bandede lavt, overrasket over min egen utålmodighed.
Til sidst lagde jeg telefonen. Tog fastnettelefonen, ringede til min søn.
Det lykkes ikke jeres koder er en pine.
Mor, rolig, han sagde det nu jeg kommer forbi senere, sammen med Mikkel. Han er bedre.
Som jeg lagde på, kom den tunge følelse. Uden dem ingenting. Det er ikke rart altid at være én der skal hjælpes.
Mikkel kom om aftenen, smed skoene, slog sig ned på sofaen.
Vis mig, sagde han, hvor går det galt?
Jeg viste ham. Skræmt af knapper, forvirret over sproget bange for at ødelægge noget.
Man kan ikke gøre meget galt, han trak på skulderen. Går du ud, logger du bare ind igen.
Hans fingre trykkede roligt viste mig muligheder, knapper, sprogskift, lægetider.
Se her din aftale. Vil du aflyse, trykker du her.
Tænk hvis jeg gør det ved et uheld? spurgte jeg.
Så booker du bare igen, det kan ske.
Jeg nikkede. For ham var det let, for mig betød det meget.
Efter han gik, sad jeg længe med mobilen. Det var som om skærmen testede mig. Nye krav hver dag log-in, koder, fejl. Mit gamle liv var så ligetil: ring, aftal, mød op. Nu skal jeg navigere knapper og tegn.
En uge senere skulle jeg til lægen. Jeg vågnede sløv, trykket i hovedet. Ville tjekke min tid. Åbnede mobilen, fandt hjemmesiden, kiggede ingen tid. Min hjerte sank, scrolling op og ned intet. Havde jeg aflyst ved en fejl?
Tankerne galopperede ventetid forfra, hostende voksne hos lægen, og jeg er i forvejen træt. Panikken bølgede.
Skulle jeg ringe til min søn? Han har travlt. Ville han sukke og sige til kollegaerne, Nu ringer min mor igen den tanke gjorde mig flov.
Jeg trak vejret, samling på mig selv, kom i tanke om Mikkel men han har forelæsning. Ville helst ikke bede om hjælp.
Kiggede på mobilen igen den lille sorte klods, både problemet og redningen. Jeg gik ind, loggede på, trykkede forsigtigt.
Booking-feltet var tomt. Okay, ny booking. Fandt lægen, datoen fri tid om tre dage. Trykkede bekræft.
Skærmen tænkte, så kom teksten: Du er nu booket. Med min navn, dato, tid. Jeg læste det igen og igen, bare for at sikre mig. Lettelse jeg klarede det uden hjælp.
Som prik over iet fandt jeg lægechatten trykkede mikrofonen, talte tydeligt:
Goddag, det er Inger Sørensen, jeg sagde navnet som til lægen på klinikken. Jeg har blodtryksproblemer. Har booket tid om tre dage. Hvis der er mulighed, må du gerne kigge på det.
Beskeden fløj af sted. To minutter senere pingede mobilen. Lægen svarede: FINT, JEG SER DIN BOOKING. BLIVER DET VÆRRE, RING.
Tankerne slappede af, trykket løsnede. Alt var på plads via min finger.
Om aftenen skrev jeg i chatten: Har selv booket læge. Online. Stavning haltede, men meningen var der.
Freja svarede først: Sejt! Du er sejere end mig. Tine: Mor, hvor er du god jeg er stolt af dig. Og min søn: Ser du, det lykkes!
Jeg læste og mærkede, hvordan noget blødt voksede i mig. Ikke del af deres memes og hurtige grin, men en tråd, som jeg nu kan trække i.
Efter konsultationen, som gik godt, besluttede jeg at lære mere. Freja fortalte hun og veninderne delte billeder af mad, katte, og alt muligt. Jeg synes, det lød fjollet, men inderst inde misundte jeg fællesbilledet af hverdagen. Min egen dag var kun radioen og et kig mod gården.
En solrig dag, da lyset faldt på tomat-planterne i vinduet, tog jeg mod åbnede kameraet. Køkkenet kom frem på den lille skærm. Jeg rykkede mobilen til planterne, trykkede på cirklen. Et lille klik.
Billedet var lidt sløret, men fint alligevel. Små grønne spirer, lysstribe på bordet. Jeg tænkte de spirer er som mig, kravler mod lyset, jorden er tung.
Gik i chatten, sendte billedet med teksten: Mine tomater vokser. Send.
Svarene kom straks Freja sendte billede fra hendes værelse fyldt med bøger, Tine en salatskål, Jeg øver mig på dig. Min søn: et selfie fra kontoret med trætte øjne, Mor har tomater, jeg har regnskaber hvem trives bedst?
Jeg grinede, læste beskederne igen og igen pludselig blev stuen mindre ensom. Som sad der flere omkring bordet, både i København og Jylland.
Nogle gange går det skævt. Sendte engang en lydbesked mente kun at øve, men den gik til hele chatten. Man kunne høre jeg brokkede mig til TV-avisen. Børnebørnene grinede, min søn skrev: Mor, du er studievært! Jeg skammede mig, men lo med det var ægte.
Skrev ofte i den forkerte chat spurgte en dag hele familien om man kunne slette et billede. Mikkel forklarede, Freja skrev jeg ved ikke selv, Tine sendte billedtekst Mor, du er en stjerne.
Jeg roder stadig rundt med knapper. Telefonen beder om opdateringer, og systemopdatering får mig til at tro de vil rode med alt det, jeg lige har lært.
Men frygten er aftaget lidt hver dag. Nu kan jeg selv tjekke DSB-tider, se vejr både på radio og skærm. Engang fandt jeg endda opskriften på mormors æbletærte online. Jeg blev rørt, da ingredienserne dukkede op.
Jeg skrev det ikke til nogen bagte bare tærten og sendte billede til chatten: Husker mormor. Fik hjerter og udråbstegn, og bad om opskriften. Så tog jeg et billede af min håndskrevne huskeseddel og sendte.
Nu opdager jeg, at jeg sjældnere ser på fastnettelefonen. Den hænger på sin plads, stadig trofast, men ikke længere eneste snor ud til verden. Nu har jeg en usynlig, lang ledning gennem skærmen.
En aften, da mørket sneg sig, og lejligheden overfor lyste, sad jeg i stolen med mobilen i hånden og scrollede familiechatten. Der var billeder fra sønnens job, Freja med veninder, korte jokes fra Mikkel, Tines besked om hverdagens småting. Imellem dem mine egne, stadig forsigtige: tomatbillede, opskriftslydbesked, spørgsmål om medicin.
Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke blot observerer bag ruden. Ja, jeg fatter ikke alle deres ord og smileys, og sætter dem klodset, men mine ord bliver læst, mine spørgsmål får svar. Mine billeder får likes, som Freja siger.
Mobilen bippede. Freja: Bedste, jeg har algebra-prøve kan jeg ringe og brokke mig i morgen?
Jeg smilede. Tastede langsomt: Ring bare. Jeg lytter altid.
Lagde mobilen ved siden af tekoppen. Der var stille i stuen, men stilheden føltes ikke tom. Derude, i lejlighederne, ventede beskeder og opkald. Jeg blev aldrig en del af ungernes digitale sus men jeg fandt mit hjørne i deres verden.
Slukkede lyset på køkkenet, før jeg gik ind i stuen og kiggede instinktivt på mobilen. Den lille sorte plade lå roligt. Og jeg vidste en dag, når jeg har lyst, kan jeg række ud til dem.
Det er nok for nu.
