Æblet
Du er præcis ligesom din mor!
Hvordan da, bedstemor? spurgte Frida og mærkede, hvordan kroppen spændte. Hvem var det, hun skulle forsvare sig imod nu?
Du har altid dine egne tanker! Din mor lyttede aldrig til nogen! Og nu gør du også ikke!
Hvad er det, jeg skal høre?
Mig! Du skal lytte til mig! Og vise respekt! For jeg er ældre, og jeg ved bedst! Forstår du det?
Frida stirrede forundret på den lidt pjuskede, rødmossede kvinde, der viftede pegefingeren foran hendes næse.
Hvorfor kræver hun, at nogen skal høre på hende? Hun toner frem og kan ikke vaskes væk, tænkte Frida. Hun bøjede let fingrene, som om hun mærkede en blyant. Tænk, hvis hun kunne rette lidt op på denne dag! Fjerne nogle af skyggerne dér, lave det lysere her Hun brød sig ikke om mørke! Hun bryder sig ikke om skænderier, brok, hævede stemmer… Mor talte aldrig sådan til hende. Hun sagde altid, at ordentlige mennesker kan lytte.
Lyt nu, lille Frida, og brug ørerne! Som små harer! Ved du, hvorfor haren altid lytter så godt? Fordi ræven sniger sig lydløst frem. Haren skal lytte efter den mindste uforsigtighed, og ræven snup! Så er den væk!
Nej! lille Frida stivnede og stirrede på moren.
Nej, selvfølgelig ikke! Haren er klog. Lytter med ørerne og piler hurtigt væk! Ræven kan umuligt fange den!
Det var længe siden. Frida var næsten voksen nu, men hendes mors eventyr og visdom sad fast som lim.
Sært Som barn syntes Frida, at moren overdrev eller blandede ting sammen. Nu kunne hun se, hvor meget visdom der lå bag.
Tag bare denne bedstemor. Hende havde Frida aldrig set før sidste år. Hun boede med moren i et lille gult hus i Korsør, tæt ved Storebælt, gik i børnehave, røg i totterne med Sofie og Maja og blev gode venner igen bagefter og spiste is på den lille havnepromenade. Så kom skolen, Magnus, de første forsigtige kys ved havet i solnedgangen.
Og mor var der…
Frida kneb om den store perle i falsk turkis på armbåndet, som moren havde lavet.
Hvad så, hvis det ikke er ægte? Se, hvor smukt det blev! Ved du, min lille, nogle gange er det, der ser ud, som om det burde være bedre, slet ikke så vigtigt. Nogle gange føles det ægte bare tungt. Man kan godt glædes over noget, også hvis det ikke har det rette mærkat.
Hvordan?
Hør her! Forleden, var det ikke dig og Sofie, der blev uvenner?
Hun sagde, vi er fattige, at jeg kun fik kopisko, ikke rigtige Nike. Hun vidste, hvordan de rigtige skulle se ud.
Ja, hun sagde sandheden. Din onkel Hans syede dem, skoene. Men vi påstod aldrig, de var mærkevarer, vel?
Nej.
Men de er flotte, lavet af godt læder og med kærlighed. Kan du lide dem?
Ja!
Så er de gode nok! Folk bruger mærker for at vise sig. Men hvad betyder det? Er et menneske bedre, fordi det har et mærkat i nakken på sin trøje? Nej, vel? Det vigtigste er at være ægte indeni!
Det tænkte Frida meget over. Vaskede gulvet på sit værelse, og hos mor, og spurgte så ude i køkkenet, hvor mor kogte abrikosmarmelade:
Men, mor, betyder det, at Sofie ikke er nogen god ven? Hvis hun siger søde ting, og så siger noget grimt? Jeg ved, hun kunne lide mine sko, men sagde det ikke.
Hvor ved du det fra?
Maja sagde det. At Sofie nægtede at tage andre sko på, end dem, jeg havde.
Åh, Frida hendes mor, Lise, lagde træskeden fra sig og krammede datteren. Du skal ikke dømme hende hårdt. Sofie er stadig lille, ligesom dig…
Jeg er ikke lille!
Frida drejede sig ud af mors favntag og skød hagen frem øjnene lynede, men Lise vidste, at vreden ikke var rettet mod hende, men mod sig selv.
For mig er du altid lille, smilede Lise. Også Sofie. Hvis bare min egen mor stadig var her… Så ville jeg gerne have været lille igen. Bli trøstet, nusset men det er der ingen til.
Lise lagde bekymret panden til Fridas hoved og kyssede hende.
Frida, giv hende tid. Husk, hvordan hun bar dig hjem, da du faldt af gyngen? Jeg så, hvordan hun var mere bange for dig end for sig selv. Og husker du, hvordan hun gav dig de fine tuscher, hun fik af sin far bare fordi du var syg, og jeg ikke ville have gæster?
Ja
Så! Og du siger sko Det betyder ingenting, du skal se, hvor lidt det er værd, når du bliver voksen. Men pas på ikke at miste det, der er vigtigt.
Hun har allerede været her.
Til hvad?
For at sige undskyld.
Og?
Jeg sagde, jeg ikke ville se hende, og at vi ikke er fattige!
Var du sur?
Meget!
Og nu?
Stadig sur! Men mindre…
Vent lidt, til vreden forsvinder helt, så kan I blive gode venner igen. Gør du det for tidligt, tilgiver du ikke rigtigt.
Hvor Frida savnede sin mor nu… Hun ville have vidst, hvad der skulle siges og gøres. Særligt nu hvor bedstemor pludselig dukkede op …
Bedstemor kom som et lyn, uden varsel.
Frida anede intet om, at moren havde søgt kontakt til sin gamle svigermor og bedt hende komme.
Jamen, goddag Lise! Tænk, at vi ses! lød en rund kvinde, ildrød i kinderne og stakåndet, da hun smækkede havelågen. Nej, hvor er her lummert! Hvordan skal jeg holde det ud?
Hej, Birgitte!
Frida så forundret på sin mor, da hun hørte noget mærkeligt i hendes stemme.
Er det Frida? Birgitte ånede ud og stirrede på pigen. Du ligner ingen! Er du sikker på, hun er Mikkels datter?
Du har ikke ændret dig, sagde Lise og lo. Frida slappede lidt af. Vi får se, sagde moren jo altid.
Frida brød sig ikke om bedstemor. Støjende, nervøs, havde travlt med ligegyldige ting.
Rod som altid! Er det umuligt at holde orden, Lise? Du har jo en datter! Hun lærer aldrig at blive kone!
Frida forstod ikke, hvorfor mor ikke protesterede bare smilede lidt og lod hende sådan storme rundt og ændre alt, uden et ord.
Kattene, vant til ro, forskansede sig i krogene, og Bruno, hunden Frida havde fået af onkel Hans, listede ud i haven og lagde sig tungt og gøede lavt, hver gang Birgittes stemme rungede indenfor.
Her er kun én rigtig skabning i huset hunden! Ved, den intet har her at gøre! Dyr hører ikke hjemme inde!
Kattene pilede ud i haven, da Birgitte kom med kosten.
Det var dér, Frida første gang stod fast. Hun snuppede sin yndlingskat, Stribe, og trampede demonstrativt op på værelset.
Hvad er det nu? Frida! Birgittes skarpe stemme fik Bruno til at gø.
Jeg tager ansvaret! svarede Frida dovent og stirrede på bedstemor. Kattene bliver inde. Og Bruno kan også blive! De har været her længe før dig. Viser du orden, så start med dig selv! Det her er vores hjem!
Frida! Lise gispede. Hun havde aldrig hørt sin datter tale sådan til voksne.
Men til hendes overraskelse blev Birgitte ikke fornærmet. Hun smilede skævt, kneb øjnene sammen og sagde:
Tja, det er vores slægt! Æblet falder ikke langt… Du kunne nu have opdraget hende bedre, Lise!
Og fra den dag rørte Birgitte ikke kattene, men sparkede dem væk med tåen, hvis de var i vejen.
Men der var ingen energi til dyr. Begivenhederne eskalerede, og Frida kiggede på det gamle Bornholmerur i stuen og prøvede at standse viserne med tankens kraft.
Hvorfor skulle tiden gå så stærkt? Mamma var jo så ung endnu! Og Frida havde hende så frygteligt meget brug for!
Men tiden låste ikke blikket i Frida, men hamrede videre, sekund for sekund. Læger, medicin, hospital…
En dag i det tidlige forår var Lise væk.
Aftenen før havde Frida åbnet vinduerne for første gang, lod den fugtige havluft fra Storebælt strømme ind og hviskede:
Mamma, snart springer kirsebærtræet ud! Så snart…
Det vil jeg forsøge, Frida Jeg vil så gerne se det!
Da hun hørte, at mor var væk, brækkede hun i arrigskab den gren af, der voksede op mod mors soveværelsesvindue. Hvorfor, hvis ingen nogensinde mere skal kigge på den?
Birgitte tog ingen omsvøb. Holdt Frida tæt ind til sig, fandt sit enorme lommetørklæde, og sagde:
Græd! Skrig! Få det ud! Du kunne ikke gøre noget! Hver af os har kun sin tid…
Hvor vidste hun det fra? Hvordan hun havde det indeni? Frida bebrejdede kun sig selv. Mor havde arbejdet for meget, hvilet for lidt … Alt for Fridas skyld… ville, hun skulle læse, blive noget stort …
Frida? Hun var ude med Magnus og veninderne i stedet for at sidde med bøgerne. Karaktererne dalede, og det var snart dimission. Ja, hun havde rettet op, men nåede ikke at fortælle mor om det ville ikke gøre hende urolig.
Brevet, som Lise havde skrevet, fik Frida af Birgitte på firedagesdagen.
Nu må du læse. Det er din mors afsked.
Hvorfor er kuverten åben? Frida drejede på den hvide kuvert, uden mærke eller adresse. Frida stod der bare, skrevet i mors store, slængede bogstaver.
Tror du, jeg nysgerrig læser andres post? Jeg er ikke så sød, men dér går grænsen! Kom, hvis du vil hjælpe med rengøring. Jeg har masser at gøre!
Birgitte var fornærmet. Det mærkede Frida straks, idet bedstemor forsvandt ud i køkkenet uden ballade. Frida stod lidt ved dørkarmen, hvor mors gamle mærker for Fridas højde kunne anes.
Sikke du er vokset, Frida! Så stor du er blevet!
Mors stemme lød så tydeligt, at Frida forskrækket trak sig væk. Stor… Var hun bare klogere, ville hun aldrig såre folk.
Frida lukkede døren, satte sig på gulvet med kuverten, bange for at åbne den. Så meget hun ville sige… og ikke nåede.
Kuverten var tyk, stopfuld af tæt, blåt håndskrevet tekst på ternet papir. Frida krammede Stribe og trak siderne ud.
Frida! Hold op med at tude straks! Du er stærk! Så nu må du glæde dig ved livet der er så meget godt i det! Sig ikke, vi havde for lidt tid sammen. Sandheden er: vi havde masser af tid! Du kan ikke forestille dig hvor meget, men det forklarer jeg dig. Det er jo din historie.
Hvor begynder jeg … Måske med, hvordan jeg mødte din far. Han var fantastisk. Jeg forelskede mig straks, da jeg så ham første gang. Mine veninder rystede på hovedet: Hvordan kan du? Han er jo rødblond! Men de forstod ikke lyset i ham! Du ligner ham ikke meget på ydersiden kun fregner, øjne og næse. Resten er fra mig. Han håbede, du ville arve min mors krøller din bedstemor Birgitte.
Frida! Birgitte er et godt menneske! Tag ikke hendes voldsomme gemyt for nært. Hun har altid været bramfri, lidt grov og skrap, men meget pålidelig og rar.
Du undrer dig måske over, at du aldrig mødte hende? Min skyld. Jeg var dum og for stædig Undskyld!
Din far og jeg havde det godt til han blev forelsket i en anden. Det sker… Ikke fordi han ikke elskede mig eller dig han fandt bare en, der blev hans univers…
Var det så det? Ja, for ham. For mig gjorde det ondt, så vejrtrækningen standsede. Så kom Birgitte. Troede kun hun ville bebrejde og true. Ja, hun kom for at få din far til at blive. Men hun startede med at skælde ud over rod, og jeg røg op i det røde felt. Vi sagde grimme ting, og jeg råbte, at du ikke var hendes barnebarn…
Gud, Frida, hvor var jeg dum! Det er så let at såre, svært at tage ordene tilbage!
Hun havde i sin tid givet slip på alt, kom og boede hos os i en måned, da lægerne sagde, du måske ikke kom til verden. Hun lavede mad til mig og ordnede lejligheden, så jeg slet ikke kunne kende den.
Hun forsøgte at tale med den nye kvinde og var tæt på at forstå det hele. Og Frida, du har søskende! Hvis du har lyst, kan hun vise dig dem. Vi har talt om det. Det er svært at være alene. Jo flere, jo bedre. Det letter mit hjerte.
Nu må du videre. Frida, læs! Jeg ønsker dig en fremtid! Men vælg selv! Lad ingen bestemme for dig! Brug dit talent! Prøv! Jeg har lagt lidt penge til side. Ikke meget, men til et års tid kan det række. Så må du selv klare det. Turister elskede dine tasker og malerier her i Korsør. I København eller Aarhus kan du sagtens sælge. Giv ikke op! Måske hænger din udstilling en dag i en københavnsk galleri jeg vil glædes over dig, selvom du ikke ser mig herfra. Jeg tror, jeg vil vide alt.
Jeg elsker dig! Jeg frygter for dig, men jeg tror, du klarer det! Min kloge, stærke pige!
Tør dine øjne nu, som jeg sagde!
Mor.”
Frida lagde brevet fra sig og sad længe, hovedet nedbøjet, tårer trillede. Mor havde sagt, hun skulle lade være med at græde!
Stribe krøllede sig tæt og sov, mens Frida sad og grubler over, hvordan hun nu skulle leve.
Svaret kom, da Birgitte dukkede op, knipsede lyset an og sagde:
Op med dig! Nu har du været nok i tusmørke. Kom! Jeg laver te, så snakker vi! Der er vigtigere ting at gøre, end at græde!
Birgitte brød sig ikke om Fridas planer om at blive kunstner. Hun skændte og mente, det var bedst at få sig et rigtigt job. Men Frida nægtede at lytte. Til sidst sukkede Birgitte, rystede på hovedet og lavede den håndfigur, alle kender fra vuggestuealderen.
Sådan! Ser du! Jeg tager med dig! Jeg har lovet din mor, jeg slipper dig ikke! Hold mund! Spis op det er koldt!
Sådan begyndte det.
Flere år senere gik et særpræget selskab rundt i en lille privat galleri i København.
En rødblond, rund og lidt vild kvinde, en høj, ranglet fyr med moderne briller og Frida med sin lille søn på armen.
Nå, hvad siger du? spurgte Frida, selvom hun havde lovet at vente på dommen fra hende, der havde fulgt hende til denne dag.
Birgitte så på Frida, fnøs blidt, tog barnebarnet og tørrede næsen, balancerede ham på armen, så hans hoved hvilede på hendes skulder, og nikkede:
Godt! Flotte rammer! Malingen løber ikke fra dig, håber jeg? Du kunne godt rydde op i værkstedet! Jeg var inde forbi det er et rod! Peter! hun vendte sig mod brillefyrens lange næse. Hvor ser du hen?
Hvad mener du, Birgitte?
Se bare på hende! Mørke rande under øjnene. Hun sover for lidt! Sådan. Svend, han kommer med mig i dag! Så får I et hvil, og kommer over til mig efter weekenden! Forstået? Vi smutter nu, ikke?
På vej ud standsede Birgitte ved Frida, strøg hendes kind og mumlede sagte:
Din mor er så stolt af dig, pige! Og jeg! Ved du det? Du er mit lille æbleFrida stod stille, kiggede efter dem, mens Svend allerede snakkede løs om bedstemor Birgittes bløde kinder og de mange farver i galleriets vinduer. Peter lagde en arm om Frida. Sammen så de mod de store ruder, hvor solen lige havde fået kirkespir og hustage til at glimte over Københavns tage.
Et sekund fangede et glimt i glasset Fridas blik. Hun så sig selv, barndommens fregnede ansigt, sin mors krøller i det vilde mørke hår og den bestemte hage alt sammen samlet der i spejlbilledet, hvor også Birgittes silhuet for en stund smeltede sammen med hendes egen.
Frida mærkede en varme trække op fra maven som om mors hånd lagde sig beskyttende på hendes skulder. Hun smilede. Alt, hvad hun var, fandtes i det øjeblik: Bedstemorens stædige kraft, mors milde blik og den lille fornemmelse af, at hun Frida var lige præcis dér, hvor hun skulle være.
Bag hende svømmede hendes billeder i lyset på de hvide vægge: skyer, tasker, sko og vilde heste alting med spor af noget ægte, noget hun aldrig ville skjule igen.
Mens galleriets dør klirrede bag Birgittes energiske skridt, forsvandt skyggerne lidt mere fra Fridas sind, og hun vidste, at nu var det hendes historie, der skulle fortælles. Æbler, der falder og spirer videre, lige der, hvor de rammer.
