Alle kneb gælder
Familien var samlet, som den plejede, når der var penge på spil denne gang var det et familieaftensmåltid, der skulle dække over sagens rette karakter. Lene, datter af farmor Tove og mor til Anna og Mikkel, rodede i de små stofposer, farmor plejede at gemme penge i. Farmor kunne ikke længere styre sine økonomiske sager. Hun huskede intet og genkendte ingen, men Lene lagde stadig hendes folkepension i de samme små poser.
Se nu her, jamrede Lene henvendt til familien, Nu er de væk igen. Ti tusind kroner, ikke mindre. Jeg kan ikke have taget fejl! Jeg talte dem selv! Hvor bliver de dog af? Mor, kan du huske hvor meget der var?
Farmor Tove vendte sig væk. Men ikke mod datteren hun så hen på billedet af sin afdøde mand.
Åh, Peter… Hvor er det smukt… så vendte hun sig mod barnebarnet Signe, Og du, lille ven, lad nu være med at tage mine bolsjer, de er til gæsterne… Hvor er Mikkel? Er han i skole?
Lene rullede tusindkronesedlerne sammen. Selvfølgelig kunne hendes mor ikke huske en krone. Men Lene var overbevist: Nogen stjal. Bare tanken var vanvittig. De eneste, der kom i huset, var jo familien. Men pengene forsvandt igen og igen hos en gammel dame.
Så kom Mikkel, farmors barnebarn, hjem som ventet.
Hvad sker der? I sidder allesammen, som om nogen er død, sagde han, mens han lagde bilnøglerne fra sig.
Lene snøftede, som kun en mor kan:
Mikkel, min dreng! Ulykken er ude! Farmors penge er væk igen… Jeg har lagt hendes pension i dette skab i måneder! Nogen tager dem!
Mikkel så mistroisk rundt i stuen. Hans mor stolede på alle han stolede på ingen.
Penge, siger du? Forsvinder? han kneb øjnene sammen, Ja, jeg tror sør’me, jeg ved, hvor de er!
Han gik ud i entréen og kom tilbage med Annas stribede sportstaske. Før nogen kunne nå at protestere, lynede han den op og tømte indholdet ud over voksdugen på spisebordet.
Ud rullede læbestift, nøgler, et lille spejl og penge.
Mange penge.
En bunke krøllede, men særdeles genkendelige pengesedler. Fem tusind kroner, i femhundrede lapper.
Se her, råbte Mikkel og holdt en seddel op, Da jeg kom ind, tabte jeg tasken. Ville samle tingene op, og så faldt de her ud… Femhundredekronesedler! Måske nogen, vi har set før?
Tante Greta, som netop havde siddet og spist sin sildesalat stumt, gispede, slugte forkert og begyndte at hoste.
På hver seddel, hvis man kiggede rigtig godt efter, var der en svag, blå streg fra en kuglepen.
Husker I, fortsatte Mikkel, for en måned siden, da mor sad og talte pengene, og Jacob sad og tegnede på dem med kuglepen? Her er de. Nøjagtigt de samme sedler fra farmors pension.
Nu blev alles blikke rettet mod Anna.
Anna, der hidtil havde siddet musestille, rykkede nervøst på sig.
Hvad laver du, Mikkel?
Jeg? svarede han hårdt, Jeg gjorde ingenting. Sagde bare, tasken røg på gulvet, så røg pengene ud… Meget velkendte pengesedler!
Anna indså, at det ikke var tid til at skælde ud, men hun blev nødt til at forsvare sig selv.
Det er ikke mig! hun sprang op, så bordet klirrede.
Selv farmor vendte sig rundt.
Hvem larmer? spurgte Tove, Hvor er mine hjemmesko?
Deres øjne var store som rugbrødsskiver.
Anna, min pige Lene rejste sig, Hvordan kunne du? Hvorfor? Du har arbejde, jeg hjælper dig Hvordan kan du tage fra farmor?
Mor, det er ikke mig! Jeg har ikke taget noget!
Hvem så? spurgte Mikkel med skinger stemme, Du er den eneste, der er her konstant, som “tager sig af farmor.” Der er ingen andre, der har adgang. Kun dig. Mor ville aldrig gøre sådan. Så det må være dig.
Anna bakkede væk, skræmt over anklagerne.
Jeg sværger, jeg har ikke rørt pengene!
Nu så hun desperat på sin mor, men Lenes blik var koldt – som om hun så på en fremmed.
Du lyver, hviskede Lene, Hvordan kunne du?…
Jeg elsker farmor! Anna brød sammen, græd af krænkelserne, Jeg kom jo for at hjælpe hende! Jeg tog ikke de penge!
Men situationens hårde logik stod imod hende. Pengene var faldet ud af hendes taske. Ingen andre var mistænkte.
Godt, sagen er afgjort, sluttede Mikkel, Ærgerligt, Anna. Man kunne bare have spurgt vi havde hjulpet dig. Men at stjæle fra hjælpeløse farmor… Ingen havde ventet det af dig.
Samme aften blev Anna smidt ud. Hendes liv blev vendt på hovedet. Ingen forstod hende. Ingen forsøgte at høre hendes forklaring. Hendes mor, da hun blev mindre vred, bad familien ikke være for hård, men …
Tag hende ikke ind igen, Lene, hvæste tante Greta i telefonen, dengang Lene forsøgte at få talt om situationen, Kan du forstå, hvor pinligt det er? Godt, mor ikke forstår mere, men tænk hvis hun vidste, hvad Anna blev til…
Lene adlød. Hun talte knap nok til sin datter. Når Anna ringede, svarede hun kort: optaget, senere, ikke nu.
Anna forsøgte at kæmpe. Hun ringede rundt fra flere numre, men så snart familien opdagede, det var hende, smækkede de røret på. Hun iværksatte sin egen efterforskning, men ingen ville tale eller lade hende komme i farmors lejlighed.
Hun fik til sidst sin mor i tale.
Mor, vær nu sød, tryglede Anna, Jeg ved, det lyder som en undskyldning, men jeg lover det var ikke mig! Hvorfor tror du ikke på mig?
Det var hårdt for Lene.
Anna… det gør ondt, men pengene var hos dig. Og det nytter ikke at fortsætte. Hvis det kun havde været mig, havde jeg måske glemt det, men familien vil aldrig glemme… og for mig er det også svært. Farmor gjorde alt for dig.
Men jeg er uskyldig! Måske røg pengene ud tidligere? Eller fra en anden taske? Eller måske en anden…?
Stop, Lene afbrød, Du er min datter, og jeg vil tro dig, men fakta siger: Du er en tyv!
Med den dom gik Lene, og lod Anna sidde i kulden.
Hun fik ikke engang sagt farvel til farmor…
Men Anna ventede, til roen havde sænket sig i huset, til alle var taget hjem, og kørte ud til farmors lejlighed, håbede på at hendes mor var der nu. Nogle gange ville moren tale, hvis hun blev presset nok.
Men der stod Mikkel.
Han var høj; hun måtte lægge nakken tilbage for at møde hans blik. Måske var det faktisk godt, det blev ham.
Mikkel, sagde Anna bedende, Lad os tale sammen. Bare én sidste gang.
Åh, Anna. Tror du stadig, du kan redde dit gode navn? Det er for sent, sagde han køligt, Bekend dine synder, måske bliver du tilgivet.
Men Anna var ikke skabt til at undskylde for noget, hun aldrig havde gjort.
Nej. Jeg må kende sandheden. Måske tog du fejl? Måske røg pengene ud af en anden taske? Fra en lomme? Kan du ikke lige tænke efter
Pludselig blev Mikkels blik isnende.
Fejl? Anna, er du virkelig så godtroende? han lænede sig hen mod hende, Selvfølgelig ved jeg, at du ikke stjal pengene. Jeg lagde dem selv i din taske.
Det sortnede for Annas øjne.
Hvad siger du…? sagde hun, chokeret.
Ja. Sådan er det.
Hvorfor?! Anna gispede Hvordan kunne du?
For at slippe af med en rival.
I arvens spil, lillesøster, gælder alle kneb. Farmor havde jo kun måneder igen det så du selv. Lejligheden var allerede overdraget til mor for at undgå ballade. Men her begyndte problemerne. Mor… hun er blød om hjertet. Hun ville give lejligheden til dig.
Anna var helt forvirret.
Hvorfor det?
Fordi, kære søde Anna, fnysede han, du kom hver dag til farmor. Gav hende mad, gjorde rent, læste for hende. Guldbarnebarnet. Det smeltede mor. Hun syntes, at du fortjente det… Og hvad så med mig? Er jeg ikke også barnebarn? Skulle jeg intet have? Derfor besluttede jeg at konkurrere.
Men jeg gjorde det ikke for lejligheden! råbte Anna, såret af hans tilståelse, Jeg gjorde det for farmor! Jeg elskede hende!
Han lo skævt.
Tja, tror du selv på det? Vi er alle kun mennesker. Du var den søde, omsorgsfulde og så tog jeg stikket hjem. 1:1.
Da hun ikke svarede, opsummerede han selv.
Og nu, afsluttede Mikkel, nu er du mærket som tyven. Mor vil stole på mig en god søn. Dig vil hun aldrig tilgive. Lejligheden kan du glemme. Du kan ikke engang træde ind, uden at det bliver kaos.
Din skiderik, sagde Anna.
Sådan er det, han åbnede døren, Farvel, søster. Arven er min.
Anna blev stående. Hun kunne sandt nok have brugt den lejlighed; det er dyrt at leje, umuligt at købe. Men hun elskede virkelig farmor. Hun huskede, da farmor Tove, glemsom og fjern, en dag strøg hende over kinden og sagde: Tak, fordi du kom, min kære. Du er ligesom min Peter.
Nu, hvis hun skulle rense sit navn, måtte hun bevise, at Mikkel løj. Men hvordan?
Slet ikke.
Hun lukkede døren bag sig og gik ud i den kolde aften. Hun vidste, at om et år, ville ingen huske, at hun aldrig havde gjort noget galt. De ville kun huske én ting: Anna stjal penge fra sin døende farmor.
Mikkel havde vundet. Og han fejrede det.
