Manden kom hjem, og lige fra dørtrinnet, uden at tage skoene af eller overfrakken, udbrød han:
– Lene! Vi er nødt til at snakke alvorligt…
Og straks, som om han løb tør for luft, åbnede han sine allerede store øjne endnu mere og uden at holde en pause:
– Jeg er forelsket!
“Nå for pokker,” tænkte Lene, “så kom midtvejskrisen også til vores familie. Hallo, og velkommen…” Mens hun tænkte dette, kiggede hun opmærksomt på sin mand, noget hun ikke havde gjort i omtrent fem eller seks år (eller var det allerede otte?).
Man siger, at hele ens liv passerer forbi én, når man står for døden, og nu begyndte Lene at se deres fælles liv for sig i glimt. De havde mødt hinanden på en ret almindelig måde – via internettet. Lene havde trukket tre år fra sin alder, mens hendes kommende mand havde lagt tre centimeter til sin højde. På denne lidt finurlige måde, men med en smule besvær, lykkedes det dem alligevel at passe ind i hinandens søgekriterier og finde hinanden.
Lene kunne ikke længere huske, hvem der skrev først, men hun huskede helt sikkert, at hans første besked ikke var uanstændig og bar en let selvironi, hvilket tiltalte hende meget. Som 33-årig med et gennemsnitligt udseende vurderede hun nøgternt sine chancer på ægteskabsmarkedet og forstod godt, at hun, hvis ikke på sidste række, var tæt på, så hun besluttede sig for at bide tungespidsen af ved deres første date, lytte opmærksomt, tage lyserøde briller på, iføre sig blondeundertøj og i tasken havde hun medbragt hjemmelavede småkager og en bog af Turgenev.
Første møde gik overraskende let (det er dét, som sker, når man klæder sig korrekt!). Deres romance udviklede sig hurtigt og stormfuldt. De havde det sjovt sammen, så efter seks måneders regelmæssige møder og konstant pres fra forældre, der havde mistet håbet om at se børnebørn i deres levetid, turde den kommende mand endelig fri til Lene. De introducerede hurtigt hinandens familier, og kravet fra både brud og brudgom om at holde brylluppet i en snæver familiekreds blev accepteret af forældrene uden forbehold. Frygten for, at nogen pludselig kunne ombestemme sig, gjorde, at de valgte den første mulige ledige dag til bryllup.
De levede, som Lene syntes, godt. Familielivet var præget af et tropisk klima med de sædvanlige små sæsonmæssige temperatursvingninger, ingen varme afrikanske lidenskaber, men et liv fyldt med harmoni og respekt – hvad mere kan man ønske sig?
Manden, som en typisk repræsentant for det mandlige køn og derfor mere simpel og direkte, smed sin stramme rolle som “følsom-ømt-romantisk-ædru macho med gyldne hænder” blot et par uger efter brylluppet, og han viste sig for Lene som han virkelig var – en enkel, arbejdsom og omsorgsfuld mand i komfortable joggingbukser.
Lene, som repræsentant for det mere komplekse kvindelige køn, slap langsomt sit stramme billede af “stum-døv-sexet husmor-intelektuel” en lille smule hver dag, men en hurtig graviditet fremskyndede processen, og derfor skilte hun sig, med stor fornøjelse, af med sit sprængende billede og lettet iførte hun sig en hyggelig hjemmebadekåbe.
Det faktum, at de begge, til trods for at de opgav deres roller, hverken flygtede fra forholdet eller havde klager mod hinanden, overbeviste Lene endnu mere om rigtigheden af deres beslutning og styrkede hendes tro på deres lille samfundsenhed.
Hverdag og opdragelse af to børn født lige efter hinanden rystede naturligvis deres familieliv af og til, men der skete aldrig et forlis, og når stormen stilnede, fortsatte de deres stille og anstændige rejse på bølgerne af deres familieliv.
Lykkelige bedsteforældre hjalp dem, hvor og hvordan de kunne, og på arbejdet kravlede de, stille men sikkert, op ad karrierestigen uden at glemme at rejse, at finde tid til hobbyer og selvfølgelig hinanden, således holdt de sig inden for de statistiske gennemsnitsrammer.
Nu har de været gift i tolv år, og i alle de år er manden aldrig blevet taget i utroskab eller sågar flirt med nogen, selvom Lene ikke var specielt jaloux, og han kunne godt have fundet på at snige sig til sådan en flirt uden efterfølgende skandale. Hun forestillede sig ham flirte, og smilede ufrivilligt, for billedet i hendes hoved var virkelig morsomt og endda komisk. Det skyldtes, at han, efter nogle mislykkede forsøg på at give komplimenter på traditionel vis tidligt i deres forhold, havde indset, at det ikke var hans stil, og han havde derfor valgt en anden taktik, hvor han kun gav komplimenter i stilhed (eller ved hjælp af ultralyd, som Lene ikke kunne høre?), simpelthen ved at stirre, som en lemur.
Gennem årene havde Lene lært at skelne mellem nuancespektret af hans øjenudtryk: fra vild beundring, tilfreds accept, ufrivillig overraskelse, uventet forvirring, stærk uforståenhed og fuld forargelse. Og nu forestillede hun sig, hvordan han gav komplimenter til en rotte, idet han åbnede sine øjne bredere og bredere…
Lene blev tør i halsen ved tanken om hans omdannelse til en lemur, hun smilede nervøst og kvækkede:
– Nå, hvad hedder din rotte da..?
Hendes mands øjne blev nu vidt opspærrede af overraskelse, mens han ivrigt famlede sig over hele kroppen og stammede:
– Hvordan? Hvordan… kunne du gætte, at jeg er forelsket i en rotte?! Jamen, for pokker… Forstår du, jeg kunne ikke bare gå forbi, jeg blev målløs, da jeg så den… se lige, hvor fantastisk den er, hvor blød, hvor smuk… den minder så meget om dig…
Manden trak en lille grå rotte med lyserøde, gennemsigtige ører, lyserød næse og sorte perleøjne frem fra sit bryst.
Lene hørte intet mere. Hun betragtede sin mand, hans nye veninde, deres gensidige kærtegn og var uendelig lykkelig over, at han var forelsket i netop denne rotte, som lignede hende…
