Kirsten sad på en bænk ved det gamle hus, hvor hun havde boet hele sit liv. Nu tilhørte det dog fremmede, og hun boede der på deres nåde. Hvordan det var kommet dertil, forstod Kirsten ikke. Hun mente at have levet et retfærdigt liv, ønsket ingen ondt og opfostret sin eneste søn.
Men sønnen blev ikke, som hun havde opdraget ham… Kirsten sad og genkaldte sig erindringer, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Det begyndte med minderne fra hendes bryllup med sin elskede Hans. Et år senere blev deres søn Peter født. Senere kom der tvillinger – en dreng og en pige. Men børnene var svagelige og levede kun en uge. Kort efter døde også Hans af blindtarmsbetændelse; lægerne opdagede ikke problemet i tide, hvilket førte til bughindebetændelse, og så var det for sent…
Kirsten sørgede længe over sin mand, men tårer hjælper ikke på sorg, og livet fortsatte. Hun giftede sig aldrig igen, selvom der var bejlere. Hun frygtede, at det ville blive svært for Peter med en stedfar, så hun dedikerede sig til at opdrage sin søn.
Peter voksede op og valgte sin egen vej – langt væk fra sin mor, i byen. Der fik han en uddannelse, giftede sig og fortsatte sit liv. Kirsten blev alene i det lille hus, Hans havde bygget. Sådan levede hun der til en høj alder. Peter besøgte sin gamle mor af og til – kløvede brænde, bragte vand og hjalp med lidt af hvert. Men hvert år blev det sværere for Kirsten at klare alting selv. Hun havde kun en ged og nogle høns tilbage, men de skulle også passes.
Engang kom Peter med en mand, hun ikke kendte.
– Hej, mor, hilste sønnen.
– Hej, Peter.
– Det er min ven Jens, præsentationen han fortsatte. – Han vil gerne se dit hus for at købe det. Det bliver nemt nok for dig at bo her alene, nu kan du flytte med mig til byen.
Kirsten satte sig ned af overraskelse.
– Tag det roligt, mor. Min kone har ikke noget imod det. Vi skal nok sørge for dig, du får mad, varme og kan tage dig af dine børnebørn. De spørger allerede, hvornår bedstemor Kirsten kommer og besøger os.
Det endte med, at beslutningen blev taget for Kirsten. Hvad skulle hun ellers gøre i sin alder? Hun kunne ikke længere klare husholdningen selv, så i det mindste kunne hun tage sig af børnebørnene.
***************
Sådan blev Kirstens hus solgt – hurtigt og uden besvær. Før afrejsen tog hun en lang afsked med huset, undersøgte hver krog, der vækkede minder fra fortiden. Da hun gik ud i haven, omfavnede stilheden hende, og hendes hjerte blev klemt af savn. For ikke længe siden brølede en ko, gryntede svin, brægede en ged og høns struttede rundt der. Nu var der tomt.
Da hun gik tilbage gennem haven, tog hun en håndfuld jord, hvor hun havde arbejdet dag og nat. Det var svært for Kirsten at sige farvel til det velkendte sted og landsbyen, hvor hun kom fra og havde tilbragt hele sit liv. Alle naboerne græd, da de tog afsked med Kirsten og lovede at bede for hendes velfærd på det nye sted.
En sidste gang så hun på huset og gik hen til sin søns bil. Hvad kunne hun ellers gøre? Sådan er den bitre alderdom…
I begyndelsen var livet hos sønnen godt. Der var ingen særlige opgaver – ingen pejs eller dyr i lejligheden, alt var automatiseret og inden for rækkevidde. Kirsten legede med sine børnebørn og så fjernsyn.
Snart købte sønnen en bil for pengene fra salget af huset. Kirsten forsøgte at indvende, at det var irrationelt at bruge pengene så hurtigt, men sønnen afbrød hende halvvejs, hvilket gjorde klart, at det emne var lukket for hende – hun var i en varm lejlighed med alt, hvad der var klar, og det skulle være nok!
Siden da tog Kirsten ikke emnet op, men var bitter over sønnens skarpe ord. Hun bemærkede også, at med købet af bilen ændrede sønnens og svigerdatterens attitude sig mod hende, og børnebørnene blev ikke mere så artige og venlige som før.
Familien holdt op med at lægge mærke til bedstemor. De interesserede sig ikke for hende – om hun havde spist, om hun havde sovet godt, om hun havde smerter, om der var noget, hun behøvede…
Det blev kun værre: nu blev hun endda ikke inviteret til bordet, de talte ikke med hende. De kunne svare skarpt eller skælde ud: hun havde ikke sagt det rigtige, eller stod det forkerte sted…
Kirsten havde det sværere og sværere. Havde hun vidst, hvor hurtigt hun ville blive unødvendig, ville hun aldrig have solgt huset og flyttet. Det ville være bedre at dø af kulde og sult i sit eget hus end at leve sådan, side om side med sin eneste søn i hans luksus og være mindre end en fremmed.
Kirsten sørgede over sit hus hver dag. Hvis hun kunne vende tilbage, ville hun tage tilbage til landsbyen uden tøven. Men huset var solgt, og fremmede boede der nu.
En dag kunne hun ikke holde det ud længere og sagde til sin søn:
– Jeg troede aldrig, Peter, at min alderdom og livet i dit hjem ville blive så bittert. Det viser sig, at penge var vigtigere for dig end din egen mor. Jeg forlader dig, forlader jer alle…
Sønnen sænkede øjnene og svarede ikke, men da Kirsten med sin lillebylt krydsede dørtærsklen til lejligheden, sagde han til hendes ryg:
– Hvis du finder det svært, mor, kan du altid komme tilbage.
Kirsten lukkede døren stille og græd på trappeopgangen. Det gjorde så ondt, at sønnen ikke engang forsøgte at stoppe hende, omfavne og trøste hende, men kun fandt så sårende ord for at få hende hurtigere ud.
***************
Det tog mere end en dag for Kirsten at nå tilbage til den kendte landsby. Hun sov på banegården, tog tomlen og red med på fremmedes bil. Hendes øjne var våde af tårer hele tiden. Hun blev først rolig, da hun så sit barndomshjem. De nye ejere havde repareret, malet det, og det så næsten ud som dengang, hun flyttede ind med sin Hans.
At huset ikke længere var hendes, tænkte Kirsten ikke på. Hun sneg sig stille op på loftet i svinestalden og besluttede sig for at bo der. Det vigtigste var at være i de velkendte omgivelser.
Hun frygtede kun, at ejerne ville finde ud af det og smide hende ud, som hendes egen søn havde gjort. Så ville hun virkelig ikke have noget sted at tage hen.
Det varede ikke længe, før Kirsten blev opdaget i stalden. Næste morgen kom ejeren med mad til svinene. Han hældte maden op, kiggede op og sagde:
– Kom ned, bedstemor Kirsten, vi skal tale sammen.
Den gamle kvinde havde ikke forventet at blive fundet så hurtigt og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Alligevel måtte hun tale med ejerne – hvad der end måtte ske! Gud bestemmer.
Stillet overfor den nye ejer af huset, hørte Kirsten noget, hun ikke havde ventet:
– Kirsten – sagde Jens, den ven fra Peter, hun engang havde mødt – Min kone og jeg kender godt til din situation. Din søn ringede og sagde, at du kunne dukke op her. Vi ved også, at du ikke fandt dig til rette i hans familie. Vi har tænkt over det og tilbyder dig at bo her hos os, da der ikke var plads til dig i din søns hjem. Det passer sig ikke at bo i en svinestald. Desuden er det dit hus. Du og din mand byggede det, tog vare på det i mange år. Der skal nok være kælderum til ejeren! Få noget varme, vask dig, og så får vi lidt mad til dig. Min kone laver en vidunderlig suppe!
Kirsten havde ikke ventet sådan en generøsitet. Hun begyndte at græde, nu af taknemmelighed til de nye ejere. Det svarede til, at fuldstændigt fremmede mennesker havde udvist mere medlidenhed og sympati end hendes eneste søn.
Da Kirsten endelig krydsede hjemmets tærskel, kunne hun knap holde sig på benene. Alt lugtede af hendes liv. Hun tænkte over, at det var på grund af hendes egen søn, at hun var blevet hjemløs i det hjem, hun havde bygget selv. Hendes moders hjerte græd, og hendes læber bad Gud om at tilgive Peter…
