Mand efter testamentet
En høj og myndig kvinde trådte ud af kupéen. Hun fik straks sat alle på plads, som forstyrrede de øvrige passagerers ro. Det var næsten utroligt, hvordan selv store, selvhævdende mænd straks makkede ret for hende, som efter en fælles kommando.
Hun havde gyldne fletninger rundt om hovedet, skarpe blå øjne og friske røde kinder. Hun kiggede mod toilettet, hvor en lav, spinkel mand lynede ud, håret helt hvidt som dun, og ansigtet nærmest barnligt uskyldigt.
Ivan! Jeg troede jo, du var blevet væk! Jeg kunne høre larmen, og togføreren turde ikke gå derned. Jeg tænkte straks på dig de slags kunne godt finde på at gøre dig ondt uden grund! sagde kvinden.
Åh, Veronika! Jeg skulle nok have klaret dem! Hvorfor gik du ud, skat? Du er jo kvinde! svarede manden med forsigtig smil og smuttede indenfor igen.
Kvinden kastede et blik på mig og de andre tilbageværende. Da hun ikke fandt noget farligt, forsvandt hun også.
Senere mødte jeg hende i spisevognen. Der var ingen ledige pladser, så jeg satte mig ved hendes bord. Hendes mand så jeg ikke. Da hun havde spist sin flæskesteg med kartofler, sagde hun højt:
Jeg hedder Veronika Andreasen. Du kan bare kalde mig Veronika.
Er du alene? Kommer din mand senere?
Han hviler sig. Kommer ikke. Jeg har svøbt et tørklæde om hans hals og givet ham tyttebærsaft. Tænk dig, at rejse og så finder Ivan på at blive syg! Han løb ud for at banke tæppe kun i sweater. Det var ikke for klogt! svarede hun.
I holder garanteret meget af hinanden. Du kom jo også for at forsvare ham og taler stadig med så stor omsorg! sagde jeg drømmende.
Ivan er faktisk havnet hos mig efter et testamentet. Han er egentlig ikke min mand selvom vi bor sammen. Sørger stadig. Hans første kone gik bort for nylig. Fantastisk kvinde, meget god! sukkede Veronika.
Hvordan testamentet? gispede jeg.
Og så fortalte Veronika.
Ivan havde boet mange år med Lise. De havde kendt hinanden siden skolen og studeret sammen. Blev gift. Han var opfindsom han kunne altid noget særligt. Dygtig. Firmaerne bestilte opgaver hos ham, og økonomisk gik det godt. Men i dagligdagen var Ivan hjælpeløs. Han kunne glemme byttepenge i Brugsen, gå over for rødt og anede dårligt, hvor man købte ting meget naiv. Kunne sådan give penge til fremmede, hvis de bad.
Din mand er ikke af denne verden. Han er som landet her ved et tilfælde. Vi slæber og slæber, uden at tjene noget og han, han får penge som på magisk vis! undrede vennerne sig.
Lise klagede aldrig over livet, hun havde energi nok til to. Hun klædte selv Ivan på, så efter handsker, tørklæde, kørte ham på arbejde efter de fik bil. Han havde nemlig engang givet taxachaufføren forkert adresse fordybet i tanker. De supplerede hinanden fornemt.
Men en dag blev Lise indlagt en uge. Da hun kom hjem, blev hun overrasket. Ivan havde levet af knækbrød og vand. Havde slet ikke brugt noget af maden fra fryseren.
Jeg gider ikke uden dig. Har heller ingen appetit, smålo Ivan.
Sønnen blev ligesom ham. Anders. Også meget klog, men genert og rodet. Men alle beundrede Anders’ evner han fandt også en sky kone, Oline fra landet. Men den, der holdt sammen på alt, var stadig Lise, især da barnebarnet Lars kom til. Men så blev Lise syg. Og sengeliggende.
Hjemmet blev tomt. Ivan gik i panik, anede ikke sine levende råd. Han fandt de bedste læger var klar til at betale hvad som helst men intet hjalp.
Lise led først og fremmest ikke for sig selv. Hun kendte sin mand og søn. De ville ikke klare sig uden hende! Hun bad derfor til Gud om at der kom nogen og hjalp dem videre.
Og så kom Veronika. Hun var ansat som hjælper og var fjern slægtning til en af lægerne.
Første gang Veronika kom, blev hun mødt af en næsten gennemsigtig mand kultiveret, men talte så lavt, man knapt hørte ham. Alt var rodet, opvasken hobede sig op selv om der var opvaskemaskine og der var tung tristhed i luften.
I soveværelset lå den syge Lise, svag og spinkel men med store, smilende øjne, da hun så Veronika. Denne gik straks i gang.
Allerede om aftenen var alt forvandlet frisk luft, duft af frikadeller og stegt kylling, og Lise faldt i søvn i rent sengetøj. Ivan, som uden mål og med var på vej ud i sommertøjet, blev standset af hendes myndige stemme:
Stop! Hvad er nu det? Ud i kulden kun i sommerjakke? Nej! Din kone har brug for dig. Tag denne på, tørklædet og hue! Fremad!
Lise lå der med tårer i øjnene. Alt var forandret. Veronika var højlydt og stor, men ordentlig og først og fremmest hjertelig.
Tak Gud, nu er de i sikre hænder, hviskede hun.
Da det gik mod enden, tog hun en samtale med Veronika. Spørgte lidt om hendes eget liv. Veronika boede med sin mor og søsters familie i en lille toværelses. Hun var 45, aldrig gift, haft kærester men ikke rigtigt været tæt på bryllup. Hun var tilfreds alene folk klarer sig jo. Lise sagde:
Veronika, pas på ham, når jeg ikke er her mere. Jeg efterlader dig min mand, sådan lidt i testamentarisk forstand. Han bliver let forkølet, tror på alt og alle!
Veronika blev målløs. Da hun ville takke nej, forklarede Lise videre, tryglede. Veronika lovede til sidst.
Det varede ikke længe, før Lise gik bort. Veronika tænkte nej, det går ikke folk vil sige, at hun kun er ude efter lejligheden. Hun brød sig heller ikke rigtigt om ham. Men hun havde givet løfte. Hun ville i det mindste kigge til ham.
Bankede på ingen svarede. Hun gik ind lå ikke låst. Indenfor sad Ivan på gulvet dér hvor Lise plejede at ligge med hendes slåbrok tæt til sig, grædende som en forladt hund. Hun gik hen, han klyngede sig til hendes hånd, brast i gråd.
Åh, stakkels dig. Lise havde ret. Det skal nok gå. Lad os tage en kop te, ikke? Sagde Veronika hjælpsomt.
Hun var meget omsorgsfuld og ægte god.
Huset blev levende igen. Ivan ventede hende ved døren hver gang og glædede sig. Til sidst flyttede hun ind. Hendes egen familie blev glade mere plads! Hun fik, som hun sagde, et stort barn, ikke en mand. Men klog! Og der var ingen økonomiske problemer. Han overtalte hende til at stoppe arbejdet hun havde arbejdet flere steder som omsorgsmedhjælper. Nogle bagtalte, men Veronika satte dem hurtigt på plads. Folk samler jo også hjemløse hunde og katte op. Et menneske kan være lige så hjælpeløst som en skildpadde på ryggen. Man kan da ikke andet end hjælpe, hvor man kan. Og hvor han dog er god, min Ivan. Kærlig. Vi har brug for hinanden! Nu skal vi hjem til hans søn. Han har bedt om pasning af barnebarn! Jeg er glad for det. Jeg kan tage mig af ti, hvis det skal være! fortalte Veronika til mig.
Lige i det samme åbnedes døren. Ivan kom ind svøbt i et langt tørklæde og med en buket vilde blomster.
Hvorfor står du op! Du er stadig snottet, skat. Jeg kan ikke lade dig være alene én gang! Nu skal du have tørt tøj på! Og sammen forlod de spisevognen, hun med en kæmpe kuffert, han med en lille taske.
Ivan hviskede:
Veronika, jeg købte blomster af de gamle koner på stationen kan du lide dem?
Og Veronika rødmede endnu mere, og lagde kærligt hånden om hans skulder.
De steg af toget lidt før os andre. Veronika slæbte den tunge kuffert, Ivan den lette. Hun holdt ham i nakken på jakken mens menneskemængden myldrede nok for at han ikke skulle blive væk. Og sådan smilede de begge som to sole det var tydeligt, at hun ville blive hans anden kone.
Denne rejse mindede mig om, hvor meget mennesker kan betyde for hinanden, selv når alt begynder uventet. Livet er fuldt af overraskelser, og den hjælpsomhed vi viser, vender ofte tilbage og gør os begge rige på kærlighed.
