Adam, jeg ønsker ikke at såre dig eller gøre dig ondt, min skat.
Adam sad i vindueskarmen og kiggede ud. Han ventede på sin far og tænkte. Det var nu to år siden, hans mor var flyttet væk. “Hun har lavet sit eget liv,” havde faren sagt engang med et suk. Hvorfor hun havde forladt sin søn, kom der aldrig noget svar på. For Adam var det stadig uklart. Langsomt var han begyndt at lægge hende bag sig.
Faren gjorde alt, hvad han kunne for sin dreng. Drengen var nu fyldt ti år. Han forstod mere, end man måske troede, og intet blev skjult for ham. Men alligevel savnede han stadig noget. Han havde lært at vaske op og rydde op efter sig på værelset. Legetøj interesserede ham ikke længere.
Han var næsten ved at blive en ung mand. Alligevel følte Adam sig ensom. Han længtes brændende efter at få en hund. Men hans far afviste hvert eneste ønske om det.
Hvem skal passe den hund? Jeg arbejder hele tiden, og du går stadig i skole og er for ung til ansvaret.
I stedet kom faren en dag hjem med en kvinde. Hun hed Mette. Hun begyndte at bo sammen med dem. Adam forsøgte at undgå at tale med hende. For ham var hun overflødig. Hans far kaldte hende sin kone og håbede, at Adam ville få en mor igen.
Jeg har ikke brug for hende! sagde Adam koldt. Og sådan gik dagene. Drengen så, hvor glad hans far blev sammen med Mette. De var venlige mod hinanden, lo og krammede. Men Adam var stadig vred og følte en slags smerte indeni.
Far, jeg vil gerne have, hun skrider.
Adam, men jeg vil gerne have, hun bliver. Det er svært at leve alene, uden en kvinde uden en hustru og en mor.
Solen skinnede over København, og Adam legede ude i gården med de andre drenge. Nogle af de nye venner sagde til ham, at faren og hans nye mor sikkert ville sende ham på børnehjem.
Adam blev skrækslagen. Hvorfor ikke, tænkte han? Måske ville de hellere have et nyt barn, og så ville han bare være i vejen. Derfor besluttede han sig for at forberede sig på det værste.
Ved et uheld hørte han en dag et fragment af en sætning: “Det bliver godt for ham, vi skal bare have ham derhen…”
Det var nok for Adam. Han lå vågen hele natten og besluttede næste morgen at slippe af med Mette. Hun gjorde jo alt værre. Først prøvede han at gøre hende utilpas kom salt i teen og tændte for komfuret under pander uden noget i. Han var fræk. Hun fandt dog hurtigt ud af, hvem der stod bag.
En dag kaldte hun ham ind.
Vi skal lige snakke. Du er vist sur?
Jeg er ikke sur over noget, forsøgte Adam at sno sig udenom.
Adam, jeg ønsker ikke at såre dig eller gøre dig ondt, min skat
Vi har lejet et sommerhus i Nordsjælland til sommerferien. Vi ville overraske dig, men det er måske bedst at være ærlig. Far har fundet en hund, og vi skal hente den sammen i dag. Du må meget gerne komme med.
Lyver du? sagde Adam overrasket, men begyndte allerede at tro på det. Så kastede han sig om halsen på hende.
Mette blev rørt: “Jamen, du skal jo være glad. Alt skal nok blive godt, der er ingen grund til tårer.” Hun strøg ham blidt over håret.
Da far kom hjem fra arbejdet, gik de sammen ud for at hente hvalpen. Adam havde allerede lagt vreden bag sig og begyndt at se Mette som en ven. De blev forsonet. Hvalpen faldt i søvn i Adams arme. Alle var glade.
Livet lærte Adam, at det nogle gange gør ondt at tage imod forandringer, men at varme og omsorg kan skabe nye familiebånd. Man kan få mere kærlighed, end man havde troet muligt, hvis man tør åbne sit hjerte.
