Signe, det er slut mellem os! sagde Morten med en kold stemme. Jeg vil have en rigtig familie og børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har indgivet skilsmisseansøgning. Du har tre dage til at samle dine ting. Hvis du tager af sted, så giv mig et tegn. Jeg bor hos min mor, indtil lejligheden er klar til barnet og dets mor. Ja, lad være med at blive overrasket, min nye kæreste er gravid! Tre dage, Signe!
Signe forblev tavs, mens det føltes som om gulvet pludselig gled væk under hendes fødder. Hvad kunne hun egentlig svare? I fem år havde de prøvet at få et barn, men tre graviditeter endte tragisk. Lægerne havde forsikret, at hun var sund, men hver gang gik noget galt. Signe levede sundt, og under graviditeterne var hun endnu mere forsigtig. Sidste gang besvimede hun på arbejdet, og ambulancen nåede ikke frem i tide
Døren smækkede i efter Morten, og Signe, helt udmattet, sank ned i sofaen. Hun havde ingen kræfter til at pakke noget. Hvor skulle hun tage hen? Før ægteskabet boede hun hos sin tante, men tanten var død, og lejligheden var solgt af fætteren. Skulle hun vende tilbage til landsbyen Brande, til bedstemors hus? Leje noget? Og arbejdet? Spørgsmålene hvirvlede rundt i hendes hoved, mens tiden gik.
Om morgenen gik døren op, og svigermor Inger Hansen trådte ind.
Sover du ikke? Godt det ikke, sagde hun tørt. Jeg er kommet for at sikre mig, at du ikke tager noget, der ikke tilhører dig.
Jeg har ikke tænkt mig at tage Mortens gamle sokker, svarede Signe med et sammenbidt smil. Skal du tælle mine ting op?
Hvor fræk du er! Du var ellers så venlig før. Det var mig, der fortalte Morten efter den første graviditet, at du aldrig ville kunne føde.
Er det det, du er kommet for at sige? Så hold kæft og hold øje.
Hvorfor tager du serviset? udbrød svigermor forskrækket.
Det er mit, fra min tante, et minde om hende.
Det bliver tomt her uden det!
Ikke mit problem. Men til gengæld får I et barnebarn.
Tag kun det, der tilhører dig!
Laptoppen, kaffemaskinen og mikrobølgeovnen er gaver fra kolleger. Bilen købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.
Du har alt, hvad du behøver, men du kan ikke få børn!
Det er ikke din sag. Det ser ud til, at det var Guds vilje.
Fortryder du ikke? Måske gjorde du det hele med vilje?
Det er vrøvl. Jeg kan ikke engang tænke på det uden at det gør ondt.
Signe så sig omkring hendes ting var forsvundet. Børsten, makeupen, tøflerne Hun havde glemt noget vigtigt. Ingers tilstedeværelse generede hende. Hun huskede kattefiguren, mindet fra bedstemor. Indeni var der et hemmeligt sted med øreringe og en ring ikke værdifulde, men kære for hendes hjerte. Morten havde kaldt det noget pjat. Havde han smidt den ud? Signe åbnede altanen.
Hvad leder du efter der? lød svigermorens stemme. Kom nu, tag dine ting og forsvind!
Hun fandt figuren, alt var intakt. Nu kunne hun gå.
Her er nøglerne, farvel. Jeg håber, vi ikke mødes igen.
Signe gik til kontoret. Hun var på sygeorlov, men bad om ferie.
Vi er med dig, sagde chefen. Men det er svært uden dig. Tre uger er nok? Bliv i
Signe lukkede øjnene og mærkede, hvordan Niels’ hånd klemte let, velvidende at efter al den smerte begyndte hendes nye liv lige nu.Signe, det er slut mellem os! sagde Morten med en kold stemme. Jeg vil have en rigtig familie og børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har indgivet skilsmisseansøgning. Du har tre dage til at samle dine ting. Hvis du tager af sted, så giv mig et tegn. Jeg bor hos min mor, indtil lejligheden er klar til barnet og dets mor. Ja, lad være med at blive overrasket, min nye kæreste er gravid! Tre dage, Signe!
Signe forblev tavs, mens det føltes som om gulvet pludselig gled væk under hendes fødder. Hvad kunne hun egentlig svare? I fem år havde de prøvet at få et barn, men tre graviditeter endte tragisk. Lægerne havde forsikret, at hun var sund, men hver gang gik noget galt. Signe levede sundt, og under graviditeterne var hun endnu mere forsigtig. Sidste gang besvimede hun på arbejdet, og ambulancen nåede ikke frem i tide
Døren smækkede i efter Morten, og Signe, helt udmattet, sank ned i sofaen. Hun havde ingen kræfter til at pakke noget. Hvor skulle hun tage hen? Før ægteskabet boede hun hos sin tante, men tanten var død, og lejligheden var solgt af fætteren. Skulle hun vende tilbage til landsbyen Brande, til bedstemors hus? Leje noget? Og arbejdet? Spørgsmålene hvirvlede rundt i hendes hoved, mens tiden gik.
Om morgenen gik døren op, og svigermor Inger Hansen trådte ind.
Sover du ikke? Godt det ikke, sagde hun tørt. Jeg er kommet for at sikre mig, at du ikke tager noget, der ikke tilhører dig.
Jeg har ikke tænkt mig at tage Mortens gamle sokker, svarede Signe med et sammenbidt smil. Skal du tælle mine ting op?
Hvor fræk du er! Du var ellers så venlig før. Det var mig, der fortalte Morten efter den første graviditet, at du aldrig ville kunne føde.
Er det det, du er kommet for at sige? Så hold kæft og hold øje.
Hvorfor tager du serviset? udbrød svigermor forskrækket.
Det er mit, fra min tante, et minde om hende.
Det bliver tomt her uden det!
Ikke mit problem. Men til gengæld får I et barnebarn.
Tag kun det, der tilhører dig!
Laptoppen, kaffemaskinen og mikrobølgeovnen er gaver fra kolleger. Bilen købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.
Du har alt, hvad du behøver, men du kan ikke få børn!
Det er ikke din sag. Det ser ud til, at det var Guds vilje.
Fortryder du ikke? Måske gjorde du det hele med vilje?
Det er vrøvl. Jeg kan ikke engang tænke på det uden at det gør ondt.
Signe så sig omkring hendes ting var forsvundet. Børsten, makeupen, tøflerne Hun havde glemt noget vigtigt. Ingers tilstedeværelse generede hende. Hun huskede kattefiguren, mindet fra bedstemor. Indeni var der et hemmeligt sted med øreringe og en ring ikke værdifulde, men kære for hendes hjerte. Morten havde kaldt det noget pjat. Havde han smidt den ud? Signe åbnede altanen.
Hvad leder du efter der? lød svigermorens stemme. Kom nu, tag dine ting og forsvind!
Hun fandt figuren, alt var intakt. Nu kunne hun gå.
Her er nøglerne, farvel. Jeg håber, vi ikke mødes igen.
Signe gik til kontoret. Hun var på sygeorlov, men bad om ferie.
Vi er med dig, sagde chefen. Men det er svært uden dig. Tre uger er nok? Bliv i
Signe lukkede øjnene og mærkede, hvordan Niels’ hånd klemte let, velvidende at efter al den smerte begyndte hendes nye liv lige nu.
