Det er helt vildt, hvad der skete i dag på gaden i København. Vinteren er lige ved at smutte, og man kan endelig mærke den første varme sol på foråret, så snavset på fortovene bliver skyllet væk af vandet, der løber ned i små bække som sølvtråde. Hverken grå regn eller slask kan holde os tilbage, så folk strømmer ud af de blå, grønne og hvide busser med deres hatte og tørklæder, som om de lige har fået lov til at gå ud i solen.
Der smuttede en lille gruppe af kvinder i lange kjoler ud af en minibus en smuk Astrid i en lyseblå kjole, en grønklædt Signe, og en hvidklædt Mette. De havde tørklæder over ansigterne, og mændene gik i stramme jakkesæt med polerede sko, som om de skulle på en forretningsmiddag.
Fra en anden bil steg en rolig, fokuseret kvinde ud hun hed Karen. Hun så ud til at have en plan, men også en smule nervøsitet i blikket.
“Freja, du kan da ikke gøre det alene!” råbte hendes mand, Christian, mens han løb hen til hende. “Vent lidt, så hjælper jeg dig!”
“Hold nu op, Christian. Peter ligger og sover. Jeg vil ikke skræmme ham væk,” sagde Astrid i en hvisken, mens hun rystede på hovedet. Hun havde aldrig selv holdt en baby før, og nu var hun bange for, at lille Peter skulle blive bange og skrige, ligesom dengang de badede ham i badekarret for en uge siden, og han så ud som om han ville gå i stykker. Det måtte kalde på lægen.
Den erfarne børnelæge, dr. Marianne Jensen, trådte ind i rummet med en rolig, næsten stoisk fremtoning. Hun gik ind i stuen, hvor den lille mor holdt den vridende baby i armene og hostede let.
“Leg den ned,” sagde Marianne blidt.
“Hvad sagde du?” spurgte Astrid forvirret, mens hun gik rundt i cirkler.
“Leg babyen ned, du ryster den som en rangle! Du får vist knoglerne i hovedet til at blande sig!” svarede Marianne skarpt, men med et lille smil i stemmen.
“Åh Gud!” udbrød Astrid, mens hun kiggede panisk på sin mand.
Christian grinede til sit eget forsvar. Selvom han selv stadig følte sig som et barn, havde han netop fået sin første søn, og ingen af dem vidste rigtig, hvordan man skulle klare det.
“Kom nu, læg ham ned, du lille krudt,” sagde Marianne, mens hun forsøgte at berolige dem alle.
Christian rejsede sig stolt, som om han havde vundet en pris. “Se, den ligner far!” sagde han, mens han kiggede på den lille dreng.
Marianne fortsatte: “Du har en lille, bred pande. Måske er han bare fuld af tanker!” Hun så på den lille dreng og sagde: “Hvorfor står du bare der og stirrer ud af vinduet, far? Har du tænkt dig at holde varmen for ham?”
Christian smækkede hurtigst muligt på vinduet. “Doktor, hvad er galt med ham? Han har aldrig så meget energi før,” mumlede Astrid næsten i tårer.
“Du burde have fået en lille pigebarn! Det ville have været nemmere,” svarede Christian spøgende, mens han vendte sig mod sin kone.
Marianne trak på skuldrene: “Det kan være, han har kolik. Jeg vil skrive en recept. Lad mig bare rolig ryste ham,” sagde hun, mens hun forsøgte at berolige den lille mor.
“Vi er imod sutteflasker!” sagde Christian fast, mens han så på den lille dreng.
“Mod hvad?” spurgte Marianne, som om hun bare gik videre i samtalen.
“Vi vil have ham til at spise uden sutteflaske. Den er så hård ved ham!” svarede Astrid, mens hun rystede på hovedet og overgav Peter til sin mand.
“Kom nu, lad os gå og få noget te,” sagde Marianne med et grin. “Vi har brug for kaffe også!”
Hun tog Astrid i armen og gik ud i køkkenet, hvor det var mørkt og køligt, men duften af nybrygget kaffe fyldte rummet. “Der er en kedel, sukker, så lad os lave te og måske noget småkager,” sagde hun, mens hun kiggede rundt.
Astrid lagde to kopper på bordet. “Hvad mener du med ‘sådan’?” spurgte Marianne, mens hun så på den unge mor.
Astrid rystede på hovedet. “Vi har ikke gjort noget forkert. Vi prøver bare at klare det så menneskeligt som muligt,” sagde hun og rystede på skuldrene.
Marianne nikkede. “Bøger er gode, men internettet hjælper også. Du har et rent hjerte, en ren babylejlighed, og barnet ser sundt ud. Drik noget varm te, mens du har tid,” sagde hun og rakte en kop te til Astrid.
Astrid begyndte at græde. “Jeg er så træt. Jeg vil sove. Peter spiser meget, men han vil ikke have våde bleer, og jeg har ingen energi længere… Jeg kan ikke klare det, jeg har eksamener, jeg har tre flere at bestå…” sagde hun mellem tårerne.
Marianne så bekymret på hende. “Er der nogen, der kan hjælpe dig? Har du familie?” spurgte hun, mens hun trykkede på sin tablet.
“Ja, men svigersøren bor langt væk, og mine forældre var imod vores ægteskab. De synes, vi skal have mere tid til at stabilisere vores liv først. Så nu er jeg helt alene,” svarede Astrid, mens hun drak teen.
“Du er skyldig, fordi du er blevet mor, men du har også fået en gave en lille dreng, der vejer fire kilo og seks hundrede gram,” sagde Marianne med et smil. “Spis noget, så du får energi.”
Astrid slog ud i latter og sagde: “Det er så pinligt, at jeg har fået sådan en gave. Hvad gør jeg nu?” Marianne trak på skuldrene og sagde: “Spis, så du kan falde i søvn. Din dreng vil sove, når han er mæt.”
Astrid spiste hurtigt en frikadelle, drak te med æblemos, som Christian havde købt på et lokalt bageri, og lagde sig på køkkenstolen. Hun forsøgte at lægge et tæppe over sig, men kunne ikke nå det. Hun faldt i søvn med hovedet på et lille bord.
Alt dette føltes som i går. Nu står Astrid i en lys cremefarvet kjole og små, flade sko ved siden af kirken på Nørrebro. I dag skal Peter døbes, og hun er både spændt og bange.
“Kom nu, min lille dreng! Åh, du er så sød,” siger Christian, mens han går hen til de andre gæster.
Snart vil de gå ind i kirken, hvor dåben finder sted. Peter vil våge et par tårer, men så vil hans blå øjne åbne sig, og han vil kigge op på de malede helgener på loftet. Gæsterne vil smile, og hans gudmor, en ung veninde ved navn Liva, vil nikke.
“Peter er en stærk knold,” hvisker Liva til Astrid. “Godt gået, I!”
Marianne Jensen træder forsigtigt gennem de jernlåste porte til kirkens gård og krydser sig. Hun ved, at kun Gud eller en anden høj magt kan hjælpe i sådanne øjeblikke.
“Kan du fjerne din kasket? Det er et kirkeområde,” siger hun til en ung mand i en hættetrøje, der kigger skeptisk på korset.
Manden trækker modvilligt sin kasket af, og Marianne ryster på hovedet, som om hun siger, at de gamle traditioner er væk.
“Tak, unge mand,” mumler hun, mens hun ser på den lille dreng, der nu bliver døbt.
Den unge mand svarer tørt: “Det er bare en dåb. Det gør bare en smule smerte.” Marianne ryster på hovedet igen.
“Vi skal døbe ham, så alt bliver bedre for Sashka,” siger hun højere, mens hun ser på den ældre par, der husker, da hun selv fødte sin søn.
Historien fortsætter med, at Sashka, nu en ung mand, bliver kaldt ind af en kollega, der fortæller, at hans søn har feber. Pludselig er alle i panik, men lægerne, der bruger nåle og medicin, prøver at redde ham.
En sygeplejerske ved navn Vera, som har arbejdet som jordbundsarbejder på en gård, træder ind og siger: “Han vil blive en fodboldfan!” og smiler, mens hun går videre.
Til sidst, på kirkens indre gård, ser Marianne ud over de bærende forældre, Astrid og Christian, og hun smiler. Hun ved, at deres lille dreng vil vokse op i et stærkt og kærligt miljø.
Hun retter sit tørklæde, går op ad gaden, og solens reflekterende lys på vandet gør alt så rent og klar til forårets ceremoni. Den unge mand med den afklædte hovedkasket går også videre mod rådhuset, hvor bryllupsparrene venter. De stopper et øjeblik, ser på hinanden, og Marianes stemme afslutter med: “Kærlighed og familie er det, der betyder mest. Alt vil blive godt.”
