»Hvad i alverden er det her?!« udbrød Freja, hendes stemme skælvede af vrede, mens hun stod midt i stuen.
Hun stirrede rundt i rummet, som om hun håbede, at møblerne eller væggene kunne give hende et svar.
»Igen?! For tredje gang på en måned! Hvor længe skal det her fortsætte?«
På sofaen sad Mads, afslappet og med hovedet mod puden. Telefonen i den ene hånd, fjernbetjeningen i den anden. Han så langsomt op på hende, men hans øjne var tomme, som altid når det handlede om hans mor.
»Hvad er der nu?« spurgte han og kneb øjnene sammen. »Start nu ikke en scene. Jeg er lige kommet hjem. Jeg vil bare slappe af.«
»En scene?!« Freja tog et skridt frem, stemmen blev højere. »Kalder du det en scene? Fem tusind kroner! Bare sådan! Uden forklaring, uden at spørge! Du har ikke engang bedt hende om at forklare, hvad hun skal bruge dem til! Du har bare overført dem!«
Mads lagde telefonen fra sig og sukkede stille. Hans ansigt udtrykte mere træthed end overraskelse.
»Og hvad så? Det er min mor. Hvis hun har brug for penge, hjælper jeg hende. Hvad er problemet?«
Freja gik tættere på, kinderne brændte.
»Problemet er, at vi sparer op til et sommerhus! Vi har aftalt det! Hver en krone skal gå til vores fælles projekt! Men hver eneste måned tømmer du penge i et sort hul! Lægemidler, renovering, og nu pludselig disse ’uforudsete udgifter’! Måske skulle hun også have en ny iPhone?!«
Mads gned sin pande og sukkede igen.
»Hun er gammel, Freja. Hun har svært ved at klare sig selv. Nogle gange er det nemmere at hjælpe end at stille spørgsmål.«
»Gammel? Hun er kun femogtres! Hun løber mere end dig! Teater, golfklub, rejser! Og hvad med os? Skal vi ofre vores drømme for hendes luner?«
»Freja!« Mads’ stemme var skarp for første gang. »Tal ordentligt om min mor. Hun har opdraget os.«
»Hun har opdraget dig, Mads, ikke mig. Og ja, jeg er taknemmelig. Men det betyder ikke, at hun kan forlange penge hele tiden! Vi lever af én løn. Mine freelanceopgaver er ustabile. Det ved du!«
Og hun havde ret. Efter reklamebureauet, hvor Freja arbejdede som kreativ direktør, lukkede, måtte hun gå freelance. Der var arbejde, men indkomsten svingede. Deres budget var skrøbeligt som glas. Hvert unødvendigt udgift var et hårdt slag.
De drømte om et sommerhus. Drømmen havde levet i dem i næsten tre år – en lille hytte på landet, en terrasse med klatreroser, grillaftener med venner, hygge om bålet. Men hver gang opsparingen nærmede sig det ønskede beløb, skete der noget: svigermors renovering, tandlægeregning, nye tapeter, nyt køkkenudstyr… Og igen måtte de starte forfra.
»Jeg er bare træt,« sagde Freja lavt og gik hen til vinduet. »Træt af at komme på andenpladsen. Træt af at vi skal spare på os selv, mens din mor lever i luksus.«
Mads gik hen til hende, men lagde ikke armene om hende.
»Hun er syg, Freja. Hun har brug for hjælp.«
»Syg af hvad? Af at ville rejse og shoppe? Har du nogensinde tjekket, hvad hun bruger pengene på? Hun flyver sydpå, køber nye ting, spiser på fine restauranter – og vi har ikke været på ferie i ti år!«
»Hold op,« sagde Mads bestemt, men tonen var allerede kold igen. »Jeg gider ikke diskutere det.«
»Selvfølgelig gider du ikke!« Freja vendte sig mod ham. »Du vil aldrig tale om det, når det handler om din mor. For dig er hun en helgen, og jeg er den onde, der ønsker hende ondt. Men jeg ønsker hende ikke ondt! Jeg vil bare have retfærdighed! Og jeg vil have vores sommerhus!«
Mads tav. Skuldrene stivede af, blikket søgte mod gulvet. Freja kendte det blik. Han ville ikke diskutere. Han ville tie, som han plejede. Og om et par timer ville han gå, som om intet var sket.
»Okay…« mumlede han. »Jeg går i seng.«
Og så forlod han hende, alene i stuen.
Freja blev stående ved vinduet og stirrede ud på den mørke himmel. Stjernerne blinkede koldt og ligeglade. Hun vidste det: Indtil Mads tog et valg, ville intet ændre sig. Han var for vant til at være søn til at blive mand. Og han elskede sin mor for meget til at høre sin kone.
***
Morgenen bragte ikke bare kaffe og løbetur, men også en tung træthed. Freja løb ud af døren, håbende, at motionen kunne rydde hendes hoved. Nogle gange løb hun for at glemme, andre gange for at forstå. I dag var det det sidste.
Da hun kom hjem, var Mads ved at klæde sig på til arbejde. Hans ansigt var mildnet, men ikke helt.
»Hør, Freja,« sagde han og rettede på sit slips, »jeg taler med mor. Det lover jeg.«
Freja standsede og stirrede på ham.
»Hvad vil du tale med hende om? Om at hun skal bruge færre af vores penge? Du ved godt, det er nytteløst. Hun kan retfærdiggøre sig bedre end enhver politiker.«
»Jeg prøver,« han undgik stadig hendes blik. »Måske er det denne gang noget vigtigt. Jeg spurgte ikke nærmere.«
»Selvfølgelig. Altid vigtigt. Især når det handler om hendes ønsker.« Freja sukkede og mærkede den velkendte træthed vokse.
»Nå, men jeg må afsted. Vi snakker i aften.« Han gav hende et hurtigt kys på panden og forsvandt.
Freja blev alene tilbage. Lejligheden var tavs, og stilheden føltes som en byrde.
***
De mødtes til en fælles vens fest. Dengang var alt anderledes. Mads var omsorgsfuld, selvsikker, lidt romantisk. Freja var fuld af idéer og tro på kærligheden. De passede sammen som dag og nat.
Hun mødte Birthe første gang før brylluppet. Konen var streng men intelligent, med skarpe øjne og en stemme, der kunne knuse med en enkelt toneforskydning.
»Jeg håber, du gør min søn lykkelig,« sagde hun dengang, mens hun granskede Freja. »Han er særlig.«
På det tidspunkt troede Freja, det bare var en mors bekymring. Nu forstod hun, at det var en advarsel.
Efter brylluppet flyttede de i deres egen lejlighed. Birthe blev alene tilbage. Og med hver måned blev hendes opkald hyppigere. FMen da sommerhusdøren gik i bag dem, og de stod alene med havet foran sig, vidste Freja, at dette var starten på en ny kamp—og denne gang var hun klar til at kæmpe for deres lykke.
