“Du må ikke være sur på mig, Tove, jeg kan ikke bo sammen med dig.”
“Måske skulle vi give det et forsøg, Mads?” Tove stirrede på ham uden at blinke, en let rødme bredte sig på hendes kinder.
“Jeg har sagt, hvad jeg havde at sige, Tove…”
Lise Holm kom til verden, mens Mads gik i første klasse. Han huskede tydeligt hendes mor, den smukke Lotte, der var kendt i hele byen med sin store mave, og hendes stolte far, Jens.
Og så kom Lotte trillende gennem porten med barnevognen, som han altid havde lyst til at kigge ned i… Dengang syntes han, det var noget helt magisk.
Mads blev ældre, og Lise voksede op. Snart løb hun ud af forældrenes hus i en lys kjole, med et stort bånd i sit lyse hår. Hun legede med sine veninder og byggede små huse i haven.
Mads så det hele fra vinduet i sit forældrehus på den anden side af gaden, lige overfor familien Holms hus.
“Mads, vil du ikke følge Lise i skole?” spurgte Lotte ham en dag.
Og Mads sagde ikke nej. Sådan blev han næsten et år lang Lilleskolepigens beskytter.
Først gik de tavse i skole, men det var Lise, der til sidst begyndte at fortælle ham alle mulige historier fra hendes dag eller hvad der var sket i timen.
Lises skoledag sluttede tidligere, og hun ventede tålmodigt på, at Mads skulle blive færdig. Nogle gange gik han hjem sammen med klassekammeraterne, og Lise traskede med.
Han begyndte at vænne sig til det, og om morgenen ventede han på hende ved porten. Når hun kom ud, tog han hendes hånd, og så gik de sammen til skolen.
Næste år, i september, bad Lise ham stille og roligt om at lade hende gå med sine veninder.
Nu gik pigerne foran, mens Mads holdt sig lidt tilbage, klar til at træde til, hvis det blev nødvendigt. Og det blev det selvfølgelig.
En dag var der en gås på vejen. Den hvæsede og slog med vingerne, og pigerne turde ikke gå forbi. Mads stillede sig imellem dem og fuglen, og de løb skrigende forbi.
Året efter flyttede Mads til en større by for at gå i skole der og kom kun hjem i weekender og ferier.
Lise lod til at have glemt, hvem han var. Hun gik forbi med sænkket blik uden at hilse.
Så kom Mads ind på sømandsskolen og kom kun sjældent hjem.
“Mor, hvem er det? Er det Lise?” Mads så op fra aftensmaden. Gennem porten kom en høj, yndig ung kvinde.
“Det er vores Lise!” moren smilede og kiggede også ud af vinduet.
“Hvornår blev hun så stor?” spurgte Mads oprigtigt forbløffet.
“Tiden går…” moren sukkede mildt, “jeg ser det hver gang, og det gør mig glad. Hun har fået det bedste fra sine forældre!”
Han så hende et par gange mere i smug, heldigvis skjulte gardinerne ham.
Der var hun med vandspandene på bærestangen, og vinden blæste hendes bluse åben…
En morgen gik Lise i et pænt buksehold for at aflægge eksamen…
Mads følte endda lyst til at følge hende igen.
Men det, der virkelig fik ham til at bryde sammen, var hendes stemme. Han hørte den, mens han hjalp sin far med at reparere hegnet:
“Med en stemme som den, ville man følge dig til verdens ende!”
En dag, da han gik ud af porten med vandspandene, mødte han hende ved pumpen.
“Goddag!” Det var Lise, der først hilste og igen ramte ham lige i hjertet.
“Goddag, Lise…” svarede Mads og følte sig pludselig genert.
Spandene fyldtes langsomt, og han kunne ikke finde på noget at sige til hende…
Den gang tog Mads hjem med en underlig, gemt sorg. Det var, som om han endelig var blevet forelsket.
Så kom eden og udstationeringen, og Mads endte i det kolde Thule.
***
Næste gang han kom hjem, havde han håb i sindet. Han drømte om at tilstå sin kærlighed til Lise… Hun var jo stor nok nu…
Første dag sov han længe efter rejsen, men så begyndte arbejdsugerne. Faren havde som altid en plan for, hvordan man bedst udnyttede den ekstra arbejdskraft.
Allerede anden dag kørte de ud i skoven for at hugge brænde, som skulle kløves og stablet i skuret.
I jagten på at nå alt i den korte ferie, havde faren også planlagt at skifte badehusets gulvbrædder.
Derefter besluttede han sig for også at skifte gulvet i fjøset… Således fløj de to uger forbi.
Mads kiggede af og til over mod nabos porten, som normalt var lukket.
Nogle gange kom Lotte eller Jens ud, men Lise dukkede aldrig op.
“Mor, hvorfor ser jeg ikke Lise?” spurgte Mads en dag.
“Hun er flyttet til byen for at studere,” svarede moren.
Så den gang tog Mads tomhændet tilbage til Thule.
Da han kom hjem et år senere, så han Lise kun én gang, men han brød sig ikke om det.
Mads blev igen en ufrivillig tilskuer bag gardinet.
Hun gik sammen med en høj, tørstig landsbyfyr.
Fyren snakkede løs, grinede af sine egne vittigheder, og Lise smilede nedladende og så på ham med en sympati, Mads ikke kunne lide.
Senere hørte han, at Lise var gift med ham, og de boede i en nærliggende by.
Når Mads besøgte sine forældre, så han hende af og til og endnu værre hørte hende…
“Mads, du må hellere holde op med at pine dig selv, du er jo ikke en dreng længere…” Moren havde tydeligvis vidst det længe.
“Er det så tydeligt?”
“Ja, selvfølgelig! Jeg ser jo, hvordan du ser på hende. Find dig en anden deroppe i Thule, så kommer du måske over det… Som man siger: ‘Den, der venter på noget godt, venter ikke forgæves!’ Slip tankerne om hende, plag ikke dit hjerte!”
“Jeg prøver, men det er svært…”
***
Mads kom hjem sjældnere. Tjenesten førte ham rundt i hele landet, mest på fjerne stationer.
Som ugift havde han ingen undskyldninger, og ærligt talt prøvede han nu selv at finde de hårdeste steder… Som om han ville straffe sig selv for noget.
Således missede han sin fars begravelse, og hvor meget han end skyndte sig, nåede han kun den niende dag.
Fire år senere kom han for sent til sin mors begravelse. Men i landsbyen lader man ikke folk i stikken, så naboerne havde stået for det hele, da han ankom.
Da naboinden Lotte så Mads ved porten, kom hun ud og gav ham nøglen. Det var hende, der havde
