Alt vil blive godt, min dreng…
“Lasse, min dreng, det er mor,” lød den svage stemme i røret.
Lasse blev altid irriteret over, hvordan hans mor insisterede på at sige, at det var hende, der ringede. Som om han ikke kendte hendes stemme. Han havde forklaret det utallige gange – hendes navn dukkede op på skærmen, så han vidste godt, det var hende.
Hun havde en gammel knaptelefon. Han havde købt en moderne en til hende, fyldt med muligheder, men hun afslog.
“Jeg er for gammel til alt det nye. Giv den til… Gerda. Hendes datter giver hende ikke den slags gaver. Hun vil sætte pris på den.”
Gerda blev glad for telefonen og lærte hurtigt at bruge den. Lasse havde ikke givet den til hende uden grund – hvis der skete noget med hans mor, ville Gerda straks ringe til ham. Han havde selv lagt sit nummer ind i dens telefonbog.
“Mor, jeg ved godt, det er dig,” sagde Lasse og smilede. “Er alt okay?”
“Min dreng, jeg er på hospitalet.”
En kold svippen løb ned ad ryggen på ham.
“Hvad er der sket? Hjertet? Blodtryk?” spurgte han hurtigt.
“Jeg skal opereres i morgen. Brokken er betændt. Jeg kan ikke holde ud at vente længere.”
“Hvorfor ringede du ikke før? Mor, jeg kommer i morgen og henter dig til byen. Hospitalerne er bedre her, og kirurgerne er dygtige. Mor, jeg beder dig, aflys operationen,” insisterede Lasse.
“Min dreng, vær ikke urolig. Kan du huske Frode Mikkelsen? Han er meget dygtig…”
“Mor, hør nu her. Jeg kommer i morgen tidlig,” afbrød Lasse hende. “Aflys indtil da.” Han råbte, for hendes stemme var næsten umulig at høre.
“Vær ikke urolig. Alt vil blive godt, min dreng. Jeg elsker dig…” I røret lød pludselig korte bip.
Lasse kiggede på skærmen. På den mørke baggrund lyste cifrene – ti minutter over midnat.
Moders sidste ord lød dump, som om de kom langt børnefra. Hun ringede aldrig så sent. Noget var galt. Han ringede tilbage, men ingen svarede. Han prøvede igen og igen – intet svar.
Han rejste sig fra computerbordet og kiggede ud ad vinduet. Det havde sneet og regnet i to døgn. Normalt tog det fem timer at nå landsbyen, men i dette vejr ville det tage seks. Han måtte køre nu, så han kunne nå det ud at skulle køre for hurtigt. Hvem vidste, hvornår operationen skulle finde sted? Vejene ud til moders landsby var sikkert mudrede. Men han skulle jo ikke til landsbyen – han skulle til sygehuset i distriktet.
Han slukkede computeren og begyndte at pakke. På vej ud huskede han, at han havde glemt telefonen opladeren. Han vendte om, tog den og gik tilbage til entreen. *”Hvis man glemmer noget og vender om, skal man kigge i spejlet, før man går,”* mindede moderens ord ham. Lasse så på sit spejlbillede. Træt ud, bekymret blik. *”Mor sagde, alt ville blive godt, og hun løj aldrig for mig,”* sagde han til sig selv og forlod lejligheden.
I bilen overvejede han, om han skulle ringe til Gerda. Hun og hans mor var naboer og havde været venner i evigheder. Men mens han arbejdede om natten, gik folk tidligt i seng på landet. Hvorfor havde Gerda ikke ringet? Han havde advaret hende. Bekymringen greb ham igen. Motoren var varm, og han kørte ud fra gårdspladsen.
Hvor mange gange havde han ikke bedt hende om at flytte ind hos ham? Han havde en stor lejlighed, der var plads nok. Men hun afslog. *”Min dreng, du er ung, jeg vil bare være i vejen. Jeg har det godt her. Jeg flytter ikke.”*
Åh, mor, mor. Hvorfor ringede du ikke før? Hun ville aldrig være til besvær, aldrig forstyrre.
Lasse mindedes samtalen. Nu forstod han, hvad der havde foruroliget ham. Hendes stemme havde været mærkelig, som om der var en barriere mellem dem. Og de sidste ord kunne han knap høre. Stemmen lød også skyldbetynget. Hun måtte have troet, hun vækkede ham midt om natten. Hun ringede aldrig så sent.
Brokken havde hun haft længe, den gjorde ondt i dårligt vejr. Men hun udsatte operationen igen og igen. Først skulle hun så haven, så høste, så havde Gerda været syg, og hun kunne ikke lade hende i stikken. Der var altid en undskyldning.
Og han selv? Han boede ikke langt væk, havde en bil, men aldrig tid til at besøge hende. Han fandt også altid en undskyldning.
Han huskede hende som venlig og kærlig. Men hvis det var fortjent, kunne hun også skælde ud eller endda tage til tøjlerne med det første, der lå for hånden. Han blev ikke vred, når det var fortjent. Det skete sjældent, og derfor huskede han det så tydeligt.
Da han første gang kom hjem ved daggry som sekstenårig, havde hun ventet oppe. Hun så på hans rødmen og slappe udtryk efter en aften fyldt med kys. Hun så strengt på ham og sagde:
*”Hvorfor så travlt? Hvad nu, hvis du skal giftes? Er du klar? For ellers kommer du til at hyle som en ulv. Gå i seng, jeg orker ikke at se på dig.”* Og hun vendte sig børnefra.
Næste dag ignorerede hun ham. Lasse huskede, at det var hundrede gange værre end når hun råbte. Da hun tøjede op, spurgte han:
*”Hvorfor er du så sur på mig? Alle gør det. Gav du dig ikke også ud om natten? Kærlighed, ungdom, og alt det der.”*
Og så fortalte hun, hvordan hun selv blev forelsket som syttenårig. Om nætterne under nattergalens sang. Da hun blev gravid, blev hendes elsker bange og løb sin vej. Det var Lasses far, der reddede hende fra skammen. Han sagde, det var ham. De fik en bryllupsdato. Men lige før, under kartoffelhøsten, fik hun en abort. Faren giftede sig med hende alligevel. Og Lasse blev født først otte år senere…
Mørkt, monotone veje, få biler. Øjnene faldt i af sig selv. Et par gange var han tæt på at køre galt. Første gang vækkede han med et ryMen da han så ned i sin datters øjne, forstod han endelig, at moders kærlighed aldrig rigtig forsvandt – den havde blot skiftet form.
