3. april
I nat blev min søvn brat afbrudt af telefonen. Det var mor. Datter, der er brand, huset brænder hendes stemme skælvede, og jeg kunne høre knitren og råb bagved. Så var jeg lysvågen.
Mors hus ligger ca. 15 kilometer udenfor Aarhus, stort og gammelt. Byen vokser, landsbyen bliver slugt, det hele gror sammen. Jeg prøvede at huske præcis, hvor gammelt det hus egentlig er… eller var.
Det var oldefar, der byggede det, farfars far. Min farfar byggede en ekstra etage til om sommeren, senere blev den vinterisoleret. Huset blev bredere over årene, og sæsonen sluttede altid med endnu en tilbygning, som da værkstedet blev lavet. Selv om det så solidt ud, vidste vi, det kun var skindet, der bedrog. Det var råkoldt om vinteren og fugtigt om sommeren.
Det var begyndt at rådne og skrumple; det skete lydløst, men man vidste det. Vi burde nok have revet det ned, men mor ville bare renovere. Hun bestemte hun var enke, hun ejede huset.
Pengene rækker kun til renovering, ikke til nybyg, indvendte hun.
Mor, hvorfor har du egentlig brug for et så stort hus? Et lille nyt kunne du nemt få råd til, og du ville få mere plads til dine blomster, prøvede jeg at forklare.
Kirstine, du forstår det ikke, sagde min bror Poul altid. Det er vores fædrene gård, familiearv. Bygger vi det op, står det skarpt igen.
Poul og mor bakkede altid hinanden op. Mine råd blev affejet, selvom de var bedst ikke kun i denne sag.
Jeg havde opgivet. Hver gang Pouls planer gik i vasken, støttet af mors penge, trak jeg bare på skuldrene deres valg.
Vil I lave renovering, så gør det.
Datter, vi får måske brug for lidt hjælp, hvis nu pengene ikke rækker. Jeg solgte lejligheden, som faster arvede hvad skal vi også med den helt ovre i København?
Du solgte lejligheden i København for at renovere det her? For de penge kunne du bygge tre nye!
Det var kun halvdelen, der var min. Nevøen fik resten.
Så du tvang ham til at sælge smed din nevø ud?
Slet ikke, han købte min andel ud. Jeg fik lidt mindre end jeg burde, men sådan blev det.
Mor! Du mangler ikke noget vi mangler ikke noget. Du kunne bare have givet ham din del.
Og forære den væk? Jeg har jo også min egen familie.
Måske har du ret. Gør, hvad I vil. Hvis I ikke behøver mig, smutter jeg hjem.
En måned efter ringede telefonen igen midt om natten. Huset brændte ned. Da jeg og min mand, Mikkel, kom derud, var alt væk.
Kirstine, vi kunne lade din mor bo i én af vores lejligheder. Ét-værelses på Trøjborg beboerne er lige flyttet ud.
Jeg har tænkt på det, men det er jo din lejlighed.
Kirstine, alt er vores fælles. Din mor har brug for hjælp. Vi tjener mindre på udlejning, men det går nok, vi har to lejligheder mere, og bor selv i den tredje.
Mor flyttede ind. Mikkel og jeg købte, hvad hun manglede. En dag kørte jeg uanmeldt forbi med varer og et besøg. I lejligheden fandt jeg mors gamle tv det, vi havde givet hende til fødselsdag. Og det duftede af kaffe fra den maskine, jeg troede var brændt.
Mor, jeg troede alt gik op i flammer? Dit tv? Din kaffemaskine?
Tror du, jeg har stjålet det? Alt blev flyttet ud før renovering. Huset blev tømt, der var kun murene tilbage. Der var forsikring, så jeg sagde bare, at alt var væk. Hvad er der? Poul har møblerne!
Poul? Har han købt ny lejlighed? Hvordan…
Jeg ved det ikke! Han købte, spurgte ikke nærmere.
Jeg forstod, at mor skjulte sandheden. Hun fortalte mig ikke alt, men hun havde altid gjort lidt mere for Poul hendes evige uheldige søn, som altid blev snydt. Men i bund og grund har jeg altid været den, der følte sig snydt. Jeg er sikker på, der er en bagtanke her.
Hvad vil du så med tomten? Grunden er god, du fik rimeligt fra forsikringen?
Alt er væk, intet værd at redde. Jeg sælger jorden, har et tag over hovedet. Godt, at min datter har styr på livet, sådan var det ikke for min stakkels søn, han drukner i gæld…
Vil du ikke hellere købe din egen lejlighed nu?
Hvad med denne? Vil du smide mig ud?
Det er Mikkels lejlighed.
I klarer jer.
Måske skulle vi genopbygge huset fine nye hjem skyder jo op overalt her.
Nej, jeg har besluttet mig. Grunden sælges. Der var alligevel tradition for, at huset gik i arv til sønnerne, og Poul vil jo bo i byen.
Jeg argumenterer ikke mere.
Mikkel, mor vil sælge grunden.
Hendes valg, men jeg ville godt bygge et hus dér. God placering. Din far elskede den gamle lind.
Jeg savnede også træet, da det døde. Måske burde vi bygge selv?
Det ville være en drøm. Børnene vil elske det, og en dag tager de deres egne børn med.
Nu stikker det af for dig…
Lad nu også din mor bo der, når vi bygger.
Men det er hendes grund; hvis vi vil undgå fortrydelse, må vi købe. Det skal være lovligt, mor kan ikke fortryde du ved hvordan min bror er.
Jeg klarer forhandlingen hun sætter den nok til salg snart. Måske skulle vi bare spørge hende direkte?
Nej, hun snakker udenom.
Så køber vi den bare…
Hvorfor kom I ikke til mig først?
Mor, du har brug for pengene. Nu kan du købe en god lejlighed.
Mor sagde intet, trak tiden ud med at købe noget til sig selv.
Mikkel og jeg byggede huset. Vi brugte alt opsparet og tog lån. Ingen problemer, vi klarede ydelsen let nok løn og udlejning gav jo et godt grundlag.
Da vi flyttede ind, fik vi lejet den tredje lejlighed ud. Mor købte aldrig noget, gav pengene til Poul, han kæmpede stadig med gæld og mislykket boligkøb.
Forsikringen udeblev, da det kom frem, branden ikke var en ulykke, tingene var fjernet set, huset antændt med vilje. Resultatet blev ikke, som mor havde håbet.
Hun kom på besøg.
I har det rart her, stort og lyst. Hos Poul er det trangt. Børnene vokser, der er kun to værelser.
Jeg sagde det, da de købte den.
Og det her hus hvorfor sagde jeg nej til nyt?
Mor, jeg tilbød dig det før branden. Så havde det måske ikke været sådan, men huset ville have været komfortabelt nok og du kunne have fået hjælp.
Du sagde det, og nu siger jeg: I skal flytte tilbage til byen. Jeg vil have lejligheden igen og flytte herud, måske kan Poul bo her med mig. Huset skal gå i arv til ham.
Er det alvor? Vi byggede men Poul skal arve? Hvis huset ikke var brændt, havde han bare solgt det!
Det er hans ret. Sådan har det altid været, ask og ærbar.
Huset var 80 år gammelt, altid er et stort ord.
Lad os ikke diskutere det. Hvornår bytter vi?
Bytte? Vores hus for lejligheden? Mor, vi har kun meldt dig ind på lejekontrakten, ikke andet. Vi kunne have ladet være.
Jeg forstår godt, du aldrig får noget ud af det alt går til Poul, også pengene for lejligheden i København, hvis forsikringen var gået igennem. Alt fra far, opsparing, bil alt til ham. Han er uheldig, og jeg er rig? Alt dette har Mikkel og jeg selv arbejdet for!
Han kan bare ikke undgå at blive snydt!
Jeg har altid følt mig snydt, intet andet. Huset og jorden er vores, og Poul er ikke involveret. Du er velkommen som gæst.
En dag besøgte min fætter, Anders, os. Han boede i København.
Jeg skulle lige se, hvordan det gik med alle de fattige slægtninge tante sagde, der var knas med pengene. Men de her rammer… de fejler intet!
Mor sagde det? Selvfølgelig…
Jeg måtte selv låne til hus har først lige betalt banken tilbage. Til dig, Kirstine, har jeg øreringene med fra mor. Hun bad mig give dem til dig.
De andre ting?
Allerede til begravelsen sagde tante, at alt guld var hendes. Jeg snuppede kassen før hun kunne finde den.
Jeg troede ikke på hende dengang, men nu kommer de. Disse øreringe er til dig det har mor insisteret på.
Godt du gemte dem. Ellers var det også røget til Poul vi andre arbejder, han får bare fra mor!
Du skal bare beholde dem, sælg dem hvis du har brug for penge. Tante talte ikke sandt den gang.
Er du sikker? Fortæl!
Jeg forklarer…
Mor kommer sjældent på besøg nu, dårlige ben. Poul bliver snydt af alle, men mest af sig selv. Mikkel og jeg har det godt børnene trives, Anders besøger ofte. Livet går videre, og vi smeder hver især vores lykke, som vi nu kan.
