Åh, den evige historie om bedstemor giftede sig, sårede sine børn! Som sædvanlig tog jeg til min mor i weekenden. Hun hedder Karen, er 78 år og har boet alene længe.
På de to dage nåede jeg at gøre rent i huset, vaske tøj. Ingen vaskemaskine, ingen varmt vand alt skulle klares i hånden. Om sommeren var der selvfølgelig også haven.
Du burde flytte hjem til mig, det ville være lidt nemmere for dig. Du har aldrig ro, min stakkels pige, sagde min mor.
Mor, jeg har jo arbejde, en datter, og børnebørn derhjemme, svarede jeg med et suk.
Steffen er kommet tilbage. Han har fjernet brædderne fra vinduerne i huset. Fem år stod huset tomt efter Vaselins død. Han fortæller, at han har rodet rundt overalt, men nu vil han tilbringe sine sidste år her. Han spurgte til dig, kommer nok forbi, sagde mor.
Steffen… han var min ungdomskærlighed fra skolen. Jeg var vild med ham, men han lagde aldrig mærke til mig. I det sidste gymnasieår tog jeg mod til mig, sank en spand i brønden og løb hen til Steffen for at bede ham hjælpe ellers ville min mor blive rasende.
Steffen tog en lang stang og gik til brønden. En halv time kæmpede han med den frosne brønd, men fik spanden op.
Tror du på den gamle overtro? grinede han til afsked.
I landsbyen sagde man: Hvem der henter spanden op, bliver din til evig tid.
Steffen fik ret det virkede ikke.
Han rejste til København, afsluttede sit universitetsstudie, flyttede mange gange og rejste gennem hele landet. Giftede og skilt sig… og nu var han tilbage.
Efter gymnasiet tog jeg på handelsskolen i Odense, tæt på den landsby hvor jeg voksede op. Jeg arbejder stadig som bogholder. Giftede mig og fik én datter, Elna. For otte år siden blev jeg enkemand.
Steffen kom om aftenen. Han var selvfølgelig blevet ældre, gråhåret og lidt træt.
Du er stadig lige smuk, sagde han og gav mig et kram.
Du har lært at lyve, kan jeg høre. Jeg er, ligesom dig, godt over de halvtreds selvfølgelig har jeg ændret mig, svarede jeg.
Senere sad vi i lysthuset i haven, drak lidt hjemmelavet solbærlikør og snakkede i timevis
Steffen fortalte, at han var gået fra begge sine koner uden problemer. Han havde aldrig såret nogen af dem begge fik lejlighed og alt hvad de havde tilhørt sammen.
Fra første ægteskab har han en voksen søn. Sønnen og moren flyttede til Tyskland. Hun var oprindeligt en efterkommer af de tyske indvandrere, der blev sendt til Danmark under krigen.
Den anden kone ville selv skilles hun havde forelsket sig i en yngre mand. Steffen lod hende gå, de havde ingen børn.
Nu er Steffen på pension efter mange år på byggepladser og på farlig fabrik. Han overvejer at samle et hold af lokale mænd og bygge boliger, sommerhuse, saunaer og lave renoveringer. Efterspørgslen er stor, og han har lidt startkapital.
Nok om mig, hvordan har du det? Har hørt, du er alene nu, spurgte Steffen.
Uventet fortalte jeg ham alt nok et behov for at sætte ord på det hele, og måske virkede solbærlikøren.
Jeg er ikke alene, Steffen. Jeg har en stor familie, hvor jeg nærmest bare er hushjælp, begyndte jeg.
Elna ville ikke videre i skole efter gymnasiet hun blev gift og tog sin mand med hjem til min store lejlighed i Odense. Plads nok til alle. Fik en lille pige, Sofie.
Og det blev sådan, at jeg fik alle husopgaverne. Elna har depression og et lille barn.
Min mand (en fantastisk mand) passede på mig og hjalp han klagede aldrig, men en morgen vågnede han ikke. Det var et chok men der var ikke tid til sorg.
Jeg holdt sammen på hjemmet og alle udgifterne voksede. Svigersønnen tjener lidt, jeg lægger mine penge i den fælles husholdning. Jeg troede, når Sofie blev større, kom hun i børnehave og Elna ville arbejde, men… Da Sofie var fire, fik Elna endnu en datter, Ingrid.
Nu går den ældste i skole og den yngste er fem. Elna er stadig hjemme.
Jeg laver morgenmad til svigersøn og børnebørn og sender Sofie i skole. Ingrid bliver hjemme med moren, men som regel leger hun alene eller ser tegnefilm, mens moren sover til langt op ad formiddagen.
Jeg følger Sofie i skole og tager på arbejde. Om aftenen laver jeg mad til næste dag, hjælper børnebørnene med lektier, vasker tøj og rydder op.
Jeg har forsøgt at tale med Elna om, at jeg ikke er ung længere, det må være tid for hende til at tage lidt ansvar hjemme. Nyttesløst. Hun er træt af børnene.
Svigersønnen er godt tilfreds. Svigermor arbejder, der er penge, ham behøver ikke at gøre noget. Der kommer også grønt fra landsbyen.
Han ville gerne hjælpe i haven, men han antyder, at jeg burde give ham penge til en bil. De ved, jeg har lidt opsparing, men jeg tør ikke give dem alt så står jeg uden noget. Desuden rækker mine penge ikke til en bil.
Jeg er udmattet og ved godt, jeg selv har skylden jeg har opdraget en doven og samvittighedsløs datter. Jeg forstår alt, men hvordan jeg kommer ud af denne cirkel, ved jeg ikke.
Ja, det er noget af en historie, sagde Steffen. Du skal ikke græde, vi finder på noget. Lad os gå hjem, det bliver lyst allerede, sagde han og tog afsted.
Søndag aften kørte han mig hjem til Odense i hans bil. Jeg var glad for alt det proviant jeg fik med fra landsbyen. Steffen hjalp med at bære poser og sække op.
Da han var gået, spurgte Elna: Hvor har du fået fat i ham den gamle?
Jeg forklarede, at det var en gammel klassekammerat, og begyndte at sortere grøntsager.
To uger senere, lige over middag, kom Steffen igen og begyndte at flytte de ting, jeg havde pakket. Den søvnige Elna og svigersønnen kiggede ud af værelset.
Hvad sker der, hvad skal det betyde? sprugte de i kor.
Jeg flytter. Jeg skal giftes. Jeg tager til min landsby og vil tilbringe mine år sammen med Steffen, svarede jeg.
Er du fuldstændig skør på dine gamle dage? Gift?! Bruden uden hjem! Og du, din mærkelige dame, har du lavet frokost? Dine børnebørn bliver snart sultne, sagde Elna forbløffet.
Nu må du selv tage dig af dine børn, og din mand. Jeg har levet for jer ti år, nu vil jeg leve for mig selv. Min kære datter, nu bliver du nødt til selv at gøre lidt, svarede jeg.
Forræder, jeg forbyder dig at se dine børnebørn! råbte Elna.
Jeg har ikke planer om at se dem nu jeg får travlt. Desuden har jeg set dem mere end du har, sagde jeg og gik.
I bilen græd jeg selvfølgelig.
Jeg burde have sagt det på forhånd, sagde jeg til Steffen.
Du ville have hørt det samme, bare endnu værre. De ville have sagt endnu grimmere ting. Det er bedst at rive plasteret af hurtigt. De har klamret sig til dig, ellers var der aldrig kommet en forandring, svarede Steffen.
Jeg gjorde Steffens hus hyggeligt. Han arrangerede et varmt toilet og installerede en brusekabine. Dog må vi stadig hente og fylde vand i en tank selv, og tømme septiktanken to gange om måneden men det er småting.
Jeg blev tilbudt jobbet som pedel på den lokale skole. Lønnen er mindre, men det er mere roligt. Steffen og hans hold bygger huse, der er arbejde hele året. Vi er glade og trives sammen.
Efter en måned kom svigersønnen med pigerne for at tilbringe weekenden. Sofie fortalte, at mor og far ofte skændes. Far koger selv suppe, men han kan ikke lave andet. Mor vil gerne arbejde, men har ikke fundet noget endnu.
Søndag forsøgte svigersønnen at lade den yngste blive i landsbyen, men jeg nægtede:
Jeg arbejder, og Steffen også. Børn skal bo med deres forældre. I kan besøge os, men I skal selv tage jer af dem til hverdag. I fik børnene for jeres skyld, ikke min.
De blev fornærmede, men ugen efter var børnebørnene igen hos mig.
Vi er bare på weekend, sagde svigersønnen og blev selv hos sin svigermor han havde savnet min mad.
Sådan gik det til.
Nogen vil måske mene, at jeg var hård mod min datter, andre synes det var retfærdigt.
Så mange mennesker, så mange meninger.
Åh, den danske bedstemor – gift igen og efterlod børnene skuffede! Hver weekend kom Asta hjem til …
