Jeg har altid følt mig som lidt af det sene barn i familien. Mine forældre holdt inderligt af mig og gav mig en tryg og oplevelsesrig barndom fyldt med kærlighed. Alligevel ændrede mit liv sig for altid, da min mor døde, mens jeg var 20 år gammel. Kort tid efter fulgte min far efter hende. Som jeg sad langt væk og gjorde min værnepligt, var jeg ikke engang i stand til at tage afsked med nogen af dem ved deres begravelser. Minderne om dem bærer jeg stadig tæt på hjertet.
Da jeg vendte hjem igen efter militærtjenesten, blev jeg mødt af min mosters familie, som havde overtaget mit barndomshjem i Odense. Luftmattede blikke og tavse forklaringer fik mig hurtigt til at forstå, at jeg ikke længere var ønsket der. Måske var det stolthed, måske bare overlevelsesinstinkt, men jeg pakkede mine ting og gik og jeg kom aldrig tilbage.
Først forsøgte jeg at bo hos en gammel ven fra folkeskolen, men utrygheden voksede i takt med at min tilstedeværelse blev mere til besvær end glæde. Jeg var pludselig mand uden tag over hovedet og uden opsparing der lå ikke en eneste krone på min konto. Uden ret mange muligheder besluttede jeg at blaffe tværs over Fyn til Aarhus i håb om, at noget nyt ventede.
Gennem en bekendt lykkedes det mig at få arbejde på et byggeri et stykke uden for centrum. Lønnen i danske kroner så god ud på papiret, de lovede mad og logi. Arbejdsdagene var lange, men jeg var tilfreds, indtil hele byggeprojektet brød sammen, og cheferne forsvandt uden at betale os. Mange af de andre arbejdere blev hjulpet væk af venner og bekendte, men jeg stod tilbage alene alle mine papirer og identitet var forsvundet, og jeg kunne intet bevise.
Det var en bitter vinter, og jeg endte med at rode i skraldespande efter mad og sove på Aarhus Banegård eller i opgange, hvor ingen lagde mærke til mig. Mit udseende forfaldt hurtigt, og jeg opgav at søge jobs hvem ville ansætte en mand, der lignede en bums?
En dag, mens jeg sad og frøs under markisen foran et bageri, mødte jeg en kvinde hun hed Astrid. Hun levede ikke op til nogen modelstandarder, men hendes varme smil og ægte interesse i mit velbefindende føltes som det første lyspunkt i mange måneder. Hun gav mig brød, satte sig ned og lyttede til mig, som om jeg stadig var et helt menneske.
Som om det ikke var nok, blev jeg også ramt af lungebetændelse, og ambulancen bragte mig til Skejby Sygehus. Plejepersonalet tog sig kærligt af mig, klippede mit hår, gav mig rent tøj og lod mig mærke, at jeg ikke var usynlig. Hver dag så jeg frem til Astrids besøg hun kom med små gaver og gode ord.
Da jeg langt om længe blev udskrevet, ventede hun på mig med friske sko, en varm jakke, og et stærkt kram. Jeg kunne ikke stoppe tårerne af taknemmelighed. Hun tog mig med hjem til sin lejlighed, hvor hendes bror senere hjalp mig med at få nye personlige papirer og gøre hele papirarbejdet med kommunen færdigt. Takket være ham fandt jeg igen arbejde.
Med tiden voksede kærligheden frem mellem Astrid og jeg, en kærlighed, der blev født på bunden, men som voksede sig stærk i tillid og varme. Vi blev gift, og på trods af alle modgangene fandt vi begge lykken sammen.
