BEAT STUMMENDE
Mikkel satte spandene med vand på bænken i Agathe’s gang og ville til at gå, men bedstemor greb ham i ærmet – og viste med en gestus, at han skulle følge hende ind i stuen. Han satte sig på den brede bænk ved døren og ventede på hendes videre instrukser.
Værtinden tog uden et ord en gryde ud af ovnen, vinkede mod kukuret, som for at sige, at det var tid til frokost, og hældte surkålssuppe op i en stor skål, hvortil hun serverede en skive flæsk, et løg og et stykke sprødt rugbrød. Hun kom også i tanker om at sætte en lille flaske snaps frem. Hendes krumme ryg var viklet ind i et uldent sjal. Selvom det var varmt indenfor, havde hun stadig uldsko på fødderne.
Mikkel sagde stille: “Jeg takker ikke nej til suppen. Men jeg vil ikke drikke. Jeg har lovet ikke at røre alkohol, svor endda over ikonet, selv til præsten sagde jeg det – at jeg ikke ville lade det røre mine læber. Sidst blev der et sådan slagsmål i forsamlingshuset, da jeg i beruset tilstand blev jaloux på Anna. Jeg undrer mig stadig over, hvordan jeg slap for fængsel. For de ødelagte stole måtte jeg punge ud. Mor sagde, at din ryg havde taget skade, så jeg kom med vand til dig. Nu nyder jeg suppen og så henter jeg brænde. Måske finder du da noget anden arbejde til mig. Min mor, når hun ser mig sidde ved fjernsynet, finder altid på en opgave til mig.”
Mikkel grinede så meget af sin egen sjove bemærkning, at han satte suppen galt i halsen. Bedste Agathe klappede ham på ryggen, som om hun hamrede et søm i væggen. Mikkel spiste videre af sin suppe, flæsk og løg, og spurgte så: “Bedste, retter din ryg sig ud, når du lægger dig ned for natten, eller må du sove i en bue?”
Agathe så på Mikkel med smilende, blå øjne og vinkede af hans spørgsmål.
“Du var jo også en flot, ung kvinde engang med det tykke hår og de bueformede bryn over den brede pande. Øjnene som små lygter, der må have lyst om natten. Min Anna er også en skøn pige, så hvordan kan man andet end at elske hende? Lad mig fortælle om hendes kvaliteter, og så kan du tælle på fingrene. Men jeg er bange for, at der ikke er nok fingre på hænderne: smuk, statelig, beskeden, godhjertet, flittig, velsoigneret, sparsom, synger godt, danser smukt, ikke nærig, aldrig gift, drikker ikke, ryger ikke, driver ikke omkring. Ser du, så mange fordele.”
Mikkel så, at Agathe lo med øjnene. Hendes bryst gik op og ned, men stemmen forlod ikke så meget som en lyd. “Men sikke smukke, klare øjne du har, bedstemor!” bemærkede han. “Kender du ikke Anna godt?”
Agathe trak sine skuldre op og hævede armene, som for at sige: “Hvem kan vide, om I unge er gode eller dårlige.”
“Vi er selvfølgelig anderledes end jer. I frygtede jeres forældre, adlød dem. Vi, hvis noget ikke passer os, gør vores meninger kendt. Far rådfører sig altid med mig, før han gør noget, og mor anser mig for husets herre. Alle brødrene er flyttet ud i byerne. Jeg er den yngste og vil bo her, indtil jeg gifter mig. Jeg vil gerne gifte mig og have mange børn. Anna er så smuk og standhaftig. Som dyrlæge kan jeg sige, hun kan få mange børn. Og åh, hvor sund hun er! Når vi gifter os, vil jeg gerne have en stor seng som din, men så bliver man lige kogt derinde,” drømte Mikkel højt.
“Anna vil afslutte sine studier, vende tilbage, og så planlægger vi bryllup. Hun studerer til sygeplejerske. Tænk hvor godt det passer sammen; jeg helbreder dyrene, hun vil behandle mennesker. Selvom min mor kalder far for en ‘skarn’. Og mange mennesker er ikke bedre end små dyr! Hørte du, Sten stjal en knallert og druknede den i søen? Og Victor næsten satte lade i brand med sine cigaretter. Og så er der Svend, som stod med en gravid kæreste. Og da han kom hjem med en anden, Signe, der gik frem og tilbage, men virkelig glad nu over sin søn, hvilket hun sagde var en gave fra Gud.”
“Og jeg vil aldrig forlade Anna! Når jeg ser på hende, har jeg lyst til at holde hende så tæt! Som om vi bliver en helhed. Men hun er jo en beskeden pige, ikke før brylluppet. Den fest vil trække en streg, en grænse, som hun ikke vil krydse. Og hvilken fantastisk sygeplejerske hun bliver – hun vil hurtigt rette din ryg! Hendes stikkene gør ikke ondt, en myg stikker hårdere.”
“Og ved du hvad, bedstemor? Når gården giver os en bolig, vil jeg savne dig. Men vi kommer altid til at tale sammen og finde tid til hinanden.”
Agathe tog igen en gryde og præsenterede en række grød med kød, som duftede så dejligt, at Mikkel med næsen næsten snusede sig ud af ansigtet. Han slog med skeen som et lille barn og Agathe så glad, hendes øjne lyste, fordi hendes retter gled godt ned hos den unge mand.
“Læg dig på din dun og hviler, mens jeg spiser. Eller står en seng der for skønhedens skyld?” drillede Mikkel, og han satte suppen i halsen igen, men Agathe klappede ikke på ryggen denne gang. Hun ville rose ham, takke ham for den gode energi og for at have haft så meget tid til hende.
Mikkel gik op fra bordet og sagde, “Hvordan skal jeg nu arbejde med en mættet mave? Jeg burde ligge på puden.” Han grinede og gik i gården. Kom tilbage med favnefulde brænde, fejede gangen ren, tog et kig til grisestyre i skuret, bukkede respektfuldt for værtinden og tog hjem.
“Hvor lå du henne? Anna har ringet flere gange, og du snakkede ikke færdigt med Agathe,” spurgte moren.
“Kan man forlade hende? Hun vil høre alt muligt,” svarede han grinende. “Mor, er hun stum fra fødslen?”
“Nej, almindelig kvinde, pigen sang i krigen, som en anden Birthe Kjær. Hun gik fra hus til hus og sang patriotiske sange. Da tyskerne kom, sang hun ‘Danmark frit!’, hvilket fik dem til at skære tungen af hende, men partisanerne satte hende fri lige tids nok. Vi troede, hun var stum fra fødsel da hun kom hertil, men forleden fortalte formanden os det hele.”
“Hører de, at vi mennesker værre end skarn kan være? Vi gemmer os i vores hjem og har ingen tanke for hinanden. Agathe taler med øjnene! Når jeg nævner Anna, begynder hun at gløde. Og når jeg nævner Svend, lyner hun med øjnene. Og ved du hvad, mor, hendes hænder er ganske bløde. Desværre hun er ikke min bedstemor, men alligevel vil jeg dele alt med hende.”
Og ved du hvorfor? For hun er en dejlig kvinde, taler fra hjertet. Mor, hun gestikulerer ikke som de stumme, men hendes tanker er langt fra stumme. I morgen har jeg lovet at hænge noget op i hendes skur, og det vil jeg holde. Don’t find work for me, I’ll be busy.”
