Klokken var ved at slå tolve, da Mette Kjærgaard stod ved vinduet og så på, hvordan pedellen fejede de sidste gyldne blade sammen. Oktober havde været en våd måned i Århus, og løvet klæbede til de fugtige fortove, som om det ikke ville slippe jorden. I hånden knugede hun sammenkrøllet et stykke papir, som naboens datter havde bragt for en time siden.
“Der var en dame, der ledte efter dig,” havde Freja sagt og rakt hende sedlen. “Hun virkede meget opsat. Sagde, det var vigtigt.”
På papiret stod der med utydelig håndskrift: *Mor er meget syg. Kom nu. Hilsen, Ditte.*
Mette genkendte straks sin søster Dittes karakteristiske krussedulle. Allerede i skolen havde lærerne klaget over hendes ulæselige skrift, men Ditte havde bare trukket på skuldrene og sagt, at hun ikke havde tænkt sig at blive forfatter.
“Hvad er der sket? Du ser helt bleg ud,” spurgte Freja bekymret.
“Ingenting særligt,” svarede Mette kort og lukkede døren.
Nu stod hun med den seddel og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Mor… Hvor mange år var det siden, de sidst havde set hinanden? Åtte? Ti? Efter den frygtelige skænderi havde de hverken talt eller mødtes. Mette havde endda forbudt Ditte at nævne hende overfor deres mor.
“Lad hende tro, hun kun har én datter,” havde hun sagt dengang. “Hvis det er sådan, det skal være, så er det sådan.”
Det hele startede med en bagatel. Mor ville sælge sommerhuset i Thy, det samme hus, hvor hun og Ditte var vokset op, hvor deres barndom lå begravet. Huset var arvet fra bedstemor, og hver søster havde ret til halvdelen. Men Mette var absolut imod salget.
“Mor, forstår du overhovedet, hvad du gør?” havde hun råbt i den lille københavnerlejlighed. “Det er vores historie! Det er der, far plantede roser, det er der, Ditte og jeg legede gemme!”
“Mette, du må ikke blive så ophidset,” svarede mor træt. “Huset falder sammen. Taget lækker. Vi har ikke penge til reparationer, men vi skal betale skat. Det er bedre at sælge nu, mens det stadig har værdi.”
“Jeg er ligeglad med pengene!” Mette hamrede knytnæven ned i bordet. “Hvis du sælger det hus, så er du død for mig!”
Mor havde set længe på hende, med et sørgmodigt blik, før hun sagte sagde:
“Nå ja, Mette. Det er din ret.”
Og så solgte hun det. Uden Mettes samtykke, med Ditte som mellemled. Pengene gav hun til den yngste datter med ordene:
“Brug dem til en udbetaling på en lejlighed. I stedet for at smide dem væk på leje.”
Mette fandt først ud af det, da hun tilfældigvis stødte på en gammel Thybo-kending i toget.
“Åh, Mette, dit sommerhus er revet ned,” fortalte fru Jensen glad. “De nye ejere har gravet hele grunden om. De skal bygge et nyt feriehus.”
Den aften tog Mette ud til sin mor og sagde alt, hvad hun havde på hjertet. Ordene var hårde, ubarmhjertige. Mor sad og græd, mens datteren skreg og skreg, udgyldende al den smerte, der havde bygget sig op gennem årene.
“Du har forrådt mig! Forrådt fars minde!” hulkede Mette. “Alt for penge! Alt for den forkælede Ditte, som ikke kan andet end at tigge!”
“Mette, stop nu,” hviskede mor. “Jeg beder dig…”
“Jeg vil ikke kende dig mere! Hører du? For mig findes du ikke længere!”
Og så gik hun, smækkende med døren så hårdt, at vinduerne rystede.
Der fulgte måneder med tavshed. Ditte forsøgte at mægle, ringede, besøgte, overtalte.
“Mette, hvor længe vil du blive ved? Mor græder hver dag. Hun siger, hun gjorde det for os, for børnenes skyld. Hun ville sikre os et ordentligt sted at bo.”
“Fint, lad hende græde,” svarede Mette koldt. “Hun burde have tænkt sig om før.”
“Hvor længe vil du blive ved? Et hus er bare et hus! Men mor – vi har kun én mor!”
“Hun havde ikke retten!” Mette hævede stemmen. “Forstår du det? Hun havde ikke retten til at træffe den beslutning uden mig!”
Ditte blev såret og gik. Og Mette blev tilbage med sin retfærdighed og sin smerte.
Årene gik. Mette giftede sig, fik en søn, Nikolaj. Hendes mand, Jakob, nævnte indimellem, at det kunne være rart at møde hendes familie.
“Jeg har ingen familie,” svarede hun kort. “Jeg er forældreløs.”
Jakob insisterede ikke. Hans egen familie var kompliceret, og han forstod, at ikke alle slægtninge bringer glæde.
Nikolaj voksede op uden bedstemor og moster. Når han spurgte, hvorfor han ikke havde en bedstemor som de andre børn, sagde Mette, at bedstemor boede meget langt væk og ikke kunne besøge dem.
“Hvorfor besøger vi hende ikke så?” spurgte drengen.
“Fordi hun ikke vil se os,” svarede moren og skiftede hurtigt emne.
Ditte forsøgte flere gange at møde sin nevø. Hun ventede uden for skolen, gav ham gaver. Men Mette forbød sønnen at omgås sin moster.
“Mor, hun er så sød,” sagde Nikolaj efter et sådant møde. “Hun købte mig is og fortalte sjove historier.”
“Du må ikke tale med hende mere,” sagde Mette strengt. “Hun er en dårlig kvinde.”
“Men hvorfor?”
“Fordi jeg siger det.”
Drengen forstod ikke, men adlød. Og Mette ringede til Ditte og skældte hende ud.
“Hvor vover du at gå til mit barn? Har du ikke børn selv, så må du ødelægge andres?”
“Mette, han er min nevø!” græd Ditte i telefonen. “Jeg er ikke en fremmed for ham!”
“Jo! Du er fremmed for os! Glem vejen til min søn!”
Og Ditte kom ikke igen.
Nu så Mette på sedlen og mærkede, hvordan en underlig, uforklarlig angst greb hende. *Meget syg*… Hvad betød det? Var hun svækket? Eller allerede…
Hun ringede hurtigt til Ditte. Der gik lidt tid, før hun tog telefonen.
“Halløj?” Dittes stemme lød udmattet.
“Ditte, det er mig.”
Stilhed. Så et svagt suk.
“Mette? Fik du beskeden?”
“Hvad er der med mor?”
“Et slagtilfælde. Hun har ligget på intensiv i tre dage. Lægerne siger…” Stemmen knækkede. “De siger, chancerne er små.”
Mettes ben gav efter under hende. Hun sank ned på en stol.
“HvornårOg så græd Mette, fordi hun endelig indså, at det eneste, der virkelig betød noget, var den kærlighed, hun havde smidt væk, og nu var det for sent at samle den op igen.
