Den ædle forræder – en historie om en illusion
Vi mødtes dengang, hvor enhver forelskelse føles som skæbnen. Nikolaj var en kejtet, slank fyr med en guitar over skulderen og en sammenkrøllet notesbog i hånden, fyldt med klodset skrevne digte. Han ventede på mig uden for skolen, lader som om han kun var der tilfældigt, og smilede altid med en barnlig ærlighed.
“Mathilde, hør lige den nye sang,” hviskede han, mens han plukkede på strengene.
Jeg lyttede. Selv om hans stemme var falsk, og digtene var sødladne til at brække sig over. Men i hans øjne brændte en så blid følelse, at jeg ikke kunne afvise ham.
Efter skolen blev vi splittet ad; jeg startede på lærerseminariet i Aarhus, han begyndte på ingeniørstudiet i Odense. Men Nikolaj skrev stadig. Nogen gange ringede han til kollegiets fællesområde, andre gange sendte han sammenkrøllede postkort med beskeder som: “Uden dig er alt gråt, min rødhårede.” Han kom til mig med skiftende busser, brugte sine sidste kroner bare for at tilbringe en enkelt aften sammen.
Jeg husker, da jeg engang var syg med feber, og han dukkede op under mit vindue klokken tre om natten med en termokande og piller. Han hviskede gennem ruden: “Jeg sagde jo, du ikke kan klare det uden mig.” Jeg stod der, svøbt i et tæppe, og græd af lykke.
Efter universitetet friede Nikolaj til mig – enkelt, uden ringe eller blomster, på den samme bænk i parken, hvor vi havde kysset for første gang:
“Vil du gifte dig med mig, Mathilde?” sagde han, og hans øjne var de samme som da han var sytten.
“Kun hvis du lover aldrig at blive en kedelig mand i jakkesæt,” grinede jeg.
“Det lover jeg højtideligt!”
Vi havde planer om at flytte til København, men Nikolajs mor blev alvorligt syg. Vi blev i vores lille by i Jylland. Han fik job i en elektronikbutik, jeg underviste på en landskole. Alt var midlertidigt. Sådan troede vi. Men midlertidigheden blev permanent.
Vi lejede en slidt lejlighed, drak billig kaffe, og holdt “dans aftener” på det gamle tæppe med musik fra båndoptageren. Da Nikolaj først fik bonus, tog han mig med på en restaurant, hvor regningen for desserten oversteg hans ugeløn. “Men det var det værd,” sagde han og kyssede mine fingre.
Så døde hans mor. Vi arvede en større lejlighed og besluttede os for at få et barn. Nikolaj drømte om en rødhåret datter, ligesom mig. Men vi fik en søn. Han levede kun 32 dage.
Og efter det gik alt galt.
Vi kunne ikke sørge sammen. Vi var vant til at leve let, med vittigheder, med flugt fra problemer. Men smerten drev os hver til sit. Han forsvandt ind i arbejdet, jeg forsvandt ind i depressionen. Da jeg endelig kom ovenpå, sagde jeg op fra skolen – jeg kunne ikke udholde at se andre børn.
Efter et par år blev Nikolaj forfremmet, men det var ikke nok for ham. Han sagde sit job op og ville starte sin egen forretning. “Jeg kender markedet, har kontakter, har fundet en niche,” sagde han. Han tog ikke fejl. Et år efter havde vi bil, garderobe til hver sæson, ferier udenlands. Jeg troede ikke, det var mit liv.
Men sammen med pengene forsvandt intimiteten. Vi talte næsten ikke sammen. Jeg prøvede – lavede hans yndlingsretter, inviterede med til teater, planlagde familieaftener. Han viftede bare afvisende: “Senere.” Men senere kom aldrig.
Min mor sagde oftere: “Mathilde, en familie er ikke fuldstændig uden et barn. Tag chancen, vent ikke, det bliver for sent.” Jeg ville gerne. Jeg var klar. Men Nikolaj undveg blikket. Hver gang jeg prøvede at tale om det, svarede han kun med et kort “nej” og lukkede sig inde.
“Det er gået seks år,” sagde jeg en dag, “måske er det tid?”
Han smed gaflen fra sig:
“Hold op.”
Jeg var forvirret:
“Hvorfor ikke? Vi er jo en familie…”
“Nej, Mathilde. Lad være.”
Han forlod bordet. Jeg blev tilbage i det perfekte køkken, med dyrt servise og en følelse af tomhed.
Så dukkede Jakob op. Nikolaj præsenterede ham selv – som partner. Veltrænet, høflig, med gode manerer. Han inviterede til udstillinger, kendte kunstnernes navne, lyttede. Engang rakte han mig en katalog om Malevich uden at kigge.
“Nikolaj sagde, du elsker Malevich.”
“Han tog fejl,” fnøs jeg. “Jeg kan lide Matisse.”
Jakob smilede:
“Så taler vi om Matisse. Over en kop kaffe?”
Jeg reagerede ikke. Men Jakob gav ham ikke op. Teaterbilletter, blomster, samtaler. Jeg prøvede at tale med Nikolaj:
“Hør her, Jakob inviterer mig på udstilling. Han opfører sig som…”
“Tag med,” afbrød han. “Du keder dig jo.”
“Hører du hvad du siger?”
“Han er en god mand, Mathilde. Og han kan lide dig.”
Jeg stod målløs. Han så på mig uden en skygge af sorg. Roligt. Som om han havde forberedt dette.
“Har du en anden, ikke sandt?”
“Ja. Men jeg vil ikke have, at du lider. Jeg ville bare sikre, at du ikke blev alene.”
Jeg grinede. Bittert. Næsten sygt:
“Så du skubbede mig til ham, så du selv ikke skulle føle dig som en forræder?”
Han tav. Telefonen vibrerede. Han så på skærmen – og i hans øjne lyste den samme gnist. Den, der engang kun lyste for mig.
“Gå,” hviskede jeg. “Hun venter.”
Vi stod i vores perfekte køkken. Og mellem os lå alt det, vi ikke længere kunne få tilbage.
“Undskyld,” sukkede han.
Men der var ingen tilgivelse. Han forlod mig ikke bare for en anden. Han gjorde det hele for at se ædel ud. For ikke at føle sig skyldig. For at det skulle være mig, der tabte – med en “ny mand” skubbet i hænderne og en forgiftet følelse af pligt.
Jeg pakkede næste morgen. Uden hysteri. Uden skænderi. Da taxaen drejede om hjørnet, huskede jeg pludselig den tynde dreng med guitaren, der engang hviskede:
“Mathilde, jeg skal lære at skrive rigtige digte til dig.”
Han lærte det aldrig. Men han lærte at lyve så godt, at han selv troede på det.
