Den aften forandrede Signes liv for altid.
“Forstår du, Signe, jeg har mødt en anden. Vi passer perfekt sammen. Der er romance! Ikke som os to – kun en gang imellem, og det kun på helligdage,” sagde Søren, mens han tog sit vielsesring af.
Han sagde det med en hånlig tone, som om det hele var hendes skyld. Signe lyttede tavst. Hun tiggede ikke, græd ikke eller holdt fast. Hun lod ham gå.
“Vi deler ikke noget. Lejligheden er min, købt før ægteskabet, bilen også. Hunden får du slet ikke. Selvom vi fik ham i ægteskabet, er han min trøst,” sagde hun lidt senere.
“Jeg er ligeglad med ham. Tag ham. Men bilen og lejligheden kunne vi da godt have delt.”
“Hvis du havde betalt for dem,” afbrød Signe. “Men det gjorde du ikke, så undskyld.”
Søren prøvede at argumentere, men gik til sidst. Hun blev tilbage – med hunden, Bjarne, og et ønske om at hævne sig. For alt.
Signe led under forræderiet.
“Jeg tror aldrig, jeg vil stole på nogen igen,” delte hun sine følelser med sin veninde.
“Jeg forstår slet ikke, hvordan du kunne lade ham gå så nemt. Du skulle have lært ham en lektie.”
“Hvordan?”
“Holdt fast med alle midler og så forladt ham bagefter.”
Signe trak bare på skuldrene.
“Hævn er en ret, der serveres kold. Vent bare, han dukker snart op igen.”
“Hvorfor tror du det?”
“Fordi I var sammen i 7 år, og den der Christina er bare en flirt fra fitnesscenteret. Og 15 år yngre. Snart indser Søren, hvilken fejl han begik.”
Og sådan gik det.
Knap tre måneder senere dukkede Søren op.
“Er du hjemme? Jeg kørte forbi, jeg vil lige stige ind.”
“Hvorfor?”
“Jeg glemte min yndlingsparaply hos dig. Det er efterår, jeg har brug for den. Jeg henter den bare.”
“Ja, tag den…” Signe protesterede ikke, lod ham komme og gennemsøge skabene efter ting, han kunne have glemt. Hun lod det ske og så, hvordan han kæmpede. Det var som om, han ledte efter undskyldninger for at besøge hende.
Da alle ting var hentet, fandt Søren på en ny undskyldning:
“Signe, jeg kommer om lidt. Vents på mig.”
“Har du glemt noget mere?” Signe gned hænderne af glæde – præcis som veninden havde spået.
“Jeg har ikke set Bjarne i lang tid. Jeg savner ham lidt. Jeg er sikker på, han også savner mig.”
“Bjarne? Savner dig? Selvfølgelig gør han ikke det! Tror du, hunde og kvinder venter på dem, der svigter dem?”
“Jeg kommer alligevel. Christina har låst døren med en nøgle, jeg ikke har, og rejst til et fitness-arrangement. Jeg skal overnatte et sted i nat.”
“Tag på et hotel.”
“Men… må jeg ikke komme og spise aftensmad?”
“OK,” gav Signe efter.
Søren kom.
“Den der kartoffel med svampe… Jeg ville sælge min sjæl for den!” sagde han og roste sin ekskones mad. “Christinas mad er althed… kedelig. Hun er altid på diæt. Jeg bad hende om at stege kartofler, og hun råbte af mig! Sagde, jeg var fed…”
Signe lo. Eksmanden så ynkelig ud. På tre måneder var han ikke bare slanket af – han var skrumpet ind. Det gav ham ekstra ti år.
“Spis. Du har brug for at tage på,” sagde Signe og skar et stort stykke kød til Bjarne. Søren fulgte kødet med øjnene og tænkte, at Signes hund spiste bedre end han gjorde hos Christina.
“Det er på tide, du går,” sagde Signe, da han havde spist og sat sig foran tv’et – som i gamle dage.
“Lad mig lige slappe af! Jeg har ikke haft en så god aften i lang tid! Hyggeligt.”
“Jeg har andre ting at tage mig til, undskyld.”
“Åh, virkelig?” Søren kneb øjnene sammen. Han kunne ikke forestille sig, at hans trofaste Signe kunne finde en anden.
“Jeg har en aftale,” sagde Signe og iagttog hans reaktion.
“Med hvem?”
“Det rager ikke dig. Smut nu. Jeg har brug for sofaen.”
Sørens ansigt faldt. Men han måtte give op og gå. Han havde regnet med, at Signe af gammel vane ville give ham både sofaen og lidt kærlighed.
Da han skulle gå, mumlede han:
“Du lyver, Signe. Ingen kommer til dig.”
“Hvorfor ikke?”
“Ellers havde de fikset den utætte vandhane. Ingen selvrespekterende mand ville lade sin kvindes hjem være i sådan en tilstand.”
“De mænd, der kommer, er her ikke for at fikse vandhaner, men for fornøjelsens skyld. Så gå nu, Søren. Fiks Christina’s hane. Men jeg tror, det er for sent. Den begyndte at lække, mens du boede her – og du gjorde ingenting.”
“Jeg kan ikke det. Men jeg kan andet.”
“Intet i nærheden af min nye,” sagde Signe og smækkede døren.
Hun gloede gennem kikkerten og så hans forbløffede ansigt. Søren tøvede og gik.
Han ringede et par dage senere.
“Hvad vil du?”
“Jeg savner dig. Vi var sammen i så mange år. Gammel vane.”
Først havde Signe nydt det – at han brokkede sig over Christina, kom forbi, blev afhængig af hende. Hun gjorde alt for at vise, hvor godt hun havde det uden ham. Hun drømte om, at han skulle fortryde. Men nu begyndte han at irriterere. Med hvert besøg forstod hun, at følelserne var væk. Hun hadede ham ikke engang, og hævntørsten forsvandt.
“Hvad gør jeg? Hvordan slipper jeg af med ham?” spurgte hun veninden.
“Det er tid til at hævne dig.”
“Ved du hvad… Jeg tror, han har straffet sig selv. Han er ulykkelig med Christina, og jeg gider ikke tage ham tilbage bare for at forlade ham.”
“Så ignorer ham. Luk døren og tag ikke telefonen.”
Signe prøvede… men det blev kun værre. Pludselig vågnede Sørens jagtinstinkt. Han indså, at hans reserveplan var ved at glide væk.
Han bombarderede hendes telefon, ventede udenfor hendes dør, dukkede op på hendes arbejde med blomster.
“Søren, stop. Jeg har et nyt liv,” sagde Signe chokeret. Havde nogen fortalt hende dette for et halvt år siden, havde hun ikke troet det.
Nu gik hun med Bjarne i en anden bydel for at undgå ham.
“Bo hos mig,” tilbød veninden.
“Men lejligheden?”
“Lej den ud. Jeg kender en kollega, der leder efter noget i en måned.”
“OK. Inviter hende hjem til mig i weekenden.”
“Men hun er perfektionist. Den type, der skruer håndtagOm søndagen, da Signe stod og drak morgenkaffe med Bjarne ved sine fødder, bankede det på døren, og da hun åbnede, stod Mikael der med en kurv friske boller og et smil, der fik hendes hjerte til at banke på en helt ny måde.
