Ah, mine kære børn lyt nu, lad mig fortælle jer, hvordan det kan gå, når livet river dig væk fra dit hjem, ikke af fri vilje, men af ren og skær udmattelse.
Engang troede jeg også, at familie var en støtte. At en mand ville være der for en, at hjemmet ville være varmt, ikke kun af radiatorerne, men af kærlighed. Men sådan gik det ikke.
Der boede en ung kvinde ved navn Mette, arbejdsom som en flittig bi. Hun nåede altid sit arbejde, holdt hjemmet rent, lavede aftensmad, betalte regningerne. Og hendes mand, Lars, lå hele dagen på sofaen og spillede computer. Engang havde han et arbejde, men så sagde han, at chefen var en tyrann, kollegerne var umulige, og han sagde op. Han lovede, han snart ville finde noget bedre, men syv måneder senere var snart blevet til en evighed.
Og så var der hans mor, Gerda. Hendes tunge var skarpere end en kniv. Alt hvad Mette lavede, var forkert: havregrøden var kedelig, fløden var den forkerte slags, bøffen for salt, suppen for mild. Og hun skænkede altid sin søn ros: Du skal ikke tage hvad som helst, Lars lille, du er klog, du har en uddannelse!
Mette bar det hele alene. Hun tjente pengene, lavede aftensmad, vaskede op efter dem. Hun endte blev med at bringe te og småkager ind til stuen, fordi det var for besværligt for dem at rejse sig fra tvet.
Hvor mange gange bad hun Lars om at finde et midlertidigt arbejde? Men svaret var altid: Jeg vil ikke spilde tid på småting, jeg leder efter noget ordentligt. Og hans mor bakkede op: Pres ham ikke, han har det svært nok.
Tror I, nogen lyttede? Nej da! De havde deres egen sandhed: Hun arbejdede, så de havde nok. At hun var ved at falde om af træthed? Det var bare småting.
Jeg har selv levet sådan engang Jeg husker, hvordan jeg bar det hele, uden en eneste tak. Først tror man, det skal nok ændre sig. Så tænker man, man må holde ud for familiens skyld. Til sidst indser man: man holder ud for dem, der slet ikke sætter pris på det.
Nogle siger, det er min egen skyld, at jeg endte på et plejehjem. Måske. Fordi jeg ikke gik, da jeg stadig havde kræfter, ikke sagde nu er det nok. Jeg holdt ud, indtil der ikke var mere tilbage.
Og så pakkede Mette sin kuffert og gik. Jeg ved ikke hvor, men jeg ved hvorfor. Fordi hun var træt af at være kok, rengøringsassistent, kasserer og samtidig ikke god nok i øjnene på dem, hun sled for.
Sådan er det, mine børn Pas på jer selv. For hvis ikke I gør det, så gør ingen det for jer.
