Det var tiden, da forløsning kommer, langt fra hvad man forestiller sig. En mørk vinter eftermiddag stod Lars ved køkkenet, træt af dagen og rasende. “Nu må det nok!” udbrød han og råbte, mens han trådte frem og tilbage i køkkenet. “Det samme hver dag, Line! Du venter bare, og jeg mister jer begge.”
Line stod ved bænkspisebordet, med lejlighedssovspladserne i kog, mens varmen dansede over hendes hænder i tørvatten. Hun vendte ikke hovedet mod ham, men der var et lille ryk i hendes skuldre som en træt himmel, der er færdig med regnen.
“Du ved, du har altid været.” Hendes stemme lød lav og mørk, ikke skarp, men så passiv, at det føltes som det sidste stød i et fald.
“Jeg snakker ikke om mad, men om os! Vi har ikke tilbragt en eneste hel dag sammen i måneder.” Han rakte ud mod bordet og slap hænderne fra blive slapere, som hvis han ønskede at gribe fat i noget som helst. “Ikke ét blik, Line. Ikke én eneste dag, hvor vi skulle tælle trin i lysets flok.”
Line vendte sig langsomt mod ham, ansigtet blev til en flade, der ikke spejlede smerte, bare en hurtig sum af år, der var gået forbi uden at tage noget med.
“Det var for to uger tilbage,” sagde hun, men stemmen var uskyldig, som ved at fortælle om en elv lige over hovedet.
“Og du sad hele tiden med din mobil!” Han skævede til bordenden, hvor et stort glas med vand og en telefon lå ufar. “Ja, jeg ved, jeg ikke er særlig social. Men det gør mig ikke til en monster!”
Line klappede pladsen for ham ved bordet. “Så gør dig færdig, Lars,” sagde hun med den rolige ton, der var som et varmt klæde under stjernerne. “Hvordan føles det at vente?”
“Jeg gik,” sagde han til sidst, og det skyldte det brændende behov for at skrive det måske ikke op, men frem for alt være fri.
Line svarede ikke. Hun satte en skive øl på bordet, og da Lars spurgte, hvem han skulle ringe til, så han, hvordan hun så hævede sin øl og tav som en sommerstorm, der græd under solen.
“Du gik?” fløj det ud over Natas hoved i caféen lige efter. De havde fundet hinanden for tre dage siden, og nu sad de mod hinanden tæt under sårene fra denne ny mur af trivsel. En akkord af lyse blomster og dagslys lød i baggrunden.
“Nej, jeg gik ikke,” sagde Line og så op mod Natas øjne, mens hun klemte lidt paraffintøj ud. “Han gik. Og jeg ønskede det, ikke fordi jeg elskede ham ikke, men fordi jeg gik op i, at vi elskede hinanden forkert.”
Nata stønnede og klemte hendes hånd hårdere, som om der kunne være en anden forklaring.
“Men ti år sammen! Hvad er det, hvis ikke et univers?”
“Det var et univers,” sagde Line og åbnede sin portefølje for et billede. “Men det har ingen stjerner nu. De er gennemskinelige.” Hun overrakket det til Nata, og på det fotografierede hun med Lars der fandt sin kopi ladet med en solbriller i Paris i 2012.
“Det gør ondt,” sagde Nata til sidst og så op i loftet. “Så du må hellere ikke la’ dig bremse. Kør, Line! Fritivs!”
Line så ud ad vinduet og spurgte til det ene sted i verden, hvor hun havde fundet tro, og det var en gammel højtliggende bolig i Nørrebro, der nu var færdig til at skifte skind. “Jeg begynder i morgen,” hviskede hun, og så smilede hun som en sommerdag, der er færdig med regnen.
Den eftermiddag vendte Line hjem og satte sig ved bordet i soveværelset. Hun åbnede mobiltelefonen med hånden som en fisk, der spejler solskin, og sendte beskeden til Nata: “Vi går til caféen i morgen. Vi bytter det mørke.
Da Lars trådte ind ad døren for at hente sine ting, stod hun ved bænkspisebordet med et nyt kortlag over Verdenshavet, og hun sagde ikke andet end “Tak, Lars. Det gav mening.”
Han gik, men vendte sig tilbage til hende en gang, da schakspillet mellem dem nåede til deres sidste træk. Og hun vidste, at han så sig selv i hendes øjne og så, hvor længe han havde levet i en fejlbillede.
Når det nu er tre år siden, sidder Line i et hus uden for Hellerup, halvvejs henne i forrige tidskreds, og hun skriver brokkens historie til en svensk forlag, der hilser hende som en forfatter. Hun har aldrig været så høj som nu, og hun ved, at noget der kaldes kærlighed er åbent for alle, men ikke for nogen.
Hun vidste, at hun havde glemt noget vigtigt under al drømmen. Men det var okay. Hun så sig selv i et par overskudende glas, og nu var hun der.
