Alle hjælper til, men du skal åbenbart være noget helt særligt
Signe, hør, kunne I ikke komme forbi mig i dag? spurgte søsteren med en anelse håb i stemmen. Simon er taget til Jylland, og jeg keder mig med ungerne alene.
Signe gned sig over næseryggen, mens undskyldningerne fór gennem hovedet én efter én den ene mere tyndbenet end den anden. Arbejde kunne hun ikke bruge som påskud Anne ville ikke tro på det, det er jo lørdag. Hvis hun sagde, hun var for træt, ville det kun sætte gang i spørgsmål, gode råd og formaninger. Signe bed sig i læben og trak vejret dybt for at gøre sig klar til at svare.
Anne, det bliver desværre ikke i dag, Signe prøvede at lyde så ærgerlig som muligt. Freja har det ikke så godt, så vi bliver bare hjemme.
Der blev stille i røret så lød et tungt suk fra søsteren.
Åh, det var da synd, sagde Anne slæbende. De ville ellers kunne lege, mens vi sådan kunne sidde og snakke lidt…
Signe rullede med øjnene og glædede sig over, at Anne ikke kunne se hende. Ja, børnene ville lege Freja ville løbe halvt forvildet rundt for at holde styr på de små, mens de voksne sad over kaffe i køkkenet.
Ja, det er en skam, nikkede Signe. Men vi ringer, når hun er rask igen, det lover jeg.
Anne sukkede lidt mere, ønskede Freja god bedring og lagde på. Signe sænkede telefonen og kom til at smågrine for sig selv. Hele opkaldet havde taget fire minutter. Ikke ét ord om, hvordan Signe havde det, hvordan det gik på jobbet, hvordan humøret var. Anne havde bare ringet for at høre, om de ikke kom hun manglede gratis barnepige igen.
Freja stak hovedet ind i stuen. Hun sendte sin mor et undersøgende blik.
Var det tante Anne igen? spurgte Freja.
Signe nikkede og lagde telefonen. Datteren kom ind, satte sig tæt ved og trak benene op under sig. Hendes ansigt var et miks af irritation og lettelse.
Mor, jeg vil altså ikke hjem til dem igen, sagde Freja bestemt.
Signe hævede øjenbrynene og ventede. Freja bed sig i læben, samlede sig, og alt det, hun havde gået med, røg ud på én gang.
Hun får mig altid til at passe de små, Freja rynkede panden. Jeg skal løbe rundt, lege med dem og underholde dem. Og den ældste er fem! Jeg er altså ikke barnepige, mor.
Signe så på sin niårige datter og kunne ikke andet end smile. Allerede nu kunne Freja sætte ord på, hvad hun ikke ville finde sig i. Hun turde sige fra. Signe blev pludseligt stolt.
Bare rolig, sagde Signe og strøg sin datter over håret. Det bliver ikke sådan igen.
Freja smilede lettet og gik ind på sit værelse.
Signe blev siddende lidt i sine egne tanker og kiggede op i loftet. Ja, det var egentlig mærkeligt, som det hele var blevet i familien. Anne var fire år yngre end hende og havde fire børn! Signe rystede på hovedet. Hun kun den ene, Freja, som stadig ikke var helt voksen og stadig krævede al hendes tid, omsorg og kærlighed. Og Anne havde fire i én omgang.
Signe masserede tindingerne og lukkede øjnene. Anne havde altid ment, at hele verden skulle hjælpe med hendes børn først forældrene, Kirsten og Bent, så svigerforældrene, naboer, venner, fjerne familiemedlemmer. Hele netværket blev sat til at hjælpe, bare ikke Anne selv.
Signe trak smilende på skulderen. Hun havde fra starten tænkt helt anderledes. Kun hvis det brændte helt på, bad hun sin mor om pasning hvis hun var syg eller lå begravet i deadlines på arbejdet. Ellers klarede Signe det selv og det havde været hårdt i de første år. Men det gik jo. Og hendes pige var blevet både selvstændig, klog og viljestærk.
Men Anne blev bare mere og mere påtrængende for hvert år.
Signe trak på skuldrene, rejste sig og gik i gang med opvaskemaskinen i køkkenet. Nu havde hun i det mindste fået ro for søsteren for i dag en lille sejr. Resten af dagen ventede alle de almindelige lørdagsgøremål.
Ugen gik som altid i et virvar af arbejde, indkøb og husholdning. Fredag aften vibrerede telefonen med Annes navn på displayet. Signe trak vejret dybt og tog den.
Nå, hvordan har Freja det nu? lød Annes stemme med en sukkersød omsorg. Er hun rask igen?
Ja, hun har det fint, Signe lænede sig op ad væggen. Hun drøner rundt som altid.
Skønt! lød det glad. Så skal I altså næsten komme ud til os og blive weekenden over!
Signe rullede med øjnene. Det begyndte igen.
Det er så ensomt her, klynkede Anne. Børnene piver, og Simon er i Jylland.
Anne, det med overnatning går ikke, sagde Signe. Men jeg kan komme forbi lørdag formiddag et par timer.
Anne var stille i røret tydeligt skuffet. Med efter lidt tovtrækkeri gav hun sig.
Lørdag morgen var grå og småkold. Signe tog jakke på og gik ud alene. Turen til Annes rækkehus i Valby tog en halv time med bus og et kvarters gang.
Anne åbnede døren og kiggede straks forbi Signe ind i opgangen.
Hvor er Freja? spurgte hun og kneb øjnene sammen.
Freja er travlt optaget af lektier, Signe trådte ind. Hun har terminsprøve torsdag.
Anne så ud som om hun havde smagt på noget surt. Hun smækkede døren.
Din datter er blevet så tvær, sagde Anne og lagde armene over kors. Hun kommer aldrig mere, ringer ikke engang.
Signe hang jakken på knagen og hørte børnene larme fra stuen. Hun så sin søster direkte i øjnene.
Hun er træt af at være barnepige hjemme hos dig, sagde Signe roligt.
Anne blev rød i hovedet, øjnene lynede.
Det er da helt normalt! sagde Anne skarpt. De ældre hjælper de yngre!
Nej, svarede Signe fast. Ikke med andres børn.
Det er ikke andre! Anne hævede stemmen. Det er hendes fætre og kusiner!
Hun er kun ti, Anne. Hun er et barn, ikke en tjenestepige.
Anne gik tættere på, ansigtet stramt af vrede. Fra børneværelset kom gråd, men hun reagerede ikke.
Hun har bare godt af det! Anne slog ud med hånden. Hun skal lære at tage ansvar!
Hun har ikke brug for den slags læring! Signe hævede også stemmen. Hun har ingen søskende og det får hun ikke!
Netop! råbte Anne tilbage. Så kan hun øve sig på mine!
Signe trådte et skridt tilbage, rystet over det hun hørte. Anne gemte ikke engang sine motiver.
Kan du høre dig selv? spurgte Signe stille. Du prøver bare at udnytte min datter gratis!
Hvad så? Anne satte hænderne i siden. Jeg kan ikke mere alene!
Hvorfor fik du så fire børn? røg det ud af Signe, før hun nåede at stoppe sig selv.
Anne gispede og blev postkasserød.
Du har en næsten voksen datter, råbte Anne. Hun kunne godt komme og hjælpe hver anden dag!
Det var enden for Signe. Alt det opsparede slap løs.
Du er blevet ualmindeligt fræk, hvæste Signe. Du lægger altid ansvaret over på os andre.
Jeg beder bare om hjælp! Anne gav sig ikke.
Nej, du kræver, Signe greb jakken. Du tror hele verden skylder dig.
Forældrene hjælper da også! Anne stampede i gulvet. Svigermor hjælper! Men I to nægter!
Mor og far er ikke unge, Signe tog jakken på. De skal ikke være barnepiger for fire børn.
De vil gerne! Anne greb Signe i armen.
Signe rev sig fri og gik mod døren. Anne stod rød og skrigende i entreen.
Vi kommer ikke igen, Signe åbnede døren. Find dig en anden barnepige.
Signe gik ned ad trappen, uden at se sig tilbage. Hun ignorerede søsterens råb gennem døren.
Om aftenen ringede mobilen igen det var mor, Kirsten.
Signe, hvad har du dog gjort! morens stemme dirrede. Anne er ulykkelig! Du har gjort hende helt ude af den!
Mor, jeg sagde hende bare sandheden, Signe satte sig ned.
Hvilken sandhed? moren hævede stemmen. At du nægter at hjælpe din søster?
At hjælpe er én ting, at være slave noget helt andet, Signe kneb om telefonen.
Hun står alene med fire børn! Kirsten beklagede. Simon er jo aldrig hjemme! Det er hårdt for hende!
Det var hendes valg, mor. Ikke mit, ikke Frejas.
Freja kunne sagtens tage sig lidt af de små. Alle hjælper Anne, kun du mener du skal være speciel!
Nej, afbrød Signe. Min datter skal ikke være barnepige for andres børn.
De er ikke andre! råbte Kirsten næsten. Det er jo jeres familie!
Signe rejste sig og gik hen til vinduet. Udenfor blev det mørkt, gadelygterne tændtes i rækkefølge.
Hvis I vil bruge al jeres tid på Annes børn, sagde hun alvorligt. Så gør I bare det. Men jeg vil ikke.
Du er så egoistisk! moren skød tilbage.
Jeg har min egen familie, svarede Signe roligt. Min mand, min datter. Jeg lever ikke for Anne.
Hun lagde på og lod telefonen falde i sofaen, mens hun begravede ansigtet i hænderne.
Freja stillede sig bagved og lagde armene om sin mor. Hun trykkede sig ind til Signe og hvilede hovedet på hendes skulder.
Jeg hørte det hele, mor, sagde hun sagte.
Signe vendte sig, krammede Freja og indsnusede duften af hendes hår.
Alt det her gør jeg for dig, sagde Signe og aede hende. Og jeg bliver ved.
Freja smilede sødt og klemte moderens hånd.
Det ved jeg godt, mor, hviskede hun. Tak.
De stod længe sammen ved vinduet og kiggede ud på aftensolen over København. Et sted i byen sad Anne nok og beklagede sig for svigermor. Mor ringede sikkert rundt til resten af familien og talte om sin hjerteløse ældste datter. Men her, i denne varme lejlighed, herskede der ro og tryghed.
Signe havde truffet sit valg og hun ville ikke ombestemme sig. Om det så kostede forholdet til søster og mor. Freja var vigtigere. Hendes barndom, hendes frihed, hendes ret til bare at være et barn.
