Nej, pige, du kan lige så godt lade være med at tage imod ham. Han gifter sig aldrig, og selv hvis han gør, vil du få mere bøvl end bryllup med den mand. Vent til sommeren, så kommer by-pigerne, og hvad gør du så? Du bliver gal af jalousi. Du burde finde en anden sagde moster Marie, mens hun kneb øjnene sammen og så på Karen.
Karen var kun lige fyldt seksten, da hendes mor gik bort. Faren var stukket af til København for at tjene penge for syv år siden, men han kom aldrig tilbage hverken med breve eller penge.
Hele landsbyen var med til begravelsen, og alle hjalp til, så godt de kunne. Moster Marie, som også var Karens fadder, kom ofte forbi og gav gode råd om alt fra kartoffelbedet til hvordan man vasker på gammeldags manér. Karen blev sendt ud for at arbejde på posthuset i nabobyen, da hun blev færdig med skolen.
Karen var sund og stærk, som man siger: Hun er som flødemælk og røde æbler. Ansigtet rundt, næsen kartoffelformet, men de grå øjne lyste stolt. Hendes lyse fletning gik helt ned til hoften.
Den smukkeste fyr i landsbyen var Mikkel. For to år siden kom han hjem fra værnepligt og har ikke kunnet sparke sig fri for piger siden. Selv de smarte københavner-damer, som kom ud om sommeren, prøvede at få hans opmærksomhed.
Mikkel burde ikke være chauffør her på landet han havde nærmere ansigtet til en rolle i en Netflix-serie. Han lod sig ikke slå sig ned, og brud skulle man slet ikke snakke om.
Men så kom moster Marie forbi Mikkel: “Kan du ikke lige hjælpe Karen med at fikse plankeværket? Det vælter jo snart! Det er svært at bo alene her uden en kar, og Karen klarer køkkenhaven, men huset er en helt anden snak.”
Han sagde ikke nej. Han kom om morgenen, kiggede lidt og gik i gang med at kommandere rundt: Hent, giv mig, løb lige over Og Karen løb og hentede, uden brok og med kinderne endnu mere røde, fletningen svajende som et flag.
Når han blev træt, lavede hun en god omgang dansk suppe og stærk te. Hun sad og betragtede, hvordan hans fine tænder skar sig gennem den mørke rugbrød med stil.
Mikkel brugte tre dage på plankeværket, men på fjerdedagen kom han helt uden grund på besøg. Karen gav ham aftensmad, de snakkede, og han blev og sov. Sådan blev det, og han sneg sig af sted før daggry, så ingen skulle se ham. Men hallo! Intet kan holdes hemmeligt i et landsbysamfund.
Karen, du kan lige så godt droppe at sætte næsen op efter ham, sagde moster Marie hver gang hun kom. Han gifter sig aldrig. Og hvis han gør, så får du bare bøvl med ham. Når sommeren kommer og by-pigerne vælter ind, brænder du af jalousi. Find dig en ordentlig fyr.
Men forelsket ungdom er ligeså lydhør som en gamle vækkeur uden batterier så Karen havde sine egne planer.
Senere gik det op for Karen, at hun var gravid. Først troede hun bare, hun havde slugt for mange boller eller havde fået en forkølelse træthed og kvalme kom rullende. Men så faldt tiøren: hun ventede barn, og det var Mikkels skyld.
Hun overvejede en kort øjeblik at ordne det, for det var jo tidligt men tanken om ikke at være alene føltes alligevel bedre. Moren klarede det, så kunne hun nok også. Faren havde alligevel aldrig været til hjælp, kun god til øl. Folk sludrer, men det går hurtigt over.
Da foråret kom og Karen smed vinterfrakken, blev det klart for alle: hun var rund og god, og maven strittede. Folk nikkede og sagde, at det da var lidt af en ulykkelig historie.
Mikkel kiggede også forbi, lidt usikker, for at høre hvad Karen ville gøre.
Nå, hvad skulle jeg ellers? Jeg føder og opdrager barnet selv. Du skal ikke bekymre dig lev dit liv, sagde Karen og gik over til ovnen. Ilden rødmede hendes kinder.
Mikkel blev stående og stirrede på hende et øjeblik, forelsket, men gik alligevel. Karen havde jo selv bestemt det. Han var som vand på en gås. Da sommeren kom, flokkedes byens skønne piger, og Mikkel havde travlt.
Karen derimod passede haven, og moster Marie kom og hjalp med at luge. Det er noget bøvl at bøje sig med den mave, og at hente vand fra brønden er dødt tungt. Maven var stor, og landsbyens gamle koner spåede en stærk søn.
Jeg tager hvad Gud giver, plejede Karen at sige med et glimt i øjet.
Midt i september vågnede hun til et sylespidst maveonde. Først troede hun, det var en mavekrampe, så begyndte smerterne at tage til. Hun styrtede over til moster Marie, som straks forstod det hele med et blik.
Nu sker det! Sid stille, jeg henter hjælp, skreg hun og forsvandt ud af døren.
Hun løb til Mikkel. Lastbilen stod udenfor. Heldigvis var sommerhusfolket kørt hjem, men Mikkel havde fået en ordentlig én på næsen aftenen før.
Moster Marie vækkede ham, han vågnede nærmest med hovedet ned i instrumentbrættet. Da han forstod, hvad der var på spil, råbte han:
Det er ti kilometer til hospitalet! Hvis vi skal have fat i en læge først, føder hun jo på vejen. Vi tager straks af sted! Hent hende!
Hvordan kan hun køre med lastbilen? spurgte moster Marie. Du ryster hende hel, hun kommer til at føde ude på landevejen!
Så tager du med bare for en sikkerheds skyld. Slut prut!, sagde han bestemt.
Han kørte langsomt de første par kilometer på den hullede landevej så snart han undgik et hul, røg han ned i et nyt. Moster Marie sad på et sæk i ladet.
Da de ramte asfalt, gik det stærkere. Karen sad krummet sammen på passagersædet og bed sig i læben for ikke at skrige og holdt om maven. Mikkel blev bomstille.
Hver gang han kiggede på hende, så hans kæber ud til at kunne knuse et franskbrød, og knoerne på rattet var hvide som sne. Han tænkte sine tanker.
De nåede frem, Karen blev indlagt, og Mikkel og moster Marie kørte tilbage. Hele vejen brokkede moster Marie sig til Mikkel:
Du har ødelagt hendes liv! Hun sidder bare dér, far og mor død og nu baby hvordan skal hun kunne klare det alene?
De var ikke engang hjemme igen, før Karen blev mor til en sund og stærk dreng. Næste morgen kom sygeplejersken med barnet, og Karen vidste ikke, hvordan hun skulle holde ham og amme.
Hun stirrede med store, bange øjne på sin rynkede, røde baby. Bed sig i læben igen og gjorde som hun fik besked på.
Men hjertet svulmede af glæde. Hun pustede på hans pande, rørte ved de fine hår, og smilede kluntet.
Kommer de og henter dig? spurgte den alvorlige ældre overlæge ved udskrivelsen.
Karen trak på skuldrene og rystede på hovedet.
Det tror jeg ikke.
Lægen sukkede og gik. Sygeplejersken pakkede babyen ind i det tyndeste hospitals-tæppe og formanede, at det skulle retur.
Fedor kører dig hjem i hospitalets bil. Du kan da ikke tage bussen helt alene med spædbarn! sagde hun, lettere irriteret.
Karen takkede og trissede ned ad gangen, rød i hovedet og nedslået.
Hun sad i bilen med babyen i armene og tænkte på, hvordan hun nu skulle klare det. Barselsdagpenge er ikke meget mere end en håndfuld småmønter. Hun syntes hun og den uskyldige dreng havde fortjent bedre, men da hun kiggede ned på den knudrede, sovende lille, brast hun i kærlighed og skubbede de tunge tanker væk.
Pludselig stoppede bilen. Karen kiggede bekymret på Fedor, den lille mand på omkring de halvtreds.
Hvad er der?
Det har regnet i to dage! Kig på de søer umuligt at køre. Vil gå i stå, medmindre vi har traktor eller lastbil.
Han pegede på vejen med en sø, der lignede Roskilde fjord. To kilometer endnu, kan du klare den?
Babyen sov. Karen var træt bare af at sidde, og gik nu med barnet ad mudrede stier, hvor skoene sugede sig fast som en gro fuld af grød.
Hendes gamle sko blev våde om fødderne, og hun forbandede, at hun ikke havde taget gummistøvler. Et sko sank, og hun måtte gå det sidste stykke kun med strømpen og babyen på armen.
Hun kom frem, da det blev mørkt, og fødderne var som is. Hun orkede ikke engang at undre sig over, at der var lys i vinduerne.
Hun trådte ind af døren og stoppede.
Der stod en babyseng og barnevogn med fine, små bluser og bukser. Ved bordet sad Mikkel og sov med panden på hænderne.
Han rejste hovedet, så Karen stod der, rød og forpjusket med et barn på armen, skørtet vådt, og benene smurt ind i mudder.
Han fik øje på, at hun manglede én sko og sprang hen, tog barnet og lagde det i sengen. Så gik han til komfuret, hvor han fiskede varm vand op af gryden.
Han satte hende ned, hjalp hende af tøjet og vaskede hendes ben. Inden Karen overhovedet fik sig tørret, stod der kogte kartofler og en kande mælk på bordet.
Barnet skreg. Karen skyndte sig over og begyndte at amme uden at tænke på blufærdighed.
Hvad har du kaldt ham? spurgte Mikkel med hæs stemme.
Rasmus. Er det okay? Karen kiggede op med klare, grå øjne.
Der var så meget kærlighed og fortvivlelse, at Mikkels hjerte blev blødt.
Fint navn. I morgen går vi til kommunen, registrerer knægten, og så får vi papir på hinanden med det samme.
Det behøver vi ikke… begyndte Karen.
Min dreng skal have en far. Jeg har festet nok nu. God ved kvinder bliver jeg nok aldrig, men min dreng, ham svigter jeg ikke.
Karen nikkede uden at løfte hovedet.
To år efter kom der også en pige til, som fik navn efter Karens mor: Gudrun.
Det er lige meget, hvilke fejltagelser man gør i starten bare man får rettet op på det til sidst…
Sådan kan det gå ude på landet. Hvad mener I? Smid en kommentar og et lille like, hvis I kan lide den slags livshistorier!
