I en lille by, omgivet af dystre bakker og grå marker, hvor efteråret duftede af fugt og melankoli, flød livet langsomt som en flod gennem lavlandet. I et hus i byens udkant, sunket i skyggen af gamle lindebære, boede Freja. Hendes liv syntes som et eventyr: velhavende forældre, et rummeligt hus, en omsorgsfuld tante Mette, der havde været som en anden mor for hende. Men bag denne idyl lurede en skygge, klar til at ødelægge alt.
“Har du været lost i madlavningen i to uger, er du forelsket, lille Freja?” spurgte Mette, mens hun tørrede hænderne i forklædet.
“Jo, der er en fyr,” indrømmede Freja og rødmede. “Han studerer på en anden linje, han er flot, men lader ikke til at lægge mærke til mig. Ved ikke, hvordan jeg skal tilgå ham.”
“Du skal ikke løbe efter ham først!” Mette rynkede panden. “Det klæder ikke en pige at jage en dreng. I vores tid…”
“Åh, tante Mette, lad nu være med at starte på jeres tid!” grinede Freja og afsluttede morgenmaden. “Nå, jeg smutter, jeg må ikke komme for sent i dag. Professoren er streng, han smider en ud af forelæsningen.”
“Løb du bare,” Mette velsignede hende og lukkede døren med et bekymret suk.
Freja voksede op i velstand, uden at mangle noget. Hendes forældre, optaget af deres karrierer, overlod hendes opdragelse til tante Mette, hendes mors ældre søster. Alle kaldte hende Mette Nielsen, men Freja – tante Mette. Hun var venlig, men streng, lærte pigen om livet, som om hun anede, at skæbnen ikke altid ville være mild.
Mette havde sin egen sorg. Som ung, ude på landet, var hun blevet gift med skovfogeden Erik. Kærligheden varede ikke længe – efter et år forsvandt han. Nogle sagde, han var druknet i mosen. De ledte efter ham, men fandt ham aldrig. Mette blev alene, uden mand og børn. Hun overvejede at gå i kloster, men ændrede mening: “Hvad er jeg for en nonne? Jeg er stadig ung, og jeg kan ikke holde mund.” Hun blev på landet, indtil søsteren Lise hentede hende til byen.
“Mette, flyt ind til os,” overtalte Lise. “Jeg og min mand er på arbejde, du kan passe Freja og hjælpe lidt i huset.”
“Åh, Lise, med glæde!” svarede Mette. “Erik var en god mand, jeg har grædt alle mine tårer over ham. Jeg er bange for at tørre helt ud af ensomhed herude. Jeg vil ikke giftes igen. Jeg tager alt husarbejdet på mig.”
Så blev Mette en del af familien og kaldte sig selv for husbestyrerinde. Hun lavede mad med hjerte, passede haven, plantede blomster. For hende var Freja som en datter. Hun fulgte hende i skole, købte legetøj, syede kjoler. Huset var fuldt af hygge, men Mette lærte Freja: “Væn dig til arbejdet, Freja. I dag har vi alt, men i morgen – hvem ved? Lær at lave mad – det er en kvindes trumf. Når du laver mad med kærlighed, tiltrækker du en mand.”
“Har du også hemmeligheder?” spurgte Freja nysgerrigt.
“Selvfølgelig! Enhver kvinde har sine,” smilede Mette.
Freja blev forelsket i Daniel, en høj fyr fra nabolinjen. Hun troede, han ikke lagde mærke til hende, men tog fejl. På universitetet vidste alle, at Freja kom fra en rig familie. Daniel, søn af en enlig mor, var charmerende, men simpel. Mette mistænkte straks noget, da Freja kom hjem strålende.
“Tante Mette, han lagde mærke til mig!” udbrød hun. “Efter timerne gik vi en tur, han købte is til mig.”
“Snedig, han ved, at piger elsker sødt,” mumlede Mette. “Tag ham med hjem, så skal jeg se ham.”
En måned senere kom Daniel på besøg. Mette serverede mad og iagttog ham nøje. Da han var gået, sprang Freja op: “Hvad synes du? Er han ikke fantastisk?”
“Pæn nok,” svarede Mette køligt. “Men ikke din type. Hans øjne er grådige – så snart han kom ind, skannede han alt. Der er misundelse i ham, Freja. Han passer ikke til dig.”
“Åh, tante Mette, nu finder du bare på!” Freja så fornærmet ud. “Det er mit valg, hvem jeg vil være sammen med!”
Mette sukkede og bekymrede sig for pigen. *Lad hende elske*, tænkte hun. *Hun lærer det på den hårde måde*.
Hendes fornemmelser gik i opfyldelse. Fire måneder senere forsvandt Frejas guldring. Der havde ikke været andre fremmede i huset end Daniel. Freja sagde ingenting til sine forældre, men tilstod over for tante Mette.
“Jeg sagde det jo, han tog den,” sagde Mette. “Vi skal politianmelde det.”
“Nej,” bad Freja. “Vi siger det ikke til forældrene, lad dem ikke blive kede af det. Det er vores hemmelighed. Med Daniel er detFreja brød kontakten med Daniel, og selvom det gjorde ondt, vidste hun, at tante Mettes ord altid havde været vigtigere end en falsk kærlighed.
