Anders blev født som den sidste i sin familie, en mærkelig følelse af at være anderledes følger ham som en skygge. Hans forældre elskede ham indtrængende, kærtegnende hans barndom med glimt af duvende marker og bløde klitter, hvor vinden sang gennem marehalmen. Alligevel gled tragedien ind, da hans mor forlod verden, netop som Anders fyldte tyve. Kort efter stoppede også faderens hjerteslag stille. Han kunne ikke sige farvel til nogen af dem Forsvarets pligter kaldte ham langt væk, så deres ansigter forblev kun svævende minder i hans drømme.
Da han igen satte fod i sit barndomshjem i Ribe, glimtede fremmede ansigter i stuen: Det var mosterens familie, der nu pustede nyt liv i væggene. Følelsen af usynlighed voksede som mos under hans fødder, og en nat gled han lydløst væk uden engang at se sig tilbage. I stedet boede han hos en ven i Aarhus, men skyggerne bredte sig hurtigt også der han mærkede kulden, hvor hjertet burde have banket varmt. Blankt for penge, uden retning, løftede Anders tommelfingeren mod motorvejen, mod København, byen der suser som en drøm gennem tåge.
En gammel bekendt placerede ham på en byggeplads, hvor løftet om gode lønninger 12.000 kroner, varm mad, og et rum med seng fik fremtiden til at glitre kort. Han svingede hammeren, gik ind og ud mellem rå beton og brændte pølser fra skurvognen, indtil mistænksomme mænd gled bort i nattens skygge og efterlod dem med tomme hænder, uden løn, uden dokumenter, uden stemmer. De fleste forsvandt, båret væk på ryggen af venskab og held. Men Anders stod alene tilbage, et navn løst i vinden.
Uger blev til måneder. Med regnen piskende i ansigtet, samlede Anders rester fra skraldespande bag bagere og sov indimellem på Hovedbanegården, hvor togets rumlen blandede sig med hans drømme. Hans skæg groede, blikket blev mat og ingen ville give ham arbejde. Men skæbnens hjul vendte sig, da en kvinde, Solveig, trådte ud af tågen. Hendes udseende var på en måde forunderlig hendes øjne rummede varme, ikke skønhed i klassisk forstand. Hun rakte ham rugbrød og kærnemælk, og talte til ham med blide, bølgende ord som havets brusen.
En dag blev Anders syg. Lungebetændelsen trak vejret ud af ham, indtil han blev fragtet gennem hospitalsdøre, hvor sygeplejerskerne klippede hans hår og lagde en frisk skjorte på hans skuldre. Hver dag så han ud ad vinduet og længtes efter Solveigs stemme i gangen. Da han endelig blev udskrevet, ventede hun der, med solide sko og uldtrøje til ham, og hendes kram var som solskin gennem morgentåge. Med et bankende hjerte fulgte han hende hjem.
Solveigs bror, Mads, tryllede ham nye papirer og fandt et arbejde på et lille bryggeri. Om aftenen sad de ved et lille bord, spiste medisterpølse og lo så lampen dirrede. Med tiden voksede kærligheden som en skovbund efter regn, og en dag bar han en enkel sølvring på sin finger. Trods alle forhindringer, fandt Anders og Solveig lykken mellem rugbrødssmuler og stille danske aftener, hvor alt kunne synes en drøm.
