Min anden søn er blevet født. Allerede på hospitalet blev vi besøgt af glade familiemedlemmer. Bedsteforældrenes ansigter strålede af glæde, og alle ønskede os lykke, sundhed og alt godt.
Min svigermor og svigerfar har en treværelses lejlighed, min mor og søster bor i et rummeligt hus men ingen lader til at tænke over, at vores lille værelse på femten kvadratmeter efterhånden bliver ret trangt.
Min kones forældre ejer et dejligt hus ude på landet, med grøntsagshave og en lille å tæt på. De er flyttet ud af byen til landet for længe siden og reagerede slet ikke på, da vi nævnte at bytte lejlighed.
Kun én gang sagde min svigermor noget om det: Vi er gamle nu, sover ikke ret godt, vi har hver vores værelse, og i den store stue ser vi fjernsyn og tager imod gæster.
Det virker som om, hun tænker, at vi fire uden problemer kan sove på række, ovenikøbet mens babygråd bliver en naturlig del af natten
Alt dette løb igennem hovedet på mig, og jeg tror, det kunne ses på mit ansigt, for familien begyndte hurtigt at afslutte lykønskningerne og forsvandt i hver deres retning.
Efter at have sagt farvel smilede jeg trist til min kone og spurgte: Nå, hvad tror du, hvornår tager vi hjem?
Mit liv her i Danmark har lært mig, at familiens hjælp ikke altid er som man håber men at jeg skal stole på, at vores lille familie kan klare det meste sammen, selv på lidt plads.
