Aftenens gensyn
Asta var den mest uanseelige pige i klassen. Det mente hun i hvert fald selv. Lille af statur, tynd, og så havde hun endda rødt hår… Asta var usikker på sit udseende og så med misundelse på sine blonde og blåøjede klassekammerater.
– Min kære, du vil blomstre som en roseknop, – trøstede hendes mor, – jeg blev også først kvindelig meget senere. Først omkring mine seksten år. Så du skal ikke skynde dig, en dag vil du erobre drengenes hjerter. Og nu er du kun tretten år.
– Mor, jeg haster ikke, – svarede Asta med sænkede øjne, men hendes grønne øjne afslørede hende. Asta så trist på sig selv i spejlet og sukkede.
Hun havde længe været vild med en dreng fra parallelklassen – Jacob. Stærk, høj og sjov. Hans mod i lege og påfund mindede om dumdristighed. Når drengene spillede basketball i idræt, holdt Asta øje med Jacob. Hans energi og spænding tændte alle spillerne, og holdet vandt altid.
Selv hvis Jacob ikke havde været så flot, ville Asta stadig have kunnet lide ham, men hans iøjnefaldende udseende gav hende ingen chance for venskab med en sådan leder.
Desuden sværmede der altid venner og veninder omkring Jacob – ingen kunne komme igennem. Han var aldrig alene. Altid omgivet af en skare af drenge og piger. Alligevel var selv sjældne møder i gangen i frikvartererne en glæde for Asta. Men hendes manglende selvtillid svigtede hende hver gang. Når hun mødte Jacob, kiggede hun hurtigt væk…
Asta fortalte ingen om sin barnlige forelskelse, men det føltes som om hele verden kendte til hendes hemmelighed, og hun rødmede blot ved tanken om, at klassekammeraterne ville grine ad hende, eller endnu værre, Jacob selv ville opdage det…
Derfor besluttede hun, at hun for alt i verden måtte glemme drømmefyren, forsøge ikke at lægge mærke til ham og slet ikke tænke på ham. I starten lykkedes det hende ikke særligt godt, men langsomt bearbejdede hun sig selv. Asta blev roligere og det blev lettere. Hun begyndte endda at være stolt af sig selv.
– Det vigtigste er, at jeg ikke nærmer mig ham, – hviskede hun til sig selv. Så snart hun så sit idol i skolen, vendte hun om og gik i en anden retning, eller gemte sig hurtigt bag de andre elever.
To år senere. Asta klarede sig godt i skolen. Hun var vokset og var holdt op med at skamme sig over sig selv, for hendes mors forudsigelser var gået i opfyldelse: Asta var fra en almindelig pige blevet en smuk, slank ung kvinde over sommeren.
Efter 8. klasse begyndte hun på en erhvervsskole. Hun hørte om Jacobs og de andres liv via sjældne møder med hendes gamle klasselærer. Frk. Jensen boede på samme gade som Asta.
Asta gik ikke til klassefesterne. Deres klasse havde af en eller anden grund aldrig været tæt, så hun havde ikke nogen nære venskaber fra skoletiden. Kun én gang, da klassen mødtes for at fejre frk. Jensens jubilæum, besluttede Asta at deltage for at lykønske sin yndlingslærer.
Det var jo trods alt tredive år siden, de havde forladt skolen! Mødet var rørende, fordi mange ikke havde set hinanden siden skoletiden. Vennerne fra parallelklassen mødte også frem.
Asta rystede indvendigt, da hun så Jacob. Høj og respektindgydende mand med lidt gråt hår og en velplejet skæg. Han lignede ikke længere den dreng, han engang var. Alligevel havde han de samme gnistrende, livlige øjne.
Der var larm i festsalen. Efter de mange lykønskninger til frk. Jensen, stod folk i grupper og snakkede og krammede hinanden.
Astas overraskelse var stor, da Jacob henvendte sig til hende med et stort smil:
– Her er min hemmelige ungdomskærlighed… Asta.
Han bukkede let og kyssede hendes hånd. Som om de mange år ikke var gået – Asta blev helt rød i kinderne.
– Kærlighed? Mig? – udbrød hun, – hvorfor hører jeg først om det nu?
De lo begge. Selvfølgelig havde alle etableret deres familier, fået børn. Det gjaldt også Jacob og Asta.
Jacob og Asta stod lidt væk og han fortalte hende om sit arbejde, sin familie og sin søn.
– Jeg har også en søn, – sagde Asta, lige som hun havde håbet. Hun tog en dyb indånding og så Jacob i øjnene, pludselig spurgte hun:
– Men fortæl mig: hvorfor? Hvorfor kunne du lide mig? Jeg var den mest stille pige… og heller ikke noget kønt syn…
– Fordi du ikke var som alle de andre. Du gik forbi med stolthed. Jeg turde aldrig nærme mig dig. Stolt. Jeg kunne virkelig godt lide dig. Men det er i dag bare et sødt minde fra ungdommen.
– Jeg var lige så vild med dig, jeg kan slet ikke beskrive det… – sagde Asta, – men jeg kunne aldrig trænge igennem din flok af venner… Og jeg turde ikke tage det første skridt. Men det var jo blot en barnlig forelskelse.
– Hvem ved… – sagde Jacob eftertænksomt, – måske gik vi glip af noget i vores liv.
– Måske, – lo Asta, – måske mødes vi igen en anden gang. I det næste liv…
– Jeg skal nok finde dine grønne øjne, – hviskede Jacob og smilede trist. Det var tydeligt, at han var fascineret af Asta. Og hun var virkelig smuk. Et sent blomstrende rose – som hendes mor engang sagde.
Pludselig blev Asta kaldt på.
– Mor! Far og jeg er kommet for at hente dig, som du bad om…
Astas søn brød gennem mængden.
– Mød min søn… – sagde Asta. Hun smilede.
– Jakob, – sagde Astas søn muntert og gav ham hånden.
– Jacob Henriksen, – sagde Jacob og tog hans hånd. Han så på Asta med et blik af overraskelse, ømhed og forvirring.
Asta vinkede farvel og gik ud mod døren. På vej ud af skolen blev hun indhentet af Jacob.
– Hør nu, Asta… – han så på hende med blanke øjne, – tak…
– For hvad? – undrede Asta sig.
– For din søn. Endnu en lille Jacob vokser op. Tak for mindet…
Asta nikkede. Hun satte sig ind på bagsædet af bilen.
Hendes mand spurgte:
– Hvordan gik det?
– Godt, – svarede Asta, – mange af dem kom. Det var rart at se dem. Og lidt vemodigt, selvfølgelig. Tiden forandrer os… Jeg er glad for Frk. Jensen. En enestående lærer. Må hun være velsignet med mange flere år til at undervise mange generationer af elever…
