– Hallo, er der nogen hjemme? Rikke smider sandalerne i entreen og sukker tilfreds.
De er smukke, det må hun indrømme, men hold da op, hvor de dog klemmer! Hun lod sig narre af udseendet, skulle nok have tænkt på, hvordan det ville føles en varm dag som i dag. Stropperne skærer ind av for søren!
Rikke samler sandalerne op for at stille dem på hylden i entreen og stivner. I hjørnet ved døren ser to opmærksomme, grønne øjne på hende.
– Hvem er du? spørger Rikke næsten hviskende.
Ejermesteren af det fortryllende grønne blik foretrækker at forblive tavs. Den kryber længere ind i hjørnet, sætter sig på bagbenene og hvæser.
– Forstået…
Rikke sætter forsigtigt sandalerne fra sig og trækker sig tilbage for ikke at skræmme den overraskende gæst.
– Rolig nu, jeg rører dig ikke. Jeg prøver bare at finde ud af, hvor du kommer fra. Hvis det altså er i orden for dig. Sikke en overraskelse…
Besøgeren svarer med en truende knurren og et lavmælt hvæs, det får Rikke til at smile.
– Slap af, din farlige fyr! Det er altså mit hjem, og her bliver ingen skældt ud her er trygt.
Det er som om gæsten forstår, og dens forben finder forsigtig gulvet. Den ser stadig vagtsomt på Rikke, men holder op med at hvæse og knurre.
Rikke går gennem gangen, tjekker stuen og køkkenet og undrer sig over, hvor stille og pænt her er. Normalt når hun kommer hjem, er der rod overalt, så hun må se sig for især for løse LEGO-klodser og noget ekstraordinært holdbart akrylmaling, manden Michael havde købt til børnene.
Døren ind til børneværelset står på klem, men også der er så stille, at Rikke til et øjeblik tror, hun er alene hjemme.
Hun tager fejl. Alle hendes tre børn er der. De sidder på gulvet med et stort stykke tegnepapir midt i rummet og tegner sammen.
– Meget interessant! Og hvorfor er der ingen, der kommer og hilser på mig? smiler Rikke til to rødhårede isser og én mørk.
Et samstemmigt “ih!” svarer, tuscher flyver, og Frederikke kaster sig ned og prøver at dække deres ufuldendte værk.
– Mor! Du må ikke kigge!
Rikke griner og dækker ansigtet med hænderne.
– Så kigger jeg ikke! Men hvem kan fortælle mig, hvilket monster der sidder i entreen og hvæser ad mig?
Martin, den mørkhårede, sender et sigende blik til de små og rejser sig.
– Undskyld, mor! Vi ville have forberedt dig, men vi nåede det ikke. Det var mig, der tog den med.
– Okay, men hvorfor er den så vild?
– Den har ondt i poten. Jeg reddede den fra nogle hunde nede i gården.
Rikke bliver straks bekymret.
– Du kom ikke selv til skade? Hvor har den ondt?
– Bare rolig, mor! Jeg har det fint. Hundene jagtede bare den stakkels kat. Det var jo fru Ingers hunde, ikke nogle vilde.
Det nabolag kender Rikke godt. Fire små, blandingshunde, som Inger, kvarterets mest markante dame, elsker over alt på jorden. Hundene render ofte rundt alene, for Ingers ben kan ikke så meget, men hun vil ikke undvære sine små elsklinger. Derfor ved alle mødre i Sønder Boulevard 5, at det er bedst ikke at lade børn lege ude før kl. ti om formiddagen.
Flere gange har et barn i gården sat i skrig over de larmende kræ, og så blev der ballade. Men straks Inger viste sig, var hundene næsten artige, og roen kom tilbage. De bed aldrig, men kunne gø så skingert, at selv voksne gik lidt uden om dem. Inger kunne diskutere uden sidestykke, og hun betalte gerne de bøder, hun fik for hundene, med et skævt smil til de utilfredse.
– Tsk-tsk! Man må holde øje med sine børn, ikke? Hvad lavede din alene udenfor? Så ville du hvile, hva? Hvilken slags mor trænger til pause fra sine børn? Men mine små skal ingen røre! Lær du i stedet at passe på dine!
Rikke har kendt Inger længe og føler mere med hende, end hun ærgrer sig over hendes særheder. Hun ved, hvor meget Inger har været igennem.
Ingers mand var en hård mand. Udadtil ordentlig, altid i strøget skjorte, hjælpsom, men bag lukkede døre var han forfærdelig. Han slog Inger, uden at der var synlige mærker, og truede hende til tavshed også med hensyn til hendes søn fra et tidligere ægteskab.
Inger holdt ud for barnets skyld. Hun havde giftet sig igen, da sønnen var lille, for at give ham en far. Den nye mand opførte sig pænt over for drengen, men gemte sin grusomhed over for Inger bag lukkede døre.
Det hele blev afsløret tilfældigt, da sønnen glemte noget og gik hjem før tid. Hvad der nøjagtigt skete, blev aldrig fuldt klarlagt, men Inger tog skylden på sig og sikrede, at drengen blev hos sin bedstemor, mens hun tog sin straf. Hun aftjente sin tid, hentede sin søn hjem, byttede lejlighed til en identisk i en anden opgang og begyndte sit nye liv kun hende, sønnen og en lille skaldet hund, Isolde, hun havde samlet op på gaden. Isolde blev moder til flere små, som alle kom til at hedde Iza, og de fire nuværende hunde stammer alle fra den første Iza Ingers trofaste følgesvende.
Ingers søn fik en god uddannelse, arbejder nu i Aalborg og har sin egen familie og stor lejlighed. Men Inger vil ikke flytte ind hos dem. Hun elsker sine børnebørn og sin svigerdatter, men mener, at man passer bedst på familien, hvis man har lidt afstand.
Måske netop derfor samler Inger hunde op fra gaden, måneder dem, og alle i området kender de fire små pelsruller, der suser rundt ude.
Hundene har aldrig generet Rikkes børn. Hver uge tager Rikke noget kød med op til Inger og drikker høfligt en kop te, mens hun ser billeder af børnebørnene.
Kun Inger ved også, at Martin ikke er Rikkes biologiske søn. Og da hun fik kendskab til historien, reagerede hun roligt, idet hun i gården sagde til de nysgerrige:
– Hvad angår det jer, om barnet ligner sin mor? Nogle arver bare fra en anden gren. Lenes bedstefar var kulsort i håret, og øjnene helt blå måske er det samme her. Han var i øvrigt også rasende flot!
Efter det spørgsmål gled sladderen ud, og Rikke havde nemlig fortalt Inger sandheden.
Rikke og Michael havde i fem år prøvet at få børn, uden at det lykkedes. Lægerne kunne ikke forklare det måske uheld, måske bare livet. Men så blev netop Lene, Rikkes kusine, gravid, og hendes kæreste forlod hende. Lene blev desværre ramt af depression og skubbede alle fra sig, og da barnet blev født, var hun ikke længere i live.
Rikke beslutter øjeblikkeligt: Hun og Michael vil adoptere drengen, for Lene havde elsket Rikke som sin egen lillesøster, og drengen skulle ikke i plejefamilie. Rikke fik ordnet papirerne, og ingen bemærkede rigtigt, at det ikke var hende selv, der havde været gravid.
Kun Inger fik sandheden at vide.
– Det er godt, du fortalte det, Rikke. Hold på det. Han er din søn, hvis du siger, du er hans mor og det er det vigtigste!
Ordene blev mellem dem. Martin voksede op, og snart kom der to børn mere, Ivan og Frederikke, begge rødhårede som Rikke og Michael.
Da Martin blev ældre, begyndte han at vise vrede over for andre børn slog og kaldte dem grimme ting. Ikke sine søskende, men andre. Samtaler førte ikke til noget, og skolens psykolog mente, det bare var noget, der gik over.
Det var ikke svar nok for Rikke, så hun gik over til Inger en aften.
– Vidste du, du kom, smiler Inger og åbner døren for hende.
Iza Tredje løfter hovedet, men lægger sig så ned igen. Hun ved, Rikke hører til.
– Kom ud i køkkenet, jeg har bagt en kage. Mine små elsker det. Vi tager en kop te og snakker. Det er Martin, du bekymrer dig for?
Rikke mærker, hvor tungt det hele har været. Inger sidder og lytter tålmodigt med en ro, Rikke ikke ejer selv.
– Ved du, Rikke, nogle gange må man bare lade dem fortælle det. Sig, at du gerne vil forstå, og lyt også til det svære. Det lærte jeg selv alt for sent!
Det bliver sent den aften. Da Rikke kommer hjem, sover alle undtagen Michael. Hun kysser Ivan og Frederikke og sætter sig ved siden af Martin i den mørke halvdel af værelset.
De mørke øjne og søvnige bevægelser minder om Lene, og Rikke mærker, at hun elsker ham fuldt ud som sine egne. Martin drejer sig halvt om, lægger armen om hendes nakke og mumler:
– Mor? Hvorfor græder du? Jeg skal nok lade være…
I hans blik ser hun smerten, og hun knuger ham ind til sig.
– Fortæl mig, sagde hun, lige nu. Hvem har sagt noget til dig?
Så åbner Martin op. Det handler om, at de andre siger, han er adopteret at Ivan og Frederikke er hendes egne, og han kun bor der.
– Pjat, Rikke tørrer sine tårer, du er min fra top til tå! Og det ved du godt.
Hun henter familiealbummet og peger på gamle billeder: Hendes mørkhårede bedstefar, kusinen Lene alt sammen for at vise Martin, at han hører til.
– Tror du stadig ikke på det?
– Jo…
Rikke overvejer at fortælle ham alt, men standser i tide. Senere, måske, bliver tiden moden.
Næste dag møder Inger Martin i gården og nikker værdigt til ham.
– Dine forældre kan godt være stolte, Martin.
Det er nok til, at Martin falder til ro. For Ingers ros gives ikke uden grund.
Og flere gange efter banker Rikke på Ingers dør for råd og finder dem altid.
Men så en dag bliver der ikke lukket op. Hundene hyler bag døren, men Inger svarer ikke. Rikke får fat i hospitalet, finder ud af, hvor Inger er, og får nøglen til lejligheden.
– Tak, Rikke. Mine små må luftes ellers vælter de hele lejligheden.
– Og maden, Inger! Hvorfor ringede du ikke til din søn?
– Ville ikke til besvær… Tænkte, det gik hurtigt over
– Nu gør du det ring! For sådan er familie. Vi passer på hinanden, og nu passer jeg på dig.
Martin tager sig af hundene med glæde, mens Rikke kører forbi hospitalet. Inger bliver udskrevet, til store hundeglæde, og Martin tilbyder fremover at lufte hundene fast.
En dag finder Martin den nye beboer, en britisk korthårskat, skræmt og forkommen, i gården. Han får kløer over kinden, men tager den alligevel med hjem. Katten gemmer sig og knurrer ad alle.
Ivan og Frederikke er ellevilde, men beslutter, at mor nok skal forberedes. De sidder længe og hvisker med katten, mens fantasifulde tegninger af Rikke og katten bliver til.
Rikke griner af deres forsøg:
– Og forestiller I jer, at det billede får mig til at beholde den sure kat? Jeg har aldrig haft kat hvad gør man?
– Vi spørger bare Inger! Hun ved da, hvad man gør. Kat eller hund hun har styr på det!
Så lyder det på døren. Inger, fornemt som altid, er kommet og hun hjælper med at rense kattens pote.
– Må han blive? mor, hvisker de yngre børn.
– Hvis ingen melder sig som ejer, kan han blive, smiler Rikke. Vi skal jo allesammen elskes.
Sådan blev katten, døbt Gustav, en del af familien. Rikke sukker lidt, når dankortet svinges i dyreklinikken, men glæden i børnenes øjne er alle pengene værd. Katten holder sig tæt til Rikke til Martins store fortrydelse.
– Han ved, hvem der er chef! ler Rikke.
Når alt er stille i huset, og børnene sover, smutter Gustav lydløst ind på Martins værelse. Martin mumler og tager katten ind til sig. Grønne øjne blinker tilfredse ved besøgene, Rikke sender ham et blidt “Godnat, Gustav” på vejen, og natten falder roligt over huset.
Lykkens stille fred hersker. Og i morgen starter endnu en dag.
Senere, da Inger endelig flytter op til sin store familie i Aalborg, lover Rikke og børnene at tage sig af hundene, til Inger kommer hjem på besøg.
– De venter, Inger! Og vi venter også. God rejse, hvisker Rikke, idet hun holder hendes hånd.
Og Ingers øjne fyldes af lys, da hun tager afsked, omgivet af børn med vinkende hænder. Ingen kan kalde hende naboskabets stridshane for foran dem alle står et godt menneske, med hele livet og kærligt folk omkring sig. Masser af nye, lyse dage venter.
Der vil komme flere børnebørn og måske endnu et flyt til det gamle hus, hun drømte om, hvor der er plads til både familie og fire logrende hunde i egen have.
Og én til to gange om ugen klikker Inger sig ind på børnebørnets computer, hvor der ventes et ansigt på video:
– Hej bedstemor!
Den store, dovne kat Gustav smyger sig roligt rundt om benene på Martin, nu teenager, som om han også lytter med.
