Der var en mand, der arbejdede hos os. Han hed Mads. Han var leder af en afdeling her på kontoret, og jeg vil ikke sige, han tjente dårligt, men sådan var han bare. Han kørte i en lækker Audi, købte tøj i Magasin, og så altid knivskarp ud. Men han havde en stor svaghed. Han sparede på alt. Særligt på mad.
Når vi havde pause, gik han roligt rundt mellem alle kontorer og borde hvor der var mad, satte sig tilfældigt ned, og begyndte at spise uden at blive spurgt. Når han så noget mad, sagde han altid sådan noget som:
Uh, hvor der dufter godt her! eller Nej hvor har I kyllingevinger, jeg skal lige smage en!, og selvfølgelig hans klassiker: Hvad har vi her?. Straks rakte han hånden frem og tog for sig. Han stak aldrig næsen frem, når der skulle købes fælles fødselsdagsgaver, men deltog ivrigt i både sang og spisning, som om han havde været med til at betale.
Folk lagde også mærke til, at Mads altid ladede mobilen på kontoret for at spare på strøm hjemme, og at han aldrig gik hjem før han havde drukket så meget vand som muligt fra firmaets dispenser, for ikke at fylde dunke derhjemme. Kortsagt: Han var nærig. Og han forklarede altid sin opførsel med, at han bare sparer penge.
Så kom vores seneste firmafest. Mads blev godt fuld, og på et tidspunkt spurgte en af kollegerne, om han havde planer om at blive gift. Mads grinede og sagde:
Hvorfor skulle jeg have en kone? Hun kommer bare til at plage om penge til mad og tøj. Og hvis hun får et barn, går jeg jo bankerot! Jeg har ikke brug for den slags udgifter, jeg klarer mig jo glimrende alene.
Så sagde hans kollega: Jo jo Mads, du lever da godt men det er jo på vores regning.
Mads blev pludseligt vred og råbte: Ja, men jeg lever klogt! Jeg har en fed bil, et hjem der altid er i orden. Og hvad med dig? Du bruger alle dine penge på mad!
Efter det, ville ingen i afdelingen hverken tale eller arbejde med Mads længere. Han var til sidst nødt til at finde sig et nyt job i en anden virksomhed.
