»Hvem i alverden er det der?« udbrød Lise forbløffet, da hun trådte ind på sin vens køkken.
Under den gule lampe i hjørnet ved det mindste skab sad en forholdsvis skaldet mand på omkring fyrre og hakkedelidt forlegen, men fermt, persille med en bred kniv.
»Lise, det er Torben. Torben, det er Lise,« mumlede Ida og blev helt rød om ørerne. »Her er sukkeret. Kom så.« Hun rakte naboen en dåse med sukkerkrystaller på og skubbede hende hurtigt ud i entreen.
»Meget fornøjet!« nåede Lise at råbe over skulderen, mens hun med et skarpt blik forsøgte at scanne sin vens »nye projekt«. Men selv i detaljerne imponerede han ikke. Der var intet, der kunne retfærdiggøre, at han allerede havde fået lov at bære Idas forklæde med de farverige donuts.
»Torben, jeg er der om lidt!« råbte Ida ind mod køkkenet og smækkede døren.
Og så ude i entreen greb Lise hende i en jerngreb: »Forklar!«
»Hvad skal jeg forklare?« prøvede Ida at slippe. »Åh, okay, kom med.«
De gik ud af lejligheden, krydsede den snævre entre og forsvandt ind i Lisens toværelses.
Her duftede af kanel og Dior-parfume, og alt, fra den hvidlakerede taburet ved døren, signalerede gæster, at her boede en kvinde, der satte pris på orden.
»Ikke som hjemme hos mig!« tænkte Ida hver gang hun besøgte Lise og huskede sine halvklæbede tapeter i gangen.
»Forklar!« insisterede Lise. Hun hældte sukker i skålen med flødeskum og stirrede forventningsfuldt på sin veninde med piskeris i hånden.
»Hvad med din Rasmus?« prøvede Ida at aflede.
»Han er til møde. Kommer ikke hjem før sent. Nå?«
»Hvad, nå? Jeg så ham på torvet. Og så tog jeg ham med«
»Hvordan det?« Lise rynkede mistroisk panden.
»Nå, jeg ser en fyr stå med urter. I en frakke, ser ud til at have styr på sig. Men lidt forladt. Jeg går hen. ‘Hvor meget for persillen?’ spørger jeg. Og han siger: ‘Må jeg ikke bare give dig den?’ ‘Hvorfor det?’ spørger jeg. ‘Jeg har tænkt, at hvis en kvinde med triste øjne kommer hen til mig, giver jeg hende det hele,’ siger han. ‘Tag den, den er selvplukket.’«
»Og så?«
»Nå, jeg tog den. Vendte mig for at gå, men så sagde jeg: ‘Hvorfor tror du, jeg har triste øjne? De er slet ikke triste!’ Han så bare stille på mig Og så tog han mine poser og gik ved siden af.«
»Og du?« Lise glemte helt, at hun holdt piskeris, og kradsede sig i panden med det.
»Jeg går bare og tænker: Hvad gør jeg nu? Men så tænkte jeg han har jo tydeligvis ikke nogen. Lad ham blive. Vi lærte hinanden at kende på vejen.«
»Ej, altså! Så du tog ham bare med hjem fra gaden? Har du i det mindste gemt dine værdigenstande?«
»Lise!« blev Ida vred. »Hvad snakker du om? Han er forresten læge. Røntgenlæge.«
»Har du tjekket hans papirer?«
»Hør, det er jo dig, der altid fortæller mig« Ida blev helt bedrøvet. »Om avocadoen«
»Hvilken avocado?« Lise var helt fortabt.
Og Ida mindedes igen i detaljer den aften på samme køkken
Avocadoen lå udbredt foran hende i tynde strimler i alle nuancer af grønt. Skrællen var mørkegrøn, mens kødet nær kernen var lysegrønt og blødt.
Ida kunne aldrig finde ud af at vælge avocado. I supermarkedet stod hun altid længe og famlede efter de perfekte frugter, pressede dem forsigtigt og håbede på at mærke, om de var modne. Nogle gange troede hun, hun havde fundet den rigtige, men når hun skar den op, var den for hård som en kartoffel. Så måtte den ligge et par dage og blive klar.
Men den aften lå den perfekte avocado på tallerkenen. Lise havde købt den hun havde altid held med dem. Ida tog en gaffel, løftede en blød bid og lod den smelte på tungen. Sådan en avocado behøver man ikke tygge; smagen breder sig helt af sig selv
»Sagde du ikke, at man ikke kan se det på en avocado? Eller mærke det? At man skal føle det?« forklarede Ida og vendte tilbage til nuet.
»Hvad har det med mænd at gøre?«
»Nå, men du har altid haft held med dem. Ligesom med avocado Ikke som mig,« sukkede Ida.
»Og hvad følte du ved ham Torben?« Lise knap kunne huske hans navn og undrede sig igen over, hvor almindelig han så ud.
»Det blev bare stille omkring mig. Selv midt på torvet. Og så tænkte jeg, måske er det okay, at han bare er helt almindelig?«
»Nå okay. Men du skal nok gå nu. Han kan jo blive ensom.«
Lise skubbede hende hurtigt ud ad døren sammen med sukkerdåsen men lænede sig lige et øjeblik mod døren og lyttede. Et klik fra nabolejligheden. Stille.
»Nå, men så må det jo gå. Hvad nu hvis?« Hun vendte tilbage til køkkenet og dyppede endelig piskeriset i flødeskummet.
Ida gik ind i sin entré og så Torben stå der. Stadig i hendes donuts-forklæde nu på en vakkelvorn taburet, mens han forsøgte at klistre et stykke tapet fast.
»Undskyld, jeg fandt det i køkkenet, da jeg ledte efter en krukke til persillen. Og limen var der også. Jeg tænkte er det okay?« Han vaklede lidt på taburetten.
Ida sprang til som en ræv, greb fat i hans ben helt fremmede, men under de mørke jeans kunne hun mærke knæene. Hun følte på dem, som om hun testede en avocado, og tænkte med et pludseligt pust af erkendelse: »Min.«
Torben stod helt stille, måske fordi han ikke turde slippe tapetet, eller måske fordi han var bange for at skræmme noget ukendt men vigtigt væk.
Til slut slap han væggen og strøg forsigtigt Idas lyse hår.
»Kan du lide avocado?« spurgte Ida pludselig og kneb øjnene sammen.
»Elsker det!« løj Torben ærligt, selvom han aldrig havde smagt det.
I det øjeblik mærkede de begge, hvordan et varmt tapet langsomt faldt ned over dem måske klistret, måske noget andet. Noget der lignede lykke.
