Alle kneb gælder Familien samles i fuldt tal. Anledningen er, som altid, penge – men det pakkes pænt ind som en hyggelig familiefrokost. Lise, datter af gamle Tove og mor til Emma og Anders, roder med mormors gamle klude, dem hun plejede at gemme penge i… Nu kan mormor ikke længere styre sine penge, hun husker intet og genkender ingen. Men Lise lægger stadig mormors pension i de samme klude, som man altid har gjort. – Sådan! – sukker Lise til familien. – Nu er de væk igen. Ti tusind kroner, mindst. Jeg kan ikke tage fejl, jeg har selv talt dem! Hvor bliver de af? Mor, kan du huske, hvor meget der lå? Gamle Tove drejer sig… men ikke mod datteren, men mod sit afdøde mands portræt. – Åh, Poul… Hvor er her dog hyggeligt… – Hun kigger på barnebarnet Julie. – Og du, lille ven, lad nu være med at spise mine karameller, de er til gæsterne… Hvor er Anders? I skole? Lise samler de mange tusindkronesedler sammen. Moren ved selvfølgelig ikke, hvor meget der skulle have ligget. Men Lise er sikker – nogen stjæler. En gal tanke, for det er jo kun familien, der kommer i huset, men nogen stjæler! Og hvem? Fra en gammel dame… Så ankommer Anders, ham som mormor lige nævnte. – Nå, hvad sidder I her for, som til en begravelse? – spørger han og lægger bilnøglerne fra sig. Lise, hans mor, snøfter: – Anders, det er slemt – pengene! Mormors penge er væk igen… Jeg har selv lagt hendes pension i det her skab i flere måneder. Nogen tager dem! Anders sender de tilstedeværende et skeptisk blik – hans mor stoler på alle, men Anders stoler på ingen. – Pengene, siger du? Forsvundet? – Anders kniber øjnene sammen. – Jeg ved da godt, hvor de er! Han går ud i gangen og henter Julies stribede sportstaske. Inden nogen når at reagere, åbner Anders lynlåsen og hælder alt indholdet ud på den gamle voksdug på bordet – til stor begejstring for sin mor og alles overraskelse. Ud falder læbestift, nøgler, spejl – og… penge. Mange penge. En bunke krøllede, men genkendelige sedler. Fem tusinde fordelt på halvtredsere. – Se! – råber Anders og holder en seddel op. – Da jeg kom, tabte hun tasken. Da jeg skulle samle den op – røg pengene ud! Halvtredsere – og så velkendte halvtredsere! Faster Hanne, som havde tygget sin salat uden at blinke, synker forkert og begynder at hoste. Der er en fin, næsten usynlig kuglepensstreg på hver seddel. – Kan I huske, – fortsætter Anders, – sidste måned, da mor talte pengene, tegnede Mikkel med kuglepen på dem? Præcis de her halvtredsere fra mormors pension. Alle kigger på Julie. Julie, der sad som forstenet, stivner. – Anders, hvad har du gang i? – Mig? – Anders lader forarget. – Jeg gjorde ingenting! Jeg sagde: tasken faldt, og ud røg pengene. Meget velkendte penge! Julie forstår, det er nyt­teløst at kaste sig over Anders – hun må forsvare sig selv. – Det var ikke mig! – Julie rejser sig hidsigt. Selv mormor vender sig om ved lyden. – Hvad larmer I for? – spørger gamle Tove. – Hvor er mine tøfler? Alles øjne er på vid gab. – Julie, skat, – Lise rejser sig – hvordan kunne du? Hvorfor? Du har jo arbejde, jeg hjælper dig… Hvordan kan du stjæle fra din egen mormor? – Mor, det var ikke mig! Jeg har ikke taget noget! – Hvem så? – skærer Anders, – Det er kun dig, der altid passer mormor og har adgang til gemmestederne. Mor har også adgang, men det kunne hun aldrig finde på. Så er der kun dig. Julie træder nervøst tilbage, som om de vil overdøve hende. – Jeg sværger, jeg har ikke rørt noget! Julie søger sin mors blik, i håb om bare én, der tror på hende. Men Lise ser på hende som på en fremmed. – Du lyver, – hvisker Lise, – hvordan kunne du… – Jeg elsker mormor! – græder Julie – jeg kom jo bare for at hjælpe hende! Jeg har ikke taget noget! Men logikken var imod hende. Sedlerne lå i hendes taske. Ingen andre var mistænkte. – Så, jeg tror, den sag er klar, – siger Anders endeligt – Synd, Julie. Du kunne bare have spurgt, så havde vi hjulpet dig. Men stjæle fra din hjælpeløse mormor… Ingen forventede det af dig. Den aften blev Julie sendt ud – og alt vendte for hende. Ingen forstod, ingen ville høre hendes forklaring. Efter noget tid bad Lise resten af familien være blidere, men… – Hun skal ikke komme her, Lise, – hvæsede faster Hanne i telefonen, når Lise prøvede at tage sagen op – Tænk, hvilket skam! Mor husker nok ikke noget, men hvor ville det gøre ondt, hvis hun vidste, hvad Julie er blevet til… Lise lyttede. Hun talte næsten ikke med datteren mere. Når Julie ringede, fik hun kun korte svar: travlt, senere, ikke nu. Julie kæmpede. Ringede fra skjulte numre, men hver gang de opdagede det var hende, lagde de røret på. Hun begyndte sin egen efterforskning, men det lykkedes ikke – ingen ville tale eller lukke hende ind til mormor. Til sidst lykkedes det at få fat i moren. – Mor, for Guds skyld, jeg ved det lyder som en undskyldning, men jeg sværger – det var ikke mig! Hvorfor tror du ikke på mig? For Lise var det svært, det var trods alt datteren. – Julie… det gør mig også ondt. Men pengene var hos dig. Og vi skal ikke tale om det mere. Hvis bare jeg havde set det, kunne vi have glemt det – men familien glemmer dig ikke. Det er svært for mig også. Mormor har gjort så meget for dig. – Men jeg er uskyldig! Måske faldt de ud tidligere? Af en anden taske? Måske tog en anden dem… – Stop nu! – afbrød moren. – Du er min datter, jeg vil gerne tro dig, men fakta! Fakta siger, du stjal! Med det slamrede Lise døren og efterlod Julie alene i kulden. Selv farvel til mormor måtte hun ikke sige… Men hun ventede til roen havde lagt sig og kørte op til mormors lejlighed, håbede at moren nu var der. Moren ville trods alt stadig gerne tale, om end sjældent. Måske kunne Julie trænge igennem nu? Men hun blev mødt af Anders. Han var høj, hun måtte kigge op for at få øjenkontakt. Måske var det egentlig bedst, at det var ham. – Anders, – bad Julie, – lad os snakke. Bare én gang til, tak. – Åh, Julie. Du vil stadig redde dit gode navn? Det er for sent. Bed om tilgivelse, måske tilgiver vi dig. Men Julie vil ikke undskylde for noget, hun ikke har gjort. – Nej. Jeg vil kende sandheden. Måske tog du fejl den dag? Måske faldt pengene ud af en anden taske? Eller en lomme? Prøv at huske… Pludselig bliver Anders’ blik iskoldt. – Tag fejl? Julie, er du virkelig så naiv? Selvfølgelig ved jeg, at du ikke stjal dem. Det var jo mig, der lagde dem i din taske. Hun bliver helt mørk for øjnene. – Hvad? – er det eneste, hun får fremstammet. – Ja. Sådan er det bare. – Hvorfor? – Julie fatter det ikke – hvorfor gjorde du det? For at fjerne dig som konkurrent. – Når det gælder arv, kære søster, er alle kneb tilladt. Mormor havde maks et halvt år tilbage, det kunne du selv se. Og lejligheden – den var allerede overdraget til mor for at undgå ballade med notarerne. Så opstod det næste problem: Mor er følsom. Hun ville give dig lejligheden. Julie forstår ingenting. – Men hvorfor? – Fordi, søde Julie, – siger han sarkastisk – du kom hver dag. Du lavede mad, gjorde rent, læste højt – også selvom mormor ikke forstod et ord. Slet og ret guldbarnebarnet. Det så mor – og hun ville belønne dig. Men jeg? Skulle jeg så ingenting have? Jeg er da også barnebarn! Derfor tog jeg kampen op. – Men det var ikke for lejligheden! – råber Julie, som bare bliver mere såret af hans ord – jeg gjorde det for mormor! Fordi jeg elskede hende! Han fniser. – Lad være med at spille skuespil, Julie. Vi er alle mennesker. Du spillede den gode – og jeg slog dig. 1:1. Julie er tavs, så Anders afslutter selv. – Og nu, – konkluderer han – er du en tyv. Mor vil aldrig vende mig ryggen, for jeg er den gode søn. Du er taberdatteren. Og lejligheden – den er min. Du kan ikke engang vise dig her uden et skænderi. – Sikke et svin du er, – siger Julie. – Det må jeg desværre indrømme. Nå, farvel søster. Arven er sikret. Han åbner døren for hende. Julie rører sig ikke. Hun kunne faktisk godt bruge lejligheden. Det er dyrt at leje, umuligt at købe. Men sandt – hun elskede virkelig mormor. Hun mindedes, hvordan gamle Tove, selv midt i forvirringen, engang nussede hende på kinden og sagde: ”Tak fordi du kom, min pige. Du er ligesom min Poul”. Nu kunne hun kun rense sit navn ved at bevise, at Anders løj. Men hvordan? Det kunne hun ikke. Hun forlod huset. Hun vidste, at om et år ville alle have glemt, hun aldrig var et dårligt menneske. De ville kun huske én ting: Julie stjal penge fra sin døende mormor. Anders havde allerede vundet. Og det fejrede han.