Lille æske med ring
Ida og Mads havde været venner siden folkeskolen. De boede i samme boligblok, i opgangene lige ved siden af hinanden, og gik i samme klasse. De første to skoleår hentede Mads’ bedstemor dem altid efter skole. Idas mor arbejdede skiftende vagter, og faren var ofte på forretningsrejse.
“Ida, kom med hjem til os, så får du noget varmt mad,” tilbød Mads’ bedstemor hver gang.
På vej hjem ventede Ida altid med bankende hjerte, om bedstemoren ville invitere hende med til frokost. Hun nød den lækre, hjemmelavede kødsovs, frikadeller med kartofler eller pasta med pølser.
“Hvad, har du ikke spist igen? Hvem tror du, jeg laver mad til? Som om du ikke bliver fodret derhjemme,” skældte moren ud om aftenen, når hun åbnede køleskabet.
Ida forklarede, at det var kedeligt at spise alene, og at hun ikke havde lyst, men at bedstemoren havde inviteret hende, og hun kunne ikke sige nej. Men fra tredje klasse begyndte de at gå i skole om eftermiddagen. Bedstemoren inviterede ikke længere Ida med hjem, for moren ventede nu på Ida derhjemme. Og efterhånden holdt hun helt op med at hente Mads og Ida efter skole.
“Hold nu op. Er jeg et lille barn? Ingen andre bliver hentet, kun mig. Det er pinligt,” svarede Mads, da Ida spurgte, hvorfor bedstemoren ikke kom mere.
Ida begyndte at lægge mærke til, at Mads ikke længere ventede på hende i garderoben. Han løb altid væk, mens hun stadig var ved at tage jakken på. Nogle gange gik han med de andre drenge, uden at lægge mærke til Ida, der slæbte sig bag efter.
Og i skolen holdt Mads sig også fra hende. Det var fordi drengene drillede dem med at være kærester. Ida blev sur på Mads. Når han bad om at kopiere hendes lektier, nægtede hun og løftede stolt hagen.
I de højere klasser begyndte de fleste at date. Mads holdt ikke længere afstand til Ida. De gik igen hjem sammen. Han kom ofte forbi for at låne lektier eller lave en rapport.
En dag kom Ida hjem fra skole og fandt sin mor i gråd.
“Er der sket noget med far?” spurgte hun forskrækket.
“Ja, der er sket noget. Han har forladt os. Han er gået til en anden. Må hans lemmer visne…”
Siden den dag lukkede moren sig inde i sig selv, græd eller stirrede tomt for sig. Stemningen derhjemme blev utålelig. Ida havde ikke lyst til at gå hjem. Og Mads’ bedstemor blev syg. Hun glemte alt, selv at spise. Mads måtte passe på hende efter skole, indtil hans forældre kom hjem fra arbejde, for at hun ikke gik væk eller glemte at slukke for komfuret. De så kun hinanden i skolen.
Før eksamen talte alle om, hvad de skulle studere. Ida vidste, at der ikke var penge til universitetet, så hun søgte ind på erhvervsskolen. Mads kom ind på universitetet.
Nu så de kun hinanden, hvis de tilfældigt mødtes på gaden. Først vekslede de et par ord. Så blev det blot til et hurtigt “hej,” før de gik hver til sit. Nogle gange så Ida Mads med en pige. Han lod som om, han ikke så hende.
Ida blev jaloux, vred og såret. Hun kunne godt lide Mads. Var det kærlighed eller blot venskab? Hun tænkte ikke over det. Men det gjorde ondt at se ham med en anden.
På hendes sidste år kom en ny lærer til skolen, lige færdig med læreruddannelsen. Han var nervøs og undgik at se pigerne i øjnene. Han bar store briller med tykke, sorteMads pressede den lille æske med diamantringen ind i hendes håndflade, og Ida vidste med ét, at alle de tomme år var værd at vente på, for nu var hun endelig kommet hjem.
