**Alt var på grund af dig…**
Julien var utåleligt varm. Luften var tyk, tung af fugtighed og støv. Mette åndede tungt, hendes næsebor flarede. Hendes hjerte hamrede anstrengt i brystet, bedte om ro og lindre kølighed.
På lørdag var det hendes svigermors fødselsdag, og hun og hendes mand skulle ud til sommerhuset. Mette savnede deres søn, men ved havet havde han det meget bedre end i byen. Hun forestillede sig, hvordan hun ville sidde i skyggen af de udbredte æbletræer, drikke køligt kildevand, indånde den rene luft… Men der var stadig lang tid til lørdag. Og heden syntes at drive gæk med hende, som om den aldrig ville trække sig tilbage. Du ventede på sommeren, ikke? Drømte om sol? Nå, så fik du den. Klag ikke nu.
Busserne i myldretiden var proppet med svedige, klæbrige kroppe. Det trykte, lumre rum over dem føltes som en ubristet bombe – en gnist var nok til at spændingen eksploderede. At gå hjem var også varmt, men hun kunne i det mindste køre ned i butikkerne undervejs og køle af under klimaanlæggene, samle kræfter til næste anstrengelse hjemad.
Foran hende dukkede et indkøbscenter op, og Mette satte farten op. Hun længtes efter at komme ind under klimaanlægget. Endelig trådte hun indenfor, trak den kølige luft dybt ned i lungerne. Hendes hjerte takkede hende med et roligere slag.
Hun gik langsomt gennem gangen mellem butikkerne, kiggede ind her og der for at finde den perfekte gave til svigermoren. Selvom hun altid sagde, at hun havde alt, hvad hun kunne ønske sig, og at opmærksomhed var vigtigst. Men Mette havde set det glimt i hendes øjne, når hun fik noget usædvaneligt.
Efter at have kigget uden held, gik hun mod udgangen. På vejen så hun en lille åben bod, hvor de solgte alt fra kuglepenne og hårnåle til smykker. Mette standsede for at forlænge den behagelige kølefølelse inden hun skulle ud i den glohede sol igen. Hendes blik gled hen over smykkerne og stoppede ved en usædvanelig vase med et langt, smalt hals, som var udsmykket med et farverigt mosaikmønster. Sådan en havde hun aldrig set før.
“Kan jeg se den?” spurgte hun den unge pige i boden.
Vasen var tung, lavet af metal. Overfladen var dekoreret med tykke metaltråde, der delte den i asymmetriske felter fyldt med mat, farvet emalje. Det gav et gammeldags indtryk. Mellem alt det billige brogede kram så den fremmed, elegant og dyr ud.
“Hvad koster den?” spurgte Mette.
Prisen fik hendes øjne til at blive runde.
“Håndlavet. Der findes ikke en anden som den,” sagde pigen stolt.
“Er den en del af en serie? Hvor er den fra?”
“En handicappet mand laver dem. De er smukke, men folk køber dem ikke, fordi de er for dyre.”
“Jeg tager den,” sagde Mette impulsiv, mens tanken om en langstilkket rose i vasen faldt hende ind. Den ville pynte ethvert hjem. Svigermoren ville elske den – hun var vild med alt, der var anderledes.
“Kan du pakke den ind pænt?”
“Jeg finder noget,” svarede pigen og begyndte at rode under disken.
Mens hun ventede på indpakningen, kiggede Mette på småtingene i boden. En mager, bleg kvinde nærmede sig. I den varme så mange jo trætte ud.
“Hej, Julie. Har vasen fundet en køber?”
“Ja.” Pigen rettede sig op og kastede et blik på Mette. Kvinden lagde ikke mærke til det eller lod, som om hun ikke så det.
“Jeg overfører pengene, når jeg har fri,” sagde Julie.
“Fint, så bringer jeg flere ting i morgen.” Kvinden sagde farvel og gik.
Der var noget ved hende, Mette følte, hun kendte hende. Ikke bare at have set hende før, men en dybere genkendelse. Hvad var det? Ida… Det var Ida!
“Er den sådan okay?” spurgte pigen og lagde en flot indpakket gave med et rødt bånd foran hende.
“Der er 200 kr. ekstra for indpakningen.”
Mette betalte med sit kort, tog gaven og skyndte sig efter kvinden uden at vente på få købsbekræftelsen.
Ida gik langsomt, stirrede ned i jorden som om hun løste en svær opgave i hovedet.
“Ida!” kaldte Mette.
Kvinden standsede og vendte sig om. Et øjeblik mødtes deres blikke.
“Kender du mig ikke? Det er mig, Mette.”
“Jo, selvfølgelig,” svarede Ida uden glæde. “Du har ikke ændret dig, i modsætning til mig,” tilføjede hun med et bittert smil. “Købte du vasen?” Hun nikkede mod pakken i Mettes hænder.
“Ja, den er smuk. Det er min svigermors fødselsdag i weekenden. Pigen sagde, en handicappet mand lavede den.”
“Min mand,” svarede Ida.
De gik side om side, Mette tilpassede sit tempo til Idas langsomme gang.
“Jeg troede, det var et antikt stykke. Er din mand kunstner?” spurgte Mette.
“Blandt andet. Men sig ikke, at du ikke vidste det. Hvor har du været? Selvfølgelig var du altid lidt fjern. Det er Andreas, der laver dem.”
“Andreas? Men pigen sagde, det var en handicappet mand.”
“Det er han også. Efter ulykken kan han ikke gå. Det kommer han heller aldrig til. Men i det mindste tjener han lidt penge. Vi skal jo leve. Skal vi ikke tage en kaffe? Jeg orker ikke at gå ud endnu.”
De gik ind i en café og satte sig ved det eneste ledige bord. En serveringspige kom med menukort.
“Grøn te og en portion vaniljeis til os begge,” bad Ida.
“Underligt, jeg tænkte netop på dig for nylig. Og så ser jeg dig købe en af Andreas’ vaser,” sagde Ida, stirrende ud i luften.
“Kendte du mig så? Hvorfor sagde du det ikke med det samme?”
“Ved ikke.” Ida trak på skuldrene. “Jeg snakker ikke med mange. Der er ikke meget at prale af. Men du ser ud til at have det godt – du bruger penge på småting. Manden tjener godt, hva’?”
“Det her er ikke småting. Den er smuk.”
“Jeg er træt af smukke ting. Lejligheden ligner en værksted. Altid lim, maling, støv. Men det er bedre end at han går i stykker. Da han lå på hospitalet efter ulykken, lærte en mand ham det. I starten var det elendigt, men han blev bedre. I det mindste tjener han lidt.”
“Jeg vidste ikke… Jeg kan forestille mig, hvor hårdt det er,” sagde Mette medfølende.
“Hård**”Det værste er, at jeg ved, jeg ikke havde fået ham hvis ikke jeg havde snydt, og det gør ondt hver eneste dag,”** sluttede Ida, mens en tåre trillede ned ad hendes kind.
