Åh, du kender vist ikke nutidens børn særlig godt!
Hej, Hanne, jeg ser dig derude i haven, så jeg tænkte, jeg lige ville sige hej, Tove stod og trippede ved hækken.
Hanne og Tove boede i hver sin ende af landsbyen. Tove og hendes mand Viggo boede nær åen, mens Hanne boede tættere på skoven.
Tidligere havde de næsten ikke snakket sammen, der var jo nok af naboer. Men nu havde alle nabernes børnebørn vokset op. Denne sommer skulle Toves søn Nikolaj og hans kone Pernille dog bringe deres børn, Mads og Emil, på en hel måneds besøg. De mente, at børnene var trætte af at være inde i byen hele tiden.
I mange år havde sønnen haft det godt økonomisk, så de rejste altid på ferie i udlandet. Men nu var tingene blevet anderledes, og pludselig huskede de, at mor og far boede ude på landet ved åen. De besluttede sig ikke bare for et weekendbesøg, som de ellers plejede, men for en hel måned med drengene.
Bare så I ved det, mor, de går ikke altid så godt sammen, advarede Nikolaj. Emil på tretten synes, han er voksen. Og Mads gider ikke lystre ham, så de skændes hele tiden!
Åh, hvad skulle vi ikke kunne håndtere? Bring dem bare, så finder vi ud af det, sagde Tove muntert. Men da hun lagde på, blev hun i tvivl børn var ikke, som de plejede at være. Nogle gange var de svære at nå. Sidst de havde været der længe, var de små. Hvordan ville de opføre sig nu? Det var faktisk lidt skræmmende hvad nu hvis hun ikke kunne styre dem?
Viggo var en streng mand, han ville ikke finde sig i ulydighed. Og de havde ikke brug for skænderier.
Så Tove besluttede sig for at sikre sig og gik over til Hanne, hvis børnebørn var omtrent på samme alder.
Hun huskede selv, at børn skulle have noget at lave. Så ville der være færre problemer, hvis de blev venner.
Kom indenfor, Tove! Hanne smilede, da hun så naboen. Hvad bringer dig her?
Drengene kommer på besøg en hel måned, og dine børnebørn er vel omtrent på samme alder? Vi burde introducere dem hvis de bliver venner, er det godt for både dem og os, foreslog Tove.
Åh, du kender vist ikke nutidens børn særlig godt! grinede Hanne. Er du ikke bange for at have dem så længe? Mine børnebørn har virkelig trættet mig, og min mand ville næsten have sendt dem hjem. Men nå ja, hvis du har sagt ja, så bring dem da vi kan lære dem at kende. Hvad andet kan vi gøre? Det er jo vores børnebørn!
I weekenden ankom Nikolaj med Pernille og drengene, Mads og Emil.
Drengene var vokset, og det var tydeligt, at de var glade for at se bedsteforældrene. Og Tove følte lettelse.
Hvad var det, Hanne havde advaret om? Måske havde hun bare uopdragne børn. Hendes egne barnebørn var jo så velopdragne og høflige! Og de klarede sig også godt i skolen ingenting at bekymre sig om.
Mor, ring bare, hvis der er problemer, så taler jeg med dem, sagde Nikolaj, da de kørte. Men Tove vinkede afværgende. Åh, hold nu op, søn. Tror du ikke, vi har opdraget børn før?
Om aftenen ville Mads og Emil ikke falde til ro. De fik lov at sove i det gamle gæsteværelse, der engang havde været Nikolajs.
Men det var tydeligt, at drengene var ophidsede over at være et nyt sted og ikke kunne falde i søvn. De snakkede højt, og deres larm forstyrrede selv Viggo, der blev irriteret.
Hvorfor sagde du overhovedet ja, Tove? De havde jo ikke brug for landet men nu er de her!
Men næste morgen var drengene umulige at vække.
Det var næsten frokosttid, og de sov stadig!
Bedste, lad os sove lidt mere, mumlede Emil.
Mads sov så fast, at han ikke engang hørte sin bedstemors stemme.
Hvor længe skal I sove?! blev Tove oprørt.
Så fik hun øje på noget på gulvet. Hun kiggede nærmere og klappede i hænderne af forfærdelse.
Deres telefoner lå og flød på gulvet!
Har I spillet hele natten? Det kan I da ikke! Jeg tager jeres telefoner, hører I!
Emil sprang op med det samme.
Giv dem tilbage! De er ikke dine! Mor siger, det er okay!
Jeg ringer lige til hende og hører, hvad der er okay! sagde Tove. Emil stoppede med at rive i telefonen, stak sin næse i vejret og smækkede døren, mens han mumlede: Så ring da!
I timevis kom de ikke ud. Viggo ville til at gå ind og undersøge, hvad der foregik var det en boykot allerede den første dag? Men til sidst kom de ud, begge i dårligt humør:
Vi gider ikke havregryn vi vil have nuggets eller toast!
Sådan skal det lyde?! Hvis I ikke kan lide havregryn, kan I gå sultne, knurrede Viggo. Har I redt jeres senge? Nej, lad mig se… Hvor kommer alle disse chips-poser og slikpapirer fra i sengen? Og I har ikke ryddet op? I har ikke engang fortjent jeres havregryn endnu kom så, saml skraldet og red sengene!
Vi kan ikke gå sultne! Mads så surt på Viggo. I er onde!
Viggo var lige ved at blive vred, men Tove greb ind. Okay, lad mig vise jer, hvordan man redder en seng, og i morgen gør I det selv, okay? Og toast får I først efter havregrynen aftale?
Du forkæler dem, de skal have mere disciplin, knurrede Viggo. Så frække, og ikke en døjt pli!
Mads og Emil blev hurtigt venner med Hannes børnebørn.
Men de fire sammen var en katastrofe!
Når de legede i haven hos Tove, måtte hun i smug samle grene, pinde og hvad ved jeg op overalt efter dem. Blomster var blevet knækket, de løb ind og ud af huset med græs på fødderne, spiste og efterlod krummer overalt. De havde vrikket stolenes ben løs, og hoveddøren var ved at blive revet af sine hængsler af deres smækken.
Et eneste rod!
Hvad er det for nogle børn?! brokkede Viggo sig. De kommer aldrig her igen, hvis de ikke kan opføre sig! Emil, kom med mig du hjælper med at reparere cyklerne til dig og Mads. Og bedstemor og Mads laver frokost I skal jo fortjene jeres mad!
Skal du også arbejde for din mad? sp
