Det var som om det var i går, men når jeg ser tilbage på den forårsmorgen i København, kan jeg stadig mærke lyden af de travle gader langs Vesterbrogade, som altid var fulde af liv, når solen endelig brød frem efter den lange vinter. De tunge sneklumper, der havde ligget som grå, klamme tæpper over hele byen, blev skyllet væk af de nye regnvande fra de første solvarme skyer, og vandløbene, der sprang ned fra de små bakker i Østerbro, glimtede som sølvtråde, der løb ned mod den smalle gyde ved Kirkepladsen.
Der var en småbørneparade, der gik forbi kirken, hvor de unge kvinder i lyse kjoler og farverige tørklæder stod i en lille klynge. De havde på sig smukke blå, grønne og hvide tørklæder, som svajede let i vinden og ramte deres ansigter på en måde, der mindede om en blid vindpust. Mændene var klædt i stramme jakkesæt, slips og blankpolerede sko, som om de var på vej til en vigtig forretningsaften.
Fra en mindre bil steg en rolig, koncentreret kvinde ud. Hun var Katrine Nielsen, men alle kaldte hende Signe, fordi hun altid var så blid som en sommerfugl, selv når hun stod over for de mest vanskelige situationer.
Signe! Hvorfor står du her helt alene? råbte hendes mand, Søren Jørgensen, mens han hastigt løb hen imod hende med hænderne strakt frem for at gribe hende.
Giv mig ro, Søren. Peter er faldet i søvn. Vi må ikke råbe for meget. Jeg er bange for, at han vågner og begynder at skrige, som han gjorde for en uge siden, da vi plejede ham i badekarret. Han så så ud som om han ville eksplodere, så vi måtte ringe til lægen. hviskede Signe, mens hun rystede på hovedet.
Den rolig udseende børnelæge, Mariane Sørensen, kom ind i rummet med en fast, men venlig stemme. Hun var en erfaren børnelæge, der havde set mange børn vokse op i de små lejligheder i Nørrebro.
Læg ham ned, sagde hun uden tøven.
Hvad? sagde Signe i panik og rystede på hovedet, så hun næsten tabte balancen.
Læg barnet ned, du ryster ham som om han var en lille klokke! svarede Mariane med en smule skarphed i stemmen.
Søren kiggede på sin kone med et skævt smil. Hun var stadig ung, men allerede mor til den lille dreng, som de begge så på som deres fremtid. De vidste ikke helt, hvordan de skulle opdrage ham, men de havde håb om, at han ville vokse stærk og sund.
Kom nu, læg ham ned! råbte Søren, mens han gik hen til barnet.
Den unge sygeplejerske, Ida Holm, kom ind med en hurtig bemærkning:
Hvor er han stærk! Se på hans lille hoved, han ligner faren!
Søren stod stolt, som om han lige havde vundet en pris. Hans svigmor, der altid havde haft et skarpt øje for slægtskabslinjer, kunne have sagt: Signe, du er fra den gamle slægt, du er som en ægte danske dronning!
Mariane fortsatte sin undersøgelse:
Hvor er du stærk, lille fyr? Du har tydeligvis mange tanker. Hvad er der galt?
Søren gik hurtigt hen for at lukke vinduet, så den kolde forårsluft ikke skulle trække på den lille dreng.
Doktor, hvad er der med ham? Han har aldrig så meget energi før. sagde Signe, mens tårerne truede med at løbe ned ad kinderne.
Du burde have fået en lille pige i stedet for en dreng! udbrød Søren i en spydig tone, men Signe smilede bare og fortsatte med at holde barnet i armene, mens hun vred rundt på hans ben og strakte ud de små hænder, som om hun ville give ham frihed til at strække sig.
Han har kolik, konkluderede Mariane til sidst. Jeg vil skrive en recept på noget beroligende. Undgå at ryste ham så meget, ellers kan du skade ham. Han er en stærk dreng. Måske skal du give ham en sut, så han kan berolige sig selv.
Vi er imod sutteflasker! protesterede Søren kraftigt.
Imod? spurgte Mariane overrasket. Signe, du kan give ham en sut, hvis du vil, men du kan også lade ham sove uden.
Signe rystede på hovedet og gav så til sidst barnet tilbage til Søren.
Kom nu, lad os gå til køkkenet og drikke noget te. sagde Mariane med et grin og tog Signe i hånden.
Søren stod ved vinduet og holdt den lille dreng på sit hjerte, mens han forsøgte at berolige ham med blide ord. På køkkenet var det varmt og duftede af stærk kaffe.
Der er en kedel, sukker og te, sagde Mariane, mens hun så sig om efter en ekstra kop.
Signe stillede to kopper på bordet. Hun vidste ikke, at sygeplejerskerne i børneafdelingen var så grundige.
Hvad mener du med så grundige? spurgte Mariane.
Signe trak på skuldrene og sagde:
Jeg har ikke fået så meget kritik, men jeg tror på, at en god læge kan helbrede alt.
Mariane nikkede.
Du kan læse bøger om medicin, så kan du lære alt, du behøver. Du ser, barnet har en ren termometer i badekarret, en ren dragt, og du passer på ham. Drik nu lidt te, mens du har tid. sagde hun og rakte Signe en kop.
Signe græd stille, mens hun talte om sine bekymringer:
Jeg er træt. Jeg vil sove. Peter spiser meget, men jagterne vil ikke blive våde, og jeg har ingen energi længere. Jeg kan ikke huske, hvad mit navn er. Alt er en tåge. Jeg kan ikke klare presset på universitetet, jeg skal bestå tre eksamener, men jeg kan ikke finde styrken.
Mariane lyttede opmærksomt.
Hvor er dine hjælpere? Har du familie? spurgte hun, mens hun rørte i sin tablet.
Mine svigerforældre bor langt væk, de kan ikke komme. Mine forældre var imod vores ægteskab, men de elsker Peter nu. Min mor sagde, at jeg er for ung til at have et barn, men jeg er skyld i alt. svarede Signe og drak af sin te.
Mariane smilede og sagde:
Du er kun fire kilogram og seks hundrede gram. Du har gjort et stort arbejde. Spis noget, så du får styrke.
Signe tog en bid af en kødbolle, som Søren havde købt på en lille bod i Torvehallerne, og gik så ned til sofaen på køkkenet, hvor hun lagde sig med hovedet på en pude. Hun forsøgte at få et tæppe over sig, men hun var for træt til at løfte det. Hun faldt i søvn med en følelse af, at alt var som om det lige var sket i går.
Det føltes som om tiden stod stille, men så stod Signe en dag i en cremefarvet kjole med lave hæle, holdende Peter i armene ved siden af den lille kirke på Frederiksberg. I dag skulle han døbes, og hun var fyldt med frygt.
Signe, nu er tiden inde! sagde Søren blidt, mens han holdt den lille dreng og sang en sød melodi.
Gæsterne samledes i kirken, og den unge gudstjeneste begyndte. Peter græd en smule, men så åbnede han sine blå øjne og så op på de malede helgener i loftet. Gæsterne smilede, og dåbsgudinden, hendes veninde Freja, nikkede med et smil.
Peter er en lille sten! hviskede hun til Signe. I er begge fantastiske!
Mariane Sørensen gik ind gennem de tunge jernportaler til kirkegården og bøjede hovedet i bøn. Hun stod ved siden af en mand i en slidt kasket og en hættetrøje, men hun mente, at kun Gud eller en højere kraft kunne hjælpe i sådanne stunder.
Ville du venligst tage kasketten af? sagde hun til ham.
Manden trak modvilligt kasketten af, så de skaldede tindinge stod frem. Han mumlede en tak til hende og så på den lille dreng, som blev døbt.
Godt arbejde, kære, sagde Mariane og gik væk fra Signe.
Søren gik ud på gaden, hvor han holdt den lille dreng tæt ind til sig, mens han forsøgte at berolige ham. På køkkenet var det mørkt, men duften af stærk kaffe fyldte luften.
Vi har en kedel, sukker og te, sagde Mariane, mens hun så sig om efter en ekstra kop.
Signe satte to kopper på bordet, men hun vidste ikke, at sygeplejerskerne i børneafdelingen var så grundige.
Hvad mener du med så grundige? spurgte Mariane.
Signe trak på skuldrene og sagde:
Jeg har ikke fået så meget kritik, men jeg tror på, at en god læge kan helbrede alt.
Mariane nikkede og sagde:
Læs bøger om medicin, så kan du lære alt, du behøver. Du har en ren termometer i badekarret, en ren dragt, og du passer på ham. Drik nu lidt te, mens du har tid.
Signe græd stille, mens hun talte om sine bekymringer. Hun følte, at hun var ved at miste sig selv, men Mariane lyttede og sagde, at hun kun vejlede ham.
Et år senere stod Signe i en lille, men smuk, indretning ved siden af den store kirke i Nyhavn, klar til at krydse den lille dreng igen. Hun havde lært, at alle mødre er ens: nogle er sikre, andre er usikre, men alle kan blive trætte.
Da Peter var syv år gammel, gik han hjem fra skole, da en sort skygge dukkede op på vejen. Det var en hund, sulten og vred, men en stærk hånd på hans skulder stoppede den. En fremmed mand, som så ud som en engel, sagde:
Stå roligt, så forstår den, at du ikke er en trussel.
Hunden så på dem med triste øjne og gik væk. Peter fortalte senere historien til sine forældre, og Mariane sagde:
Det var en engel, Peter. Din egen engel.
Søren troede på videnskaben, men selv han begyndte at mærke, at der var noget større, som beskyttede deres familie.
Nu, i den stille gård ved kirken, står Mariane og ser på Signe og Søren, der holder deres lille barn i armene. Hun ved, at deres liv vil fortsætte, at de vil have flere prøvelser, men også flere glæder.
Hun justerer sit tørklæde, går op ad den brolagte gade, hvor solen reflekteres i de klare vandløb, og alt ser ud til at være renset og klar til den næste ceremoni. Manden i kasketten gik også videre mod rådhuset, hvor han skulle giftes, mens kvinderne stod i en lille kø ved ægteskabskontoret.
Jeg tror aldrig, jeg når min egen bryllupsdag, sagde Mariane med et lille smil.
Hvem taler du til? svarede den unge mand.
Jeg taler til dig, unge mand. Jeg har en søn, som er en god dreng, men han vil ikke danne familie. Det er skræmmende at leve alene. forklarede hun.
Manden rystede på hovedet og sagde:
I dag er alting anderledes. Man skal først arbejde, så kan man tænke på familie.
Mariane trak på smilebåndet og sagde, at hun byggede huse, men kærlighed var noget andet. Hun så på den unge brud, der var sølvglinsende og smilende, og sagde:
Huset er bygget af mursten, men familien er lavet af kærlighed.
Manden i kasketten blev rød i hovedet, men han sagde, at han havde fundet sin egen lykke med en kvinde, der var som en vandnymfe.
Signe og Søren gik hen til sin lille kirke, hvor de så på deres barn, der skulle døbes. De vidste, at alt ville blive godt.
Det er mærkeligt, hvordan tiden flyder som en stille å i foråret, men hvordan minderne om den dag forbliver klare, som om de er indgraveret i de gamle mursten i København. Jeg husker stadig, hvordan vi så på hinanden, smilede, og troede på, at livet ville fortsætte, at kærligheden ville beskytte os, at selv en lille dreng kunne finde en engel i en fremmed mand. Sådan var vores liv, og sådan vil det altid være i hjertet af denne gamle by.
