Født og opvokset på landet, havde Frank et venligt og høfligt væsen som om han havde været lavet af morgenrøde og rugbrød. Da han fyldte 18, besluttede han sig for at forlade landsbyen og tage til København på jagt efter sin fremtid, selvom hans familie forsøgte at holde ham tilbage, som hvis en flaske med havregrød blev glemt på bordet. De mente han kunne finde arbejde hjemme, men Frank var stædig som en gammel jysk traktor og lod sig ikke påvirke af deres bekymringer.
Hans mor, der havde opdraget ham alene efter farens tidlige død, stod modvilligt med et par hjemmestrikkede sokker og ville helst ikke lade ham tage af sted. Frank kastede sig ud i studierne og blev en uddannet automekaniker skruer, dæk og kobbertråd dansede gennem hans fingre. De fleste af hans indtjente kroner danske selvfølgelig sendte han hjem, så hans mor kunne købe nye stueplanter. Han giftede sig, men ægteskabet døde ud som sommerregn efter fem år, da hans kone ikke var tilfreds med deres økonomiske situation. På trods af dette var Frank stadig populær blandt venner og familie.
Men bylivet passede aldrig rigtig til Frank; det føltes som at forsøge at koge suppe på en sten. Han blev træt af, at alle problemer tilsyneladende kun kunne løses med penge dansk mønt, som rullede gennem byens gader. Han længtes efter et enklere liv, hvor der var mening mellem de gamle bindingsværk og bøgetræer.
Hver gang han talte med sin mor over telefonen, fra Vesterbro til landsbyens kringlede veje, foreslog hun, at han burde vende tilbage der var masser af arbejde, og måske kunne han finde lykken med deres fælles veninde, Mette. Frank havde faktisk følelser for Mette, selvom hans anden kone, også fra storbyen, havde forladt ham på grund af pengemangel. Det var som om storbyen sugede folk tørre.
Da Frank fyldte 40, vendte han hjem til landsbyen som indhyllet i disede morgendrømme og fik et job på et savværk. Forandringen bragte ham en ubeskrivelig lykke, som om han endelig kunne huske, hvordan græsset smager under barfodede fødder. Livet i det lille samfund, hvor folk hjælper hinanden og har tillid til naboen, gav endelig mening. Frank mødte Mette igen, de blev gift i landsbykirken og fik kort tid efter en lille pige hun blev opkaldt efter en gammel dansk forårsgudinde, og hendes latter lød som regn på vindueskarmen.
Det vigtigste var, at Franks beslutning om at vende hjem fyldte hans mors hjerte med glæde hun strikkede endnu et par sokker til ham, denne gang af regnbuefarvet garn. Han forstod nu virkelig den gamle danske talemåde: Hvor der er mennesker, er der gevinst. I hans nye liv, omgivet af landsbyens varme og fælles støtte, fandt Frank en ægte tilfredsstillelse og en form for mening, som kun findes i en drøm, hvor alt er både mærkeligt og på sin plads.
