I en korridor på kvindeklinikken sad en ældre kvinde på en bænk. Ved siden af hende sad en spinkel pige på omkring 15 år, iført en kort nederdel, hvorfra hendes spidse knæ stak frem. Bedstemoren havde taget sit barnebarn med til abortklinikken. Bedstemoren sukkede tungt hele tiden. Barnebarnet kiggede nervøst rundt. Ved siden af hende stod en pose. En kvinde på omkring 30 år nærmede sig og satte sig ned ved siden af.
– Skal I ind i det her rum?
– Ja.. Men fortæl mig, gør det ondt?
– Det er ubehageligt, selvfølgelig, men de giver bedøvelse. Det vigtigste er, at det går hurtigt, højst 5 minutter, hvis det ikke er langt henne. Sådan har jeg hørt, det er første gang, jeg er her, og jeg er ærlig talt bange selv. Logisk forstår jeg det, barnet har jo ikke gjort noget forkert.
– Åh gud, hvorfor er vi havnet her… Forstår du, det er mit barnebarn, hun går i 9. klasse, og hendes kæreste bedrager og forlod hende… Og hun er gravid. Han vil ikke vide noget om barnet. Hvad skal vi gøre? Hun skal jo færdiggøre skolen… Hun har ingen forældre, jeg har selv opfostret hende… Åh, hvilken sorg…
– Bedste, hold nu op, it revner mit hjerte, det er allerede svært… Kvinden sagde jo, at det ikke vil gøre ondt… Blot et øjeblik, og så er det overstået.
– Åh, kære barn, der er jo et live barn i dig, og du kan bare få det overstået… Barnet har ikke gjort noget forkert, som kvinden sagde. Ved du hvad, stå op, lad os gå, vi skal nok klare os. Under krigen fødte folk også, det gik jo. Vi skal nok klare os. Din kæreste er så ligegyldig, en far kalder han sig… Stå op, tag posen, nu går vi hjem, her har vi ikke noget at gøre.
Pigen havde åbenbart ventet på dette. Hun greb posen og gik mod udgangen, bedstemoren fulgte efter. Kvinden på bænken smilede og tænkte på sine egne ting, mens hun så dem gå.
Tyve år senere:
– Mor, jeg elsker ham; det er seriøst, tro mig! Mikkel er en god fyr, han har en lys fremtid!
– Jamen, hvilken fremtid er der, når I bliver gift… Fuldfør universitetet, så kan vi se videre derfra!
– Mor, vi er 20 år, vi er ikke små længere. Brylluppet vil ikke forstyrre studierne; vi bruger ikke penge, vi bliver bare registreret, hvorfor skal vi følge gamle konventioner? Vi spiser middag på en restaurant med Mikkels forældre og hans bedstemor, og det er alt; vi fejrer senere med vores venner. Mikkel elsker sin bedstemor meget, hun har opfostret ham.
– Åh, Anna, hvad man ikke gør for sin elskede datter! Vi skal jo møde Mikkels forældre, vi skal jo snart være svigerforældre.
– Inviter dem hjem, mor…
– Goddag, kom indenfor! Jeg er Annas mor, Karen. Sæt jer ved bordet…
Mens hun så på Mikkels bedstemor, føltes det for Karen, som om hun havde set hende før. Mikkels mor, Lisa, var meget ung, hun lignede næsten sin søn. Det viste sig, at hun havde født ham som 16-årig med en skolekammerat, der først ikke ville have barnet, men senere blev tvunget til at gifte sig med Lisa for ikke at komme i fængsel. På papiret var de mand og kone, men de boede ikke sammen, og senere blev de skilt.
– Ved du hvad, Karen, det er pinligt at indrømme, men vi ville oprindeligt slippe af med Mikkel… Lisa var jo kun en lille pige, hvad for en mor kunne hun være… Hun havde ingen forældre, hendes mor døde ung, og hendes far røg i fængsel. Jeg opfostrede hende alene. Og pludselig kom hun med en fremmed… Hvem kunne hun føde for?
Da vi allerede var på hospitalet og ventede på proceduren, nærmede en kvinde sig også. Hun skulle også have en abort. Hun sagde, at børnene ikke havde gjort noget galt, og det ramte mig som et slag i ansigtet, hvordan kunne man dræbe et uskyldigt barn… Det var et tegn fra oven, vi måtte stoppe og redde Mikkel.
Det var næsten som om Gud selv havde sendt os den kvinde. Lisa og jeg gik hjem fra hospitalet. Hun gik i skole til det sidste, gennemførte 9. klasse, og mere behøvede vi ikke. Mikkel blev født, jeg tog mig af ham, og Lisa gik på handelsskole, uddannede sig til konditor. Mikkels far, Peter, hjalp aldrig, og hans forældre heller ikke.
Det har vi klaret os igennem. Lisa blev senere gift med en god mand, fik en datter. Nu bager hun kager på bestilling og tjener godt. Bekymr dig ikke, hvis Mikkel og Anna gifter sig, har de et sted at bo, jeg giver dem min lejlighed, og jeg flytter til Lisa. Sådan er vores historie.
Karen kunne ikke tro sine egne ører. Det var den samme bedstemor og hendes barnebarn, som var gået ud af hospitalet. Det var takket være dem, at hun besluttede at beholde barnet, hendes elskede Anna…
Efter samtalen med bedstemoren blev Karen pludselig rolig, hun indså, at hun skulle føde, det skulle nok gå alt sammen. Barnet var fra en gift mand, som var hendes første kærlighed. Livet havde ført dem væk fra hinanden, og da de endelig mødtes igen, var han allerede gift. Der var kun én gang, de var sammen, og efter det vidste hun, at hun var gravid.
Hun ønskede ikke at ødelægge hans familie, sagde intet om barnet, og besluttede sig for, at hun ikke havde ret til at føde, og ødelægge både hendes eget og barnets liv.
Da Karen besluttede sig for abort, overbeviste hun sig selv om, at det ville være bedst sådan. Men bedstemoren og barnebarnet formåede at ændre hendes opfattelse på fem minutter. Hvis de kunne klare det, kunne hun også. Hun besluttede sig for, at det var et tegn fra oven.
Karen gik ud af hospitalet efter dem. Graviditeten og fødslen gik godt, og hendes eneste datter, den mest elskede person på Jorden, blev født.
Og nu havde skæbnen bragt dem sammen igen. Men nu af en glad anledning. Børnene, der måske aldrig var blevet født, planlægger at gifte sig. Er det ikke et tegn fra skæbnen?
Ofte modtager folk tegn fra oven. Nogle lytter, andre gør ikke. Nogle gange er fem minutter alt, hvad der skal til for at ændre livet. For eksempel valg om at beholde et barn, der ikke blev ønsket og ventet. Senere kan man ikke forestille sig livet uden det barn, og tænker med rædsel på, at han måske aldrig var blevet født.
Meget kan ske i livet, men hvis du føler, at du begår en fejl, så tøv ikke, for nogle gange kan fem minutter gøre en stor forskel…
