Der var alt det jeg havde – undtagen dig
“Frøken Maren Jensen, kig dog på alt dette smukke!” Bodil Nielsen viftede med telefonbilleder foran naboen. “Her er vores nye sommerhus, og så min søns bil, forestil dig, så dyr! Her er min barnebarn ved flygelet – hun går på musikskole!”
“Jo jo, meget flot,” nikkede Maren Jensen ved postkasserne, mens hun sorterede breve. “Jeg har bare travlt, Bodil, undskyld…”
“Hvorhen dog? Vi har været naboer i årevis, men aldrig tid til en snak?” Bodil blev ved. “Se her, min mand og jeg var i Tyrkiet sidste måned. Femstjernet hotel, alt inkluderet! Hvornår var du sidst på ferie?”
Maren sukkede og vendte sig mod hende. Træthed glimtede i hendes grå øjne.
“Jeg tager ikke på ferie, Bodil Nielsen. Jeg har ikke tid.”
“Ikke tid?” undrede hun sig. “Ungerne er voksne, der er børnebørn, du er pensionist…”
“Ungerne er voksne, ja,” svarede Maren lavmælt. “Men de bor langt væk.”
“Og hvad så? Min søn arbejder i København, men vi taler konstant! Han kommer hver weekend! Og hans løn – du gode gud!” Bodil famlede efter telefonen. “Se – det er den minkfrakke han gav mig!”
Maren gik tavs op til anden sal, efterlod Bodil med sine billeder.
Hjemme mødte den sædvanlige stilhed hende. Den tobagslejlighed, der engang føltes trang for fire, så nu ødslig ud. På vindueskarmen stod violer – det eneste levende i huset.
“Kære piger,” hviskede hun og nærmede sig blomsterne. “Der var jer, der aldrig svigter.”
Hun tændte fjernsynet, mere for baggrundsstøj end for at se. Nyheder om pensioner og sociale ydelser. Maren fnøs – hendes egen rakte til det nødvendige, ikke mere.
Telefonen ringede. Hjertet gjorde et hop – kunne det være Mads? Eller Astrid?
“Frøken Jensen?” En ukendt stemme. “Boligadministrationen. Der mangler betaling fra sidste måned…”
“Manglende betaling?” spurgte hun. “Jeg betaler altid til tiden!”
“Det er registreret som ubetalt…”
Hun forklarede længe, viste kvitteringer frem, men linjen susede allerede død.
Om aftenen sad hun ved køkkenbordet med the. Fotos lå udbredt – ældre, fra analogfilm. Mads i første klasse med kæmpe buket. Astrid med studenterhuen, smuk og smilende. Sammen ude hos svigermor, da manden levede…
“Hvor er I nu, mine kære?” hviskede hun til billederne. “Hvorfor er jeg så alene?”
Morgenen efter mødte hun igen Bodil i gården. Hun slæbte på kæmpe poser.
“Åh, Maren Jensen!” jublede naboens stemme. “Min barnebarn ringede i går! Hun kom ind på universitetet – gratis plads! Og min søn lover hende en ny telefon!”
“Til lykke,” sagde Maren.
“Hvordan går det hos dig? Barnebørn?” spurgte Bodil, høflighedshalvt.
“Jeg har ingen børnebørn,” svarede Maren blødt.
“Ingen? Men dine børn?”
“Jo. Mads og Astrid. De er bare… travlt ved. Mads arbejder som programmør i Tyskland. Astrid er i Amerika, gift dér…”
“Men det er jo fantastisk!” udbrød Bodil. “Alting er jo godt! Man må være stolt!”
“Jeg er stolt,” sagde Maren. “Det fortjener jeg.”
“Præcis! De sender penge, ikk’? Hjælper?”
“De sender,” løj Maren. “Selvfølgelig.”
I virkeligheden sendte Mads sidst penge til hendes fødselsdag – for et halvt år siden. Et tusind firehundrede kroner. Astrid sendte aldrig – mere end nok med huslån, sagde hun.
Derhjemme satte hun sig til Mads’ gamle computer. Åbnede Skype. Mads online, men “Optaget”. Astrid ikke set i tre uger. Hun skrev til sin søn:
“Kære Mads, hvordan går det? Jeg er så træt af at mangle jer.”
Beskeden kom efter to timer: “Hej mor. Alt okay. Meget arbejde. Skriv på Messenger i stedet.”
Maren kendte ikke Messenger. Hun forsøgte at finde programmet, men blev forvirret over indstillingerne.
Hun ringede til Astrid. Lang tid intet svar, så kom stemmen.
“Mor? Det er midnat her!”
“Undskyld, kære, jeg glemte tidsforskellen. Vil bare høre, hvordan du har det…”
“Jeg kan ikke nu. Vigtigt møde i morgen. Vi taler i weekenden, ikk’?”
“Selvfølgelig,” svarede Maren, men allerede susede linjen.
Weekenden forsvandt. Astrid ringede ikke.
Maren gik til lægen – blodtrykket var hoppet. I venteværelset mødte hun gammel veninde, Birthe Hansen, fra deres tid på Nørrebro.
“Maren! Åh hvor længe! Hvordan går det?”
“Åh, bare lægebesøg,” sukkede hun. “Hjertet spøger. Og du?”
“Fint!” smilede Birthe strålende. “Min datter fødte netop! En barnebarn – jeg passer hende nu mens min datter arbejder. Åh, et væld!”
“Ja,” hviskede Maren. “Det må være et væld.”
“Og dine? Mads, Astrid? De var så søde, da de var små!”
“Søde,” svarede Maren. “Meget. Mads i Tyskland som programmør. Astrid gift i Amerika.”
“Virkelig?” beundrede Birthe. “Så du er mormor?”
“Ikke endnu,” mumlede Maren.
“Planlægger de?”
“Jeg ved ikke. Vi taler så sjældent. De har meget travlt…”
“Det forstås,” nikkede Birthe. “Men man må holde kontakten. Min datter og jeg taler selv under
Og sådan gik dagene, hver eneste sommerfuglens vingeslag af tid der langsomt strømmede forbi, mens hun stirrede ned på den støvede gade hvor andre liv dansede forbi i gode og knuste drømmes skygge.
