Alt skal deles lige
Anne, vi er nødt til at tale om dine udgifter. Eller rettere sagt, om hvor ødsel du er.
Anne stivnede med kaffekoppen midtvejs mod munden. Klokken var syv om morgenen, hun var knap nok vågnet, og Rasmus stod allerede i døren til køkkenet og lignede en, der var klar til at afsige dom.
Hvilke udgifter? Og hvorfor er jeg ødsel? hun tog alligevel en slurk, selvom kaffen med det samme smagte fladt.
Du bruger simpelthen for mange penge på dig selv. Der kommer nye poser og pakker hver uge. Enten er det en kjole, eller også er det en creme for 700 kroner.
Anne satte langsomt koppen på bordet. Ja, det var da ellers en god måde at starte dagen på. Helt uden forvarsel, end ikke et ‘godmorgen, skat’.
Cremen kostede 400, hvis det endelig skal være, og det er altså kun hver anden måned, ikke hver uge.
Anne, vi har et fælles budget.
Han sagde det med den tone, som en lærer har, når han gennemgår regnestykker for en håbløs elev. Anne bed tænderne sammen. Talte til fem indvendigt. Det hjalp ikke.
Rasmus, skal jeg remse op, hvor meget du bruger på bilen hver måned?
Han rynkede brynene. Han var tydeligvis ikke forberedt på modangreb så tidligt.
Det er noget andet.
Ja, selvfølgelig. Benzin, vask, olie, forsikring, syn hvert halve år. Jeg kører slet ikke i din Volvo, har faktisk aldrig siddet bag rattet.
Jeg bruger den for at komme på arbejde, sagde Rasmus med korslagte arme. Det er et arbejdsredskab.
Anne trak på skuldrene og grinede, mere nervøst end sjovt.
Arbejdsredskab? Helt seriøst? Hvad tror du, mit tøj og min hudpleje er til? Ren underholdning? Jeg sidder på kontor, møder kunder jeg kan da ikke dukke op i en slidt t-shirt og med sprukken hud.
Man kan da godt spare lidt mere, måske.
Måske, Anne nikkede. Jeg kunne da bare tage det samme jakkesæt på tre år i træk, og du kunne sælge din Volvo og købe en gammel Skoda. Den kører jo også fra A til B.
Rasmus åbnede munden, lukkede den igen og gned sig over næseryggen.
Nu overdriver du.
Nej, det er dig, der gør. Når du bruger penge, kalder du det investering. Når jeg gør det, er det spild. Prægudregnet, nemt regnskab.
Han stod lidt, så gik han ud af køkkenet. Anne hørte hoveddøren smække.
Kaffen var blevet helt kold. Hun hældte den ud i vasken og lænede panden mod de kolde klinker over køkkenbordet.
Dejlig start på dagen. Virkelig imponerende…
På arbejdet var Vera nærved at få salaten galt i halsen, da hun hørte det.
Vent, sagde han det virkelig direkte om morgenen?
Anne prikkede til frikadellen på tallerkenen i kantinen. Sulten havde hun ikke været hele morgenen, og det var ikke blevet bedre med tiden.
Helt seriøst. Fik ikke engang drukket min kaffe færdig.
Klassikeren, sagde Vera, lænede sig tilbage og kneb øjnene sammen. Min eks prøvede også på det trick. Alting skal deles lige. Modernet måde, sagde han.
Og hvad så?
Jeg regnede hurtigt igennem for ham: Du spiser dobbelt så meget som mig. Se selv jeg tager yoghurt til morgenmad, du røræg og bacon af fire æg. Jeg tager salat til frokost, du tager to retter hver gang. Så du skal selvfølgelig betale mere for mad end mig.
Anne smilede. Vera kunne sagtens have været jurist hendes argumenter holdt altid.
Fik han regnet det ud?
Og hvordan! Han slæbte rundt med lommeregner og boner i tre dage. Så blev der stille. En måned efter gik vi fra hinanden.
Pga. det?
Nej, men det var et symptom, sagde Vera og gik i gang med sin salat igen. Når en mand begynder at tælle dine småpenge, er han nærmest allerede smuttet. Han er mere forelsket i en idé end i dig.
Anne tav. Der var noget meget skarpt over Veras betragtning.
Om aftenen gik hun langsomt hjem. Hun stod af et stoppested før for at gå en tur. Luften duftede af vådt asfalt og noget let bittert blade eller udstødning, måske. Hun havde ikke lyst til at tænke på, hvad der ventede hende.
Lejligheden tog imod i stilhed. Rasmus var ikke hjemme endnu. Anne klædte om og tog kylling og grøntsager frem fra køleskabet. Hænderne arbejdede automatisk skære, salte, på panden. Hun tænkte ikke, det føltes mærkeligt beroligende.
Rasmus kom omkring klokken otte. Han kiggede ind i køkkenet og stillede sig i døren.
Har du brugt for mange penge i dag?
Anne vendte sig ikke. Hun fortsatte med grøntsagerne.
Nej. Jeg har ikke købt noget som helst.
Han nikkede og gik ud for at klæde om. Anne slukkede for komfuret og dækkede bord. To tallerkener, salat, kylling med grønt. Som altid, bare lidt mindre portioner der var ikke meget tilbage i køleskabet, og hun var bevidst ikke gået i Brugsen.
De satte sig til at spise. Rasmus kiggede på sin tallerken, så op på Anne.
Hvorfor er der så lidt mad?
Anne lagde forsigtigt gaflen fra sig og så på ham længe.
Du ville have alt delt op. Jamen, her er det delt.
Rasmus blinkede et par gange. Gaflen stivnede halvvejs til munden.
Hvad mener du?
Præcis det jeg siger. Jeg har lavet aftensmad og fordelt den fuldstændig lige. Det er din del. Anne nikkede mod hans tallerken. I øvrigt, jeg kan sagtens gemme til frokost i morgen. Det kan jeg ikke love, du kan. For vi deler jo alt mad. Hvordan kan jeg købe bare til dig? Det ville jo være uretfærdigt.
Rasmus lagde gaflen. Farven steg op i hans kinder, kæberne arbejdede under huden.
Anne, det er da lidt… forkert.
Forkert? Anne hævede øjenbrynene og satte sig til rette. Hvad præcis er forkert? Det var jo dit forslag at dele alt. Og jeg deler.
Jeg mente noget andet!
Hvad præcis? At det kun var mig, der skulle skære ned, mens dine udgifter var fredede?
Han sagde ikke noget. Anne kunne se, at han ledte efter et modargument, men fandt ingen.
Apropos, hun tog sit glas vand hvor meget brugte du i dag på benzin?
Hvad har det med sagen at gøre?
Helt konkret. Hvor meget?
Han tøvede, rynkede brynene, tænkte sig om.
Tja… 50 kroner, måske. 70.
Lad os sige 50. Anne rejste sig og gik ud i gangen.
Rasmus hørte skabet blive åbnet, noget raslede. Anne kom tilbage med hans pung i hånden.
Hvad laver du? spurgte han og satte sig op i stolen.
Jeg tager min halvdel.
Hun åbnede pungen, fandt en 50-kroneseddel, lagde den i lommen på sine hjemmebukser. Rasmus stirrede på hende.
Er du alvorlig lige nu, Anne?
100 procent. Hun lagde pungen foran ham på bordet. Du har brugt 50 kroner på benzin, så jeg bør få 50 kroner til mine ting. Helt fair, halvt om halvt. Som du gerne vil.
Det er jo helt skørt!
Det var dit forslag, Rasmus. Jeg følger bare spillereglerne. Anne smilede og satte sig igen. På den måde kan jeg måske spare sammen til en ny bluse.
Rasmus sagde ingenting. Kæben arbejdede, en blodåre dukkede op på halsen, men der kom ikke et ord. Anne spiste roligt videre.
Aftensmaden forløb i dyb tavshed.
Ugen sneg sig afsted. Hver aften lavede Anne mad til kun to, portionerne var millimeterpræcise. Rasmus skulede først til sin tallerken, så til hendes, men sagde ikke noget. Hver morgen spurgte Anne, hvor meget han ville bruge på benzin. Hver aften tog hun halvdelen.
Onsdag begyndte han at tage metroen på arbejde.
Fredag så han ud som en sulten ulv.
Ved weekendens begyndelse havde Anne lagt næsten 700 kroner til side i en kuvert. Rasmus begyndte at købe toast og pølsehorn på arbejde, for han fik ikke nok med hjemmefra. Anne holdt regnskabet hun havde talt pengene op allerede om mandagen. Lige skal være lige.
Lørdag morgen sad Rasmus i køkkenet med en kop te. Da Anne kom ind, kiggede han op skyggerne under hans øjne virkede mørkere end før.
Anne… han stoppede op og gned sig i nakken. Jeg tog fejl. Undskyld.
Anne hældte kaffe op, satte sig overfor og ventede. Koppens varme bagte i hænderne.
Det var idiotisk, sukkede han. Noget jeg har læst og bildt mig ind. Kan vi glemme det?
Selvfølgelig, svarede hun let. Bare husk, jeg har ikke regnet min tid for madlavning og rengøring med.
Hvad mener du?
Alt det med madlavning, rengøring, vasketøj, strygning. Hvis jeg satte prisskilt på det til markedspris, så skyldte du mig nemt 700 kroner mere. Mindst.
Rasmus fik teen galt i halsen, hostede og måtte have en serviet.
Men jeg tæller det ikke med, Anne tog en slurk og kiggede over koppen. Hvis du til gengæld stopper med at lave husholdningsregnskab ud af vores ægteskab. Er vi enige?
Altid, han nikkede ivrigt. Jeg lover. Ikke mere regnskab.
Så er det jo glimrende.
Anne smilede og rakte ud efter en småkage. Rasmus så på hende, som om han netop havde undgået en katastrofe.
Og Anne tænkte, at mænds små skæve idéer nogle gange bare skal følges helt til dørs. Vise dem absurditeten. Og vende den til sin egen fordel. Så kan man både redde ægteskabet og vinde diskussionen. Så enkelt er regnestykket.
