En høj, bredskuldret kvinde træder ud fra kupéen og får straks sat de lidt for livlige passagerer på plads med sin myndige stemme. Det tager ikke mange sekunder, før selv de store, selvsikre mænd makker ret, som var det en ordré fra forsvaret.
Hendes lyse, tykke fletninger er snoet op om hovedet, øjnene er skinnende blå, og kinderne har den sundeste røde kulør. Hun sender et blik mod toilettet, netop som en lille, spinkel mand med lyse, dunede hårtotter kommer smuttende ud ansigtet så uskyldigt og barnligt, at det næsten gør ondt at se på.
Ivan! Jeg troede jo, jeg havde tabt dig! Jeg hører postyr ude på gangen, og selv togføreren tør da ikke blande sig. Hvordan går det med dig? Sådan nogle kan jo sagtens finde på at gøre dig fortræd uden grund, siger hun.
Åhh, Veronika! Jeg skulle nu nok have klaret dem! Hvorfor gik du dog ud, Veronika? Du er jo en dame! svarer manden og smiler forsigtigt, mens han suser ind i kupéen.
Kvinden ser på os andre i vognen to-tre stykker, der bare keder sig. Hun konstaterer, at ingen udgør nogen fare, og går tilbage.
Senere støder vi på hinanden igen i restaurantvognen; der er overfyldt, og jeg får plads ved hendes bord. Hendes mand er ikke at se. Efter at have spist brun sovs og kartofler, siger hun med sin markante stemme:
Jeg hedder Vera Andreasen. Bare kald mig Vera.
Rejser du alene? Kommer din mand om lidt?
Han hviler sig på kupeen. Han kommer ikke. Jeg har svøbt hans hals i tørklæde og skænket ham tranebærsaft. Forestil dig så finder han på at blive syg, lige inden vi skal rejse! Åh, sådan en type. Han løb ud for at banke tæppet i kun en striktrøje. Jeg så det ikke lige komme, svarer hun.
Du elsker ham da vist højt, hva? Du kom straks, fordi du troede han blev overfaldet; du beskyttede ham, ikke omvendt. Og du taler om ham med sådan en varme, bemærker jeg drømmende.
Ivan kom til mig som en slags arv, forstår du. Han er ikke min egen mand, selv om vi bor sammen. Han sørger stadig hans første kone gik bort for nylig. Hun var noget specielt. Et rigtig godt menneske, sukker Vera.
Hvordan det en arv? spørger jeg forbløffet.
Så fortæller Vera mig om Ivan.
Engang boede Ivan sammen med Lene de mødte hinanden i folkeskolen, gik på universitet sammen og giftede sig. Han er frygtelig opfindsom, kan lave alle mulige smarte ting. Firmaer bestiller projekter hos ham, og de havde styr på økonomien. Men i hverdagen der var Ivan så hjælpeløs. Han kunne glemme at få byttepenge i Netto, gå over for rødt eller slet ikke købe det rigtige ind. Det er, som om han er for godtroende; han kunne sagtens låne penge ud til en vildt fremmed.
Din mand er da ikke fra denne verden! Hvordan kan han tjene så mange penge, når vi andre dårligt nok kan klare os? undrede deres venner sig ofte.
Men Lene brokkede sig aldrig. Hendes energi og snusfornuft rakte til to. Hun klædte ham på til arbejde, mindede om vanter og halstørklæde, købte en bil og kørte ham selv, for en gang havde Ivan fortalt taxachaufføren en helt forkert adresse. De to supplerede hinanden perfekt.
Da Lene en uge lå indlagt, kom hun hjem til et tomt køkken. Ivan havde levet af tørre nudler og postevand selv el-kedlen havde han ikke brugt. Alt i fryseren stod urørt.
Jeg savner dig. Uden dig har jeg ikke appetit, smilede Ivan.
Sønnen Anders lignede også sin far. Klog, stille og lidt distræt. Heldigvis fandt han sig en ligeså stille, landlig pige, Olga. Men det var stadig Lene, der bar familien på sine skuldre, især da lille Alexander kom til verden.
Så blev Lene syg og blev hurtigt dårligere. Hjemmet føltes hjemløst. Ivan gik i panik selvfølgelig kontaktede han landets bedste læger, var villig til at bruge alt, hvad de ejede, men denne sygdom kunne ikke helbredes.
Lenes hjerte blødte men ikke for sig selv. Hun frygtede for mand, søn og barnebarn. Hvordan skulle de klare sig uden hende? Det var som at plante en orkidé ude i kulden og håbe på blomster.
Hun bad til Gud om, at hendes familie måtte få hjælp, ikke sig selv. Og så dukkede Vera op. Hun arbejdede som hjemmehjælper og var et fjernt familiemedlem til Lenes læge.
Da Vera første gang trådte ind ad døren, blev hun mødt af en næsten gennemsigtig mand med sagte stemme. Alt var en rodebutik bunker af vasketøj, opvasken voksede selvom de havde opvaskemaskine, og stemningen var trist og tung.
I soveværelset lå Lene, bleg, svag, men hun smilede venligt til Vera, der bare tænkte Op på ærmerne! Allerede om aftenen gnistrede lejligheden af friskhed og orden, køkkenet duftede af frikadeller, småkager og stegt kylling. Lene faldt i søvn under helt friske lagner. Ivan, der ellers var på vej ud i forårsstormen kun iført en overgangsjakke, blev brat standset af Veras myndige røst:
Stop! Hvor har du tænkt dig hen i det tøj, mand? Syg vil du blive og din kone har dig brug for dig sund og rask! Her, på med jakken, tørklædet om og husk huen over ørerne. Så, værsgo, bare af sted! sagde Vera bestemt.
I Lenes øjne stod tårerne. Hvor det hele dog pludselig kunne vendes rundt! Vera bullerede rundt som en elefant i en porcelænsbutik, men der blev taget hånd om det hele og hun var et godt menneske!
Tak Gud, nu er de i gode hænder, hviskede Lene.
Da det gik ned ad bakke, tog Lene mod til sig og snakkede med Vera om det vigtige. Hun spurgte ind til, hvor Vera boede sammen med sin mor og søsters familie i en lille lejlighed, lidt trangt, men hun klarede sig. Vera var 45, single med et liv bag sig uden de store romantiske eventyr. Hun var ikke mismodig: Det går nok, man kan godt leve alene.
Dybt alvorligt sagde Lene: Pas på ham, når jeg ikke er her længere. Jeg giver dig min mand i arv forstået på den måde, at du, i overført betydning, skal love mig at se til ham. Han er så nem at gøre syg, tror på alt og alle!
Vera mistede mælet, og da hun atter ville protestere, begyndte Lene at forklare. Til sidst tiggede hun:
Siger du nej, ville jeg sætte mig på knæ jeg kan bare ikke fysisk, hviskede Lene.
Vera lovede at hjælpe.
Da Lene kort efter gik bort, tænkte Vera: Det holder ikke det her. Man vil bare mene, jeg flytter ind for at få en lejlighed. Og han siger mig intet han minder mest om en mariehøne.
Men hun havde givet sit ord og gik engang over forbi. Hun bankede, men ingen åbner. Prøvede at skubbe til døren, og den gik op. Inde i Lenes gamle værelse sad Ivan på gulvet. Han holdt hendes morgenkåbe ind til sig og hulkede lavt som en hund, der er blevet forladt. Da han så Vera, greb han hendes hånd og begyndte at græde endnu mere.
Ak, stakkels dig, Lene havde ret, du klarer den ikke alene. Nu laver jeg te, bare tag det roligt, min ven! sagde Vera og travede ud i køkkenet.
Hun viste sig at være utrolig omsorgsfuld og venlig. Ivan begyndte at vente på hende hver dag, næsten som en lille dreng.
Så besluttede jeg at flytte ind. Hvorfor efterlade ham? Min familie blev glade der var jo mere plads hjemme. Faktisk har jeg fået et stort barn, ikke en mand. Men han er klog! Der er aldrig problemer med penge han insisterede endda på, at jeg sagde mit hjemmehjælpsjob op. Folk snakkede lidt, men det fik jeg hurtigt stoppet: Folk samler jo både hunde og katte op fra gaden, ikke? Også mennesker kan være hjælpeløse og forladte. Lidt ligesom en skildpadde, der er landet på ryggen hvordan skulle han klare sig uden hjælp? Jeg hjælper så længe jeg kan. For han er venlig, min Ivan. Vi har brug for hinanden! Nu tager vi toget for at besøge hans søn, han har spurgt om hjælp med barnebarnet og jeg glæder mig! Jeg kan passe ti børn, hvis det skulle være, fortæller Vera muntert.
Pludselig slår døren op til restaurantvognen, og Ivan står der med en buket vilde blomster, tørklæde om halsen.
Hvorfor er du oppe? Du skulle jo hvile dig! Jamen, man kan slet ikke lade dig være alene se, nu skal du skifte tøj, udbryder Vera, inden de forlader vognen sammen.
Veronika! Jeg købte blomster til dig af de gamle damer på stationen. Kan du lide dem?
Vera bliver endnu mere rød på kinderne og lægger armen om ham. De går ud af toget før end planlagt Vera med den tunge kuffert, Ivan med en lille taske. Hun holder ham fast i jakken, mens menneskemængden passerer nok for at han ikke farer vild. Og de smiler, som to små sole, og ja, det er tydeligt: Vera bliver helt sikkert hans anden hustru!
