Dagbog, 10. marts
Jeg føler mig snydt ikke bare for noget materielt, men for en følelse af retfærdighed. Min bror alle føjer ham, og alligevel er det altid mig, der sidder tilbage med en bitter smag i munden.
Telefonen ringede midt om natten.
Datter, der er brand. Vi brænder!
Mor græd, og jeg kunne høre knitren og råb bag hendes stemme.
Søvnen var væk på et øjeblik.
Min mors hus lå rundt 15 kilometer fra Aarhus, stort, men gammelt. Forstaden voksede stadig, villavejene blev længere, byen groede udefra og ind. Jeg tænkte på, hvor mange år det hus egentlig havde på bagen havde.
Vi havde boet der i generationer. Farfars far byggede det, så byggede farfar en overetage til, moderniserede, byggede en veranda på, og til sidst blev det varmt nok til at leve i året rundt. Udvendigt så det solidt ud, men man blev snydt. Om vinteren frøs man, om sommeren kunne man næsten mærke fugten kravle op af væggene.
Det rådnede. Tydeligt, men stille. Alle indså det vel. Det burde rives ned, men mor stod fast: der skulle renoveres. Hun var husets frue, far var død det var hendes beslutning.
Jeg har kun penge til at renovere, ikke bygge nyt, sagde hun.
Mor, hvorfor har du brug for så stort et hus? Du kan få rigtig gode, mindre steder nu til rimelige priser. Og plads til blomsterbedet, du ikke kan undvære jeg prøvede at tale hende til fornuft.
Men straks blandede min bror, Mads, sig:
Du forstår det ikke, Karen det her er vores slægtshjem, det hus rummer hele familiens historie. Alt skal bevares. Kraftig renovering så er det så godt som nyt.
Han var altid på mors side. Og hun beskyttede ham, som om han stadig var et lille barn. Mine forslag blev altid afvist, selvom det ville være bedst for os alle.
Efterhånden havde jeg lært det. Da endnu et projekt for Mads gik galt, mens mor bakkede op, kunne jeg bare trække på skuldrene. De ville selv sådan.
Hvis I vil renovere, så gør det da.
Men, skat, vi har brug for din hjælp. Bare lidt, hvis vi nu mangler. Jeg har lidt penge solgte lejligheden din moster efterlod os i København. Hvorfor skulle jeg beholde den, så langt væk?
Mor, har du virkelig solgt lejligheden i København bare for at reparere huset her? For de penge kunne du bygge helt nyt.
Jeg havde kun halvdelen, resten fik hendes søn. Det var ikke nok. Han købte mig ud, og jeg var færdig med det.
Men han boede der du pressede ham ud.
Nej, han købte bare min andel. Jeg fik ikke meget ud af det, men det var dét.
Nå. Du bestemmer. Hvis I ikke har brug for mig, må jeg hellere tage hjem.
En måned senere kom endnu et opkald midt om natten. Brand. Huset flammede op. Jeg og min mand Jesper ankom til et sodet tomrum. Der var intet at redde.
Karen, vi kan lade din mor bo i vores etværelses på Vestergade. Den står tom lige nu.
Det vil jeg gerne, men det er jo din lejlighed.
Karen, vi ejer dem sammen. Din mor skal have hjælp. Vi mister lidt i lejeindtægt, men vi har stadig to, og bor selv i den tredje.
Vi flyttede mor ind, hjalp hende med det nødvendige. En dag, hvor jeg kom forbi uanmeldt med lidt mad, stod der pludselig et fjernsyn, som jeg genkendte fra hendes gamle stue. Og duften af kaffe fra hendes kaffemaskine.
Mor, sagde du ikke alt var gået tabt i branden? Det her fjernsyn gav vi dig i fødselsdagsgave. Og kaffemaskinen er også her.
Synes du, jeg har taget det? Vi hentede alt ud af huset inden renoveringen. Inden forsikringsmanden kom, var kun murene tilbage. Muligvis sagde jeg noget andet, men der var jo forsikring.
Hvor er møblerne?
Hos Mads. Han har jo lige købt lejlighed og mangler stadig møbler.
Han har købt lejlighed? Hvordan har han haft råd til det?
Det ved jeg ikke har aldrig spurgt.
Jeg kunne mærke, mor skjulte noget. Jeg fik altid kun halve svar. Hele mit liv havde hun favoriseret Mads.
Han havde sjældent held med noget, han følte sig altid forbigået. Men det var altid mig, der følte mig snydt. Der var trick her, jeg vidste det bare.
Hvad vil du gøre med grunden? Det er et godt sted, du har jo forsikringen og måske råd til nyt hus alt er muligt.
Der er ikke noget at bygge på. Jeg sælger jorden. Jeg er glad for, at min datter har penge. Din bror, derimod, har kun gæld og uheld
Vil du ikke købe lejlighed for pengene i stedet?
Og hvad med den her? Vil du smide din egen mor ud?
Den her er Jespers.
I har nok. Jeg klarer mig.
Vi kunne bygge et nyt og moderne hus i stedet, ligesom hos alle naboerne.
Nej, mit valg er truffet. Jeg sælger. Det skal ikke gå videre traditionen for huset gik altid til manden i familien, og Mads vil ikke have noget med landet at gøre. Han vil kun bo i byen.
Efter lidt diskussion var det bedst at lade være.
Jesper, mor vil sælge grunden.
Det ville jeg aldrig gøre, jeg kunne godt tænke mig at bygge der. Din far elskede at sidde under lindetræet.
Jeg blev også trist, da det døde. Måske var det et tegn. Skulle vi ikke overveje at bygge noget sammen på grunden, som vi altid har drømt om?
Det vil jeg. Lad børnene få en have at lege i, måske endda til deres egne børn en dag.
Det lyder til at blive stort, Jesper.
Din mor kan bo der sammen med os. Men vi skal købe grunden ellers vil vi fortryde.
Det SKAL købes ellers ender det galt med Mads i historien.
Jeg tager mig af det, hun sætter den nok snart til salg.
Spørg hende ikke direkte hun smutter udenom.
Til sidst, under et besøg, nævnte jeg det.
Mor, du mangler jo penge nu kan du købe en rigtig god lejlighed for dig selv.
Hun svarede ikke rigtig. Købte aldrig en bolig. Gav i stedet pengene til Mads, som rodede det hele væk i dårlige investeringer og lån. Forsikringen kom aldrig, fordi branden blev klassificeret som påsat, og politiet snusede rundt.
Hun boede stadig til leje hos os.
Senere en dag, da hun sad i vores nye hus, sukkede hun:
Hvor har I fået det dejligt, men hos Mads er der trangt, ungerne savner plads.
Jeg sagde det jo, de skulle have købt et større sted. Det her hus kunne have været dit, hvis du havde villet fornuften. Du ville ikke, mor.
Jeg tilbyder jer at bytte, Karen. Jeres gamle lejlighed for det her hus. Så flytter jeg hertil, og måske vil Mads bo med mig. Der har altid været tradition for, at huset gik i arv til sønnen.
Vil du bytte vores hus, vi har bygget med egne hænder og penge, til en lejlighed? Vi har kun registeret dig på adressen for din trygheds skyld. Alting går til Mads alligevel du har jo givet ham alt: pengene, det arvede, bilen. Vi har sparet op, betalt afdrag, arbejdet hårdt. Men Mads, alt får han serveret.
Han har bare haft uheld, det er synd for ham, sagde hun.
Det er altid mig, der bliver snydt, mor, aldrig ham. Men grunden er vores, huset er vores, det hele er købt ærligt og betalt af os. Mads får ikke noget her, men du er altid velkommen på besøg.
Engang kom min fætter Henrik, fra København, forbi.
Moster påstod, I næsten ikke havde til dagen og vejen herude. Hun bad mig tage smykkerne med til dig; hun havde insisteret på at få dem, men min mor gemte sit. Det skulle du have.
Hun havde aldrig tænkt sig at give slip på det det ville bare være gået til Mads, som altid. Men det er mig, der får at vide, jeg er glemt.
Behold det, Karen. Du fortjener mindst det.
Jeg føler, at livet har lært mig at kæmpe for det, jeg tror på og at retfærdighed ikke altid lander, hvor den burde. Mads spiller stadig offer, og mor besøger os sjældent nu, hendes ben gør ondt, og byen passer hende bedre.
Jeg har Jesper, ungerne, Henrik som gerne kommer forbi; her er der trygt og rart. Livet går videre, og alle må smede sin egen lykke, som man bedst kan.
