Mit andet barn blev født, en dejlig lille dreng. Allerede på hospitalet fik vi besøg af glade familiemedlemmer. Bedsteforældrene strålede, og alle ønskede os sundhed, lykke og alt godt.
Min svigermor og svigerfar bor i en treværelses lejlighed på Østerbro, mens min mor og søster har et rummeligt hus i udkanten af Odense. Men ingen ser ud til at tænke over, at vores eget værelse kun er femten kvadratmeter det bliver altså lidt presset med fire personer derinde.
Sværforældrene har et skønt hus ude på landet, med køkkenhave og en lille å. De tog springet fra byen og ud på landet, men har aldrig reageret, når vi har nævnt muligheden for at bytte boliger.
En enkelt gang sagde min svigermor dog: “Vi er jo ikke unge mere, vi sover dårligt nok, og har alle sammen vores eget værelse. Den store stue bruger vi bare til at se fjernsyn og tage imod gæster.”
Jeg tror helt ærligt, hun tænker, at vi nok sagtens kan ligge fire på stribe i vores lille værelse oveni det sædvanlige babygråd…
Det her kørte rundt i hovedet på mig, og jeg tror, det kunne ses på mit ansigt, for pludselig begyndte familien at runde af, og forsvandt hurtigt hver til sit.
Da de var smuttet, sendte jeg min mand et skævt smil og spurgte lidt opgivende: “Nå, hvornår tror du så lige, vi får lov til at komme hjem…?”
